Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kommentar: Fred mellem Israel og Jordan

Gaza og Vestbredden er som områder alt for små og spredte til at udgøre nogen selvstændig stat. Hvis freden nogensinde skal indfinde sig, må en palæstinensisk stat have Jordan som grundlag og rygrad.

Barack Obamas Mellemøst-udsending George Mitchell (tv.) i samtale med Jordans kong Abdallah. Vesten må presse på over for kong Abdallah, så palæstinensernes tarv kan tilgodeses.
Barack Obamas Mellemøst-udsending George Mitchell (tv.) i samtale med Jordans kong Abdallah. Vesten må presse på over for kong Abdallah, så palæstinensernes tarv kan tilgodeses.

Mere end 60 år efter staten Israels oprettelse har freden stadig ikke indfundet sig dernede. Vel vidende at mange spekulative forslag til fredsløsninger er blevet forsøgt uden meget held siden da, vil jeg alligevel vove at fremsætte endnu et forslag.

Forslaget har som udgangspunkt, at staten Israel på trods af flere rimelige indvendinger mod dens grundlæggelse på et område, der i forvejen var beboet, ikke bør fjernes igen. Israel har bibragt området ny vestlig dynamik, og det ville være en større ulykke for både israelere og arabere som helhed – især for araberne inden for Israels grænser – hvis staten gik til grunde. Det betyder ikke, at der ikke er gjort palæstinensere skade ved statens oprettelse og opretholdelse. Helt åbenlyst er der det. Men skaden gøres ikke bedre ved, at Israel forsvinder. Palæstinenserne må i stedet have deres egen særskilte stat.

Sådan set er den allerede oprettet. Det meste af Palæstina vest for Jordan-floden, eller hvad romerne kaldte Palaestina Cisjordania, er ganske vist blevet til staten Israel. Grænserne af 1948, der blev fastlagt af FN, blev ikke respekteret af palæstinenserne, og i den opblussende krig tabte de til Israel det meste af det område, der af FN var blevet dem tildelt vest for Jordan-floden. Jeg går altså ud fra, at det vil være nytteløst for palæstinenserne at forsøge generobring af dette område. PLOs formand Arafat anerkendte tilbage i 1989 da også Israels ret til at eksistere – om han så lige mente Israel af 1948 eller det sidenhen langt større Israel.

Palæstina øst for Jordan-floden, derimod, eller hvad romerne kaldte Palaestina Transjordania, har eksisteret som en slags selvstændigt land siden 1922 og kaldtes først Transjordanien og efter den endelige uafhængighed fra Storbritannien i 1946 simpelt hen for Jordan. Især da de palæstinensiske områder vest for Jordan-floden, der ved krigen i 1948 ikke blev erobret af Israel, i 1950 blev lagt ind under staten Jordans administration.

Det var der en oplagt grund til, eftersom de vest-palæstinensiske områder nu var blevet for små til at udgøre nogen selvstændig stat. Det samme er stadig sandt i dag. Gaza og Vestbredden er som områder stadig alt for små og for spredte til at udgøre nogen selvstændig, forsvarlig stat. Hvilket også hænger sammen med, at palæstinenserne derfra mangler tilstrækkeligt antal af pålidelige, ansvarlige statsmænd til at danne en sådan stat. I forhold til de ofte særdeles højtuddannede israelere er palæstinenserne generelt meget ringe uddannet. Derved er deres nationale identitet også langt mindre udfoldet. Skønt der nu unægtelig er dannet et israelsk folk i Israel, har man tidligere med nogen ret hævdet, at der intet jødisk folk fandtes, men kun en jødisk religion – skønt jødedommen i høj grad var medvirkende til, at staten Israel i sin tid blev dannet. I endnu mindre grad har der tidligere været et bestemt palæstinensisk folk; ingen enkelt, samlende palæstinensisk religion og i øvrigt få samlende særkender ud over flugten fra det område, der nu er Israel. Arafat er den enkeltperson, der gennem tiden har opnået størst autoritet blandt disse flygtede palæstinensere, men autoriteten var stærkt begrænset uden for hans eget parti Al-Fatah (dvs. »Fædrelandet«) og rakte f.eks. ikke til at standse selvmordsfanatikerne i Hamas endsige Islamisk Jihad. Hans status var grundlagt på hans indsats i guerillaen mod Israel, men han duede ikke til at opbygge nogen stat, og næppe nogen andre af de palæstinensiske flygtninge formår det endnu ejheller, inden for nogen overskuelig fremtid.

Hvorfor styres Vestbredden og Gaza da ikke tillige af Jordan, der i forvejen eksisterer og fungerer som (øst-)palæstinensisk stat?

Det umiddelbare, historiske svar skal findes tilbage i et stigende modsætningsforhold mellem de palæstinensiske flygtninge og den daværende jordanske konge Hussein fra 1966 og frem til tilspidsningen i kongens blodige opgør med de mest yderliggående af flygtningene i, hvad der sidenhen af disse blev kaldt »Sorte september« 1970. I øvrigt har de arabiske lande som helhed ikke ønsket at opsuge og integrere flygtningene, men har derimod haft en interesse i at bibeholde de palæstinensiske flygtninge som flygtninge, og brugt oprettelsen af staten Israel som både afledning af opmærksomhed fra og undskyldning for egne hjemlige fejltagelser.

Skal der findes en holdbar løsning for de palæstinensiske flygtninge, der går ud fra Israels fortsatte eksistens, er det ikke nok at håbe på, at der i årenes løb efter kong Husseins bortgang i 1999, er sket en bedring i forholdet mellem Jordan og (vest-)palæstinenserne. Man må simpelt hen presse på over for hans søn, kong Abdallah, og skabe disse forandringer for at sikre palæstinensernes tarv, om det så også skulle indebære mindre ændringer i Jordans nuværende styreform henimod dannelsen af en forbundsstat. Det internationale samfund, heriblandt Jordans tidligere kolonimagt Storbritannien i fællesskab med EU, USA og Saudi-Arabien, vil økonomisk og med hensyn til opbygning af passende administration kunne støtte Jordan – og Israel – i udførelsen af denne store opgave.

Hvis palæstinenserne får ordnede og økonomisk langt bedre forhold under en sådan mere ansvarlig og forsvarlig stat med indre selvdisciplin og selvjustits, vil Israel samtidig få langt større mulighed for at vinde freden og opnå indre sikkerhed. Jordan har i 1994 officielt allerede indgået fredsaftale med Israel og har vist sig udmærket i stand til at holde den. Afgørende er, at uansvarlige attentater og øvrige terroranslag forøvet mod Israel effektivt kan afværges og bekæmpes.

Et nærliggende israelsk krav i den forbindelse vil være, at de syriske Golan-højder samt Gaza og Vestbredden demilitariseres, således at en samlet militær, arabisk opmarch som den, der indledte krigen i 1967, kommer på længere afstand. Dvs. alle våben kraftigere end maskinpistoler strengt forbeholdt stedligt politi må forbydes i disse områder.

Til gengæld må man af Israel ubetinget kræve, at alle israelske bosættelser uden for Israels grænser fjernes, således at palæstinenserne ikke udæskes yderligere. Jerusalem, der er hellig stad for både jøder, kristne og muslimer, og som har muslimsk befolkningsflertal, må desuden igen ophæves som Israels hovedstad eller for den sags skyld som hovedstad for nogen anden enkeltstat. Jerusalem og måske tillige den nærliggende by Bethlehem må igen – ligesom i 1948 – gøres til international zone. Denne zone må styres af en af FN udpeget borgmester udefra, dog med en rådgivende forsamling bestående af repræsentanter for den bosiddende befolkning og alle tre store monoteistiske trosretninger, men sikret i kraft af dommere, politi og militær under FN. Samme FN-tropper vil kunne bevogte en forbindende hovedvej – en jordansk korridor – tværs gennem Israels Negev-ørken til Gazastriben. Til sammenligning kan man huske på, at FNs indsats efter omkring 30 års tilstedeværelse på det nærliggende Cypern trods alt ikke har været helt forgæves.

I betragtning af de uhyre store menneskelige og økonomiske kræfter, der i forvejen bruges på Palæstina-problemet, militært og på anden vis, kunne forslaget udgøre en enkel og billig løsning på et problem, der alt for længe har belastet sindene verden over og truet verdensfreden med sine krige.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.