Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Irak fem år efter

Professor Jesper Lau Hansen argumenterer for, at krigen i Irak tegner til at blive en succes. Målet var dels at fjerne Saddam Hussein og dermed forhindre ham i at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben, dels at indføre demokrati. Begge mål er nået.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

Den 1. maj er det fem år siden, at præsident Bush erklærede de egentlige kamphandlinger for afsluttede. Dermed endte Irakkrigen, der var begyndt et par måneder før, og blev i stedet afløst af en FN-godkendt besættelse. Bush sagde bl.a.: »Overgangen fra diktatur til demokrati vil tage tid, men det er indsatsen værd. Vores koalition vil blive, til arbejdet er gjort. Og så vil vi rejse – og vi vil efterlade et frit Irak«. Hvordan er det så gået?

Succes og sejr er relative begreber i en uperfekt verden. Hvad vi normalt forstår ved dem, kan belyses af 2. Verdenskrig. Var den en succes, når den blev startet til forsvar for Polen, men Polen forblev besat? Var det en sejr, når kun den ene af de to totalitære magter, der truede demokratiet, var besejret, mens den anden blev mere magtfuld og populær? Krigen krævede ufattelige ofre, der kunne være undgået, havde man grebet det anderledes an. Kan man overhovedet tale om en sejr, når demokratierne havde interneret egne statsborgere og tæppebombet storbyer? Havde demokratiet nogen legitimitet, når der var flere tilfælde af krigsforbrydelser blandt allierede tropper, hvor fanger blev myrdet med koldt blod?

Traditionelt og for de fleste af os er svaret ja. Verden blev trods alt bedre med et besejret Tyskland og Japan. Men det er ikke sikkert, at svaret ville blive det samme, hvis det blev bedømt efter den standard, der nu anvendes i debatten.

I et opgør med denne nye standard, som har vundet indpas mange steder, argumenteres her for, at krigen i Irak tegner til at blive en succes og en sejr i den beskedne forstand, vi normalt forstår disse begreber.

Krigens formål var dels at fjerne Saddam og dermed hindre ham i at opnå abc-våben (atomare, biologiske og kemiske masseødelæggelsesvåben), dels at indføre demokrati. Begge formål blev fastslået allerede med Iraqi Liberation Act, der blev underskrevet af præsident Clinton i 1998. Begge mål er nået.

Saddam og det fascistiske Baath-regime blev hurtigt væltet. ISG-rapporten har efterfølgende fastslået, at Saddam efterstræbte ABC-våben, da han fandt dem nødvendige for sit regimes overlevelse, men at sanktionerne forhindrede ham. Var sanktionerne hævet, kunne produktionen dog være genoptaget på kort tid.

De, der hævder, at irakerne var bedre tjent med at leve videre under Saddam, skulle ikke bare tvinges til at læse den irakisk-amerikanske professor Kanan Makiyas Republic of Fear, der skildrer regimets udstrakte grusomhed. En grusomhed, der forklarer, hvorfor de første meningsmålinger viste overvældende opbakning fra befolkningen til befrielsen. De skylder også at fortælle, om de ville foretrække et af Saddam ledet Irak med sanktioner, der dræbte tusinder af civile irakere hvert år og skabte had til Vesten i hele Mellemøsten, eller et uden, men til gengæld med abc-våben.

Demokrati kan indrettes på mange måder. Det centrale er, om befolkningen ved et valg kan tvinge regeringen til at gå af. Det er tilfældet i Irak. Der har allerede været valg om forfatning og parlament, og til oktober er der valg igen til lokalforsamlingerne. Det er ikke et perfekt demokrati. Der er vold og korruption, men ikke desto mindre vælges magthaverne af folket. Siden 2005 er spørgsmålet altså ikke længere, om demokratiet kan indføres i Irak, men om det får lov at fortsætte. Udviklingen det seneste år tyder på det, selvom det stadig kan gå galt. På det anerkendte efterretningsfirma Jane’s liste over verdens mest ustabile lande er Irak end ikke blandt de 20 første (nr. 22), og i Mellemøsten synes kun Israel at nyde større frihed.

Det er i visse kredse blevet mondænt at sige, at vi ikke burde tvinge »vores« demokrati ned over hovedet på fremmede folkeslag. Selvom det er maskeret som selvkritik, afslører det en let gennemskuelig racisme. Det irakiske folk har fra starten bakket op om demokratiet. Ved seneste valg deltog 75 pct. trods overhængende livsfare; hvor mange danskere var mødt frem under de forhold? Det er at håne irakerne at slå dem i hartkorn med deres mordere, som bekæmper demokratiet. Det var den samme malplacerede racisme, vi så under profetkrisen, hvor man gjorde de mest formørkede kræfter til talerør for alle verdens muslimer. Demokrati er lige så lidt et vestligt fænomen, som resten af vores civilisation er det.

Indsatsen i Irak dækker over flere forskellige konflikter i Iraks befolkning, hvor de største grupper er shia (tre femtedele), sunni (en femtedel) og de ikke-arabiske kurdere (en femtedel). Meningsmålinger, bl.a. fra PIPA (det amerikanske Program on International Policy Attitudes), har vist, at der er massiv opbakning til befrielsen i befolkningen, og kun blandt sunni finder man et flertal, der savner Saddam-­tiden, hvor de herskede over de andre fire femtedele. Irakerne er med deres fortid som britisk koloni ikke glade for fremmede tropper, men hvis forventet taknemmelighed var forudsætningen for befrielse, ville man tale tysk i Paris.

WHO har opgjort tabet til ca. 150.000 irakere. Markant lavere end de tal, nogle debattører har brugt, men stadig forfærdende højt. Langt de fleste er dræbt i indbyrdes kamp og ikke af vores soldater. Mon nogen tror, at tabet var blevet mindre, hvis vores soldater ikke havde været der og forhindret et nyt Rwanda?

Vestens krigsmodstand er markant. For mange politikere og journalister vil det være et personligt nederlag, hvis Irak betragtes positivt. Det har medført en ensidig negativ dækning, der ikke kun kan forklares med mediernes forkærlighed for ulykke. Man gør klogt i ikke at nøjes med mediernes fremstilling, men selv bruge internettet til at samle oplysninger. Der er ofte interessante diskrepanser.

Mediernes negative dækning kan medføre, at populistiske politikere taber modet og opgiver indsatsen. De danske soldater i Afghanistan har for nylig advaret imod en fast exit-dato, da det kan gøre deres indsats og ofre forgæves. Vi bør støtte vores soldater, ikke snigløbe dem.

Terrorismen har benyttet Irak til rekruttering, men samtidig har al-Qaeda vist sit sande ansigt og bliver stadig mere upopulær ikke bare i Irak, hvor de er næsten udryddet af irakerne selv, men også i Mellemøsten. Defaitisterne tog fejl, der kom ikke flere terrorister for hver, man slog ihjel. Det nytter at kæmpe.

Når det gælder at vælte en grusom diktator og indføre demokrati, kan det undre at fokusere på krigens lovlighed. Den debat synes i øvrigt bevidst at overse, at spørgsmålet er uafklaret i folkeretten, selvom et hurtigt opslag i en lærebog ville vise det.

En stribe officielle rapporter om underretningerne, som de forelå forud for krigen, har konkluderet, at alle efterretningstjenester troede, Saddam havde ulovlige våben, og at de ikke blev presset hertil af deres regeringer. Selvom disse rapporter ligger gratis på nettet (f.eks. US Senate, Butler, Hutton, Flood), lever myten om Irak-løgnen uanfægtet videre.

Næst efter Saddam er FN nok den, der har lidt det største tab. Da Bush mod bedre vidende, men på idealisten Blairs opfordring, forelagde sagen for Sikkerhedsrådet, var det for at give FN en sidste chance for at vise handlekraft. Det skete ikke, trods resolutioner der klart blev overtrådt.

Selv den værste des­pot kan sove roligt om natten, hvis han har en ven i Sikkerhedsrådet, og dets Menneskerettighedsråd domineres af diktaturer og bruges til at begrænse ytringsfriheden. Forhåbentlig går det FN, som det gik Wienerkongressen, der også blev skabt efter en krig for at bevare status quo for en række autoritære regimer. Det lykkedes ganske længe, men til sidst sejrede folkestyret.

Det er populært at modstille USA og Europa, men faktisk støttede et overvældende flertal i det nye EU amerikanerne og tog afstand fra Schröders og Chiracs opportunistiske posering. I dag er de to afløst af pro-amerikanske ledere, og Frankrig er på vej tilbage til NATO. Spørgsmålet er, om EU vil tage del i krigen mod terror, eller om man vil overlade det beskidte arbejde til USA, mens man ser forarget på og taler om mulige krigsforbrydelser. Paradoksalt synes vores succes med at undgå ny terror at erodere opbakningen bag den indsats, der gør det muligt.

Krigen mod terror er en eufemisme for kampen mod fundamentalistisk islam. Den kamp handler ikke om fattigdom eller olie, men om frihed, og den var i gang længe før 2003. Den kamp kan vindes overalt, og irakerne er ved at vinde den i Irak.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.