Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ingen integration uden assimilation

Hvad enten vi vedstår det eller ej, så rummer den nuværende integrationspolitik en klar assimilationsstrategi, om end en moderat af slagsen.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Ofte hævder kritikere af visse danskeres skepsis over for flygtninge-indvandrere eller af vores lukkethed over for udlændinge, at vi har noget at lære af amerikanerne, hvad gælder tolerance over for kulturel forskellighed og åbenhed over for »fremmede«. USA er et land, hvor der er plads til alle uanset kulturel baggrund, lyder det, og hvor enhver udlænding bliver mødt med både velvilje og nysgerrig interesse.

Denne karakteristik har kritikerne langt hen ad vejen ret i. Hvad kritikerne dog gerne overser, er, at hvor man i USA i udbredt grad accepterer mennesker uanset deres baggrund, så accepterer man til gengæld ikke alle former for værdier.

Afvigende værdier tolereres kun i det omfang, de ikke er i konflikt med de politiske værdier, det amerikanske samfund bygger på. Desuden forventer man, at de er parat til at arbejde hårdt, lære sproget og leve som loyale, lovlydige patrioter. Selv om ordet ikke længere bruges i politiske kredse, så tager man det således for givet, at de er indstillet på at blive assimileret, ja, blive amerikanere.

Tolerancen over for kulturel afvigelse er dog historisk set et forholdsvis nyt fænomen. Enhver med blot en lille smule kendskab til amerikansk historie, vil vide, at det tog det anglo-amerikanske flertal flere generationer, før det lærte at anerkende indvandrerne som lige så gode amerikanere som de selv. I midten af 1800-tallet organiserede de indvandrerskeptiske sig løseligt som nativists, en betegnelse, der viser, at de betragtede det amerikanske statsborgerskab som en fødselsrettighed, ikke en ret for indvandrere, som dengang først og fremmest var irske katolikker.

Siden dengang har USA gennemgået tre store indvandrerbølger, den sidste fra slutningen af 1960erne til i dag. Det har selvfølgelig gjort det af med nativisternes hovedargument. Men det har ikke gjort det af med modstanden mod fortsat indvandring. Specielt betragtes immigrationen fra Latinamerika som bekymringsværdig. Ikke blot fordi en stor del kommer illegalt ind i landet fra Mexico, men også fordi »latinoer« – på linje med fortidens kinesiske indvandrere – påstås ikke at kunne assimileres.

Amerikansk indvandrerskepsis har altid været motiveret af en frygt for, at masseindvandring ville splitte befolkningen og derved svække den sociale sammenhængskraft og de nationale værdier. Denne frygt er dog hidtil endt med at blive gjort til skamme, og det gør den nok også denne gang. Slet og ret fordi assimilationsprocessen fungerer. Ikke sådan at forstå, at den gør alle ens i enhver henseende.

Billedet af USA som en smeltedigel er ikke direkte forkert, men det holder kun delvis. De fleste indvandrere fra 18- og 1900-tallet har nemlig bevaret en høj grad af frihed til at udtrykke deres særlige etniske eller religiøse identiteter. Når man ser bort fra de områder, hvor der kræves tilpasning og tilslutning – altså de grundlæggende samfundsværdier – er der derfor plads til stor kulturel mangfoldighed. Men vel at mærke skyldes tolerancen over for mangfoldigheden først og fremmest, at der ikke gives plads til kulturelle træk, som betragtes som en trussel mod samfundets værdigrundlag.

Denne særlige kombination af assimilation og tolerance over for forskellighed kunne vi med fordel lære af i Danmark. Men ret beset er der i dag ikke stor forskel på USA og Danmark, hvad angår de forventninger, vi har til flygtninge-indvandrere. Sociologen Peter Gundelach påviser i sin bog Vi danskere (2004), at de færreste af os er nativister. Det store flertal mener, at indvandrere godt kan blive danskere, forudsat de accepterer de grundlæggende værdier og vilkår i det danske samfund.

Det er også den opfattelse, der føres integrationspolitik på i Danmark og efterhånden stort set resten af Vesteuropa. Hvad enten vi vedstår det eller ej, så rummer den nuværende integrationspolitik en klar assimilationsstrategi, om end en moderat af slagsen. Lige som i USA er assimilation dog hos os et tabuiseret begreb i store dele af det politiske og intellektuelle miljø. Som nogle vil vide, udtalte Venstres enfant terrible, Søren Pind, sidste forår: »Jeg gider ikke høre mere snak om integration. Fri mig for det - det rigtige ord må være assimilation.« Det fik han på puklen for. Også af sine egne.

Men problemet er ikke, at Pind går ind for assimilation, men at han sætter den op som et alternativ til integration. Det er nemlig urealistisk at tro, at man kan integrere mennesker fra andre kulturkredse end den vestlige uden også at assimilere dem på områder, som er vigtige for såvel samfundet som for deres egen sociale overlevelsesevne. Desuden har en grad af assimilation historisk set altid været noget, indvandrerne selv har ønsket.

For et par uger siden besøgte jeg i Iowa det fremragende danske indvandrermuseum i Elk Horn. På kirkegården ser man næsten kun danske navne, og på museet fortælles historien om, hvordan disse danskere blev amerikanere. Det gik ret hurtigt for nogle. I Iowa og andre stater i Midtvesten, hvor de slog sig ned tæt ved hinanden, var der dog en del, der i begyndelsen mente, de ikke behøvede at blive amerikanere. De oprettede egne skoler, kirker, højskoler og foreninger, ja, levede i små »parallelsamfund« uden for det amerikanske. Nogle gik så langt, at de stilede mod at skabe danske »kolonier« midt i det amerikanske folkehav. Men det blev dog ikke til noget.

Det skyldtes, at de med tiden indså, at det ikke tjente deres egne interesser at isolere sig fra det øvrige samfund. Og de erkendte også, at det var meningsløst for de opvoksende generationer, som jo ikke følte nogen tilknytning til Danmark, og som snart udtrykte sig bedre på engelsk end på dansk. Derfor gik assimilationsprocessen i gang, også for dem. Og der gik ikke lang tid, inden de begyndte at tage amerikanske værdier til sig. Ja, mange var særdeles ivrige efter at kalde sig amerikanere og blive accepteret som sådan. Danskerne var nogle af de indvandrere, der gjorde mest for at opnå amerikansk statsborgerskab.

Men selv om de lod sig assimilere på områder som sprog, økonomi og politik, så har mange af deres efterkommere i dag bevaret en bevidsthed om deres etniske rødder, og de fortsætter med at holde liv i visse danske traditioner. Sjovt nok er det også »lykkedes« for dem – og de andre skandinaver - at sætte et vist etnisk præg på deres del af USA. Det er således i de »skandinaviske« stater i Midtvesten, at sociologer har målt den højeste grad af indbyrdes tillid mellem borgerne, et træk, de skandinaviske folk er kendt for.

Historien om, hvordan de danske indvandrere blev amerikanere, er altså både en historie om integration og assimilation. En assimilation, som indvandrerne i høj grad selv stod for - nogle hurtigt, andre gradvist – og som sjældent blev total, i det mindste ikke i de første mange generationer.

Den kendte amerikanske sociolog Rogers Brubaker, der kommer til Aarhus Universitet næste forår for at diskutere integrationspolitik, mener, at vi bør passe på ikke at lade os forlede af den måde, man bruger ordet assimilation på inden for biologien. Her er assimilation en proces, hvorunder ét stof bliver omdannet til en helt ny substans, sådan som det for eksempel sker, når kroppens organer forvandler den mad, vi spiser, til blod og derefter væv. Her levnes intet tilbage af den oprindelige substans. Men denne betydning er meningsløs, når det gælder sociale processer, mener Brubaker. Og han påviser, at assimilation i almindeligt dagligsprog bruges i en anden betydning, nemlig om det at fremme en større grad af lighed eller at udsætte noget for en ensartet behandling uden at målet er fuldstændig lighed.

Forstået således, sker der assimilation, når indvandrere lærer det sprog, der tales i værtslandet; eller når de tilegner sig de nødvendige uddannelsesmæssige og sociale færdigheder til at kunne klare sig; eller når de integreres i den almindelige boligmasse; eller lærer at forstå og bruge det demokratiske system; eller når de tilegner sig grundlæggende sociale værdier og visse kulturelle traditioner? Og gennem alle disse processer kommer de gradvis til at opfatte sig selv som danskere. Set i det lys har dansk integrationspolitik altså et klart assimilationsstrategisk element. Til fordel for samfundet, men sandelig også for indvandrerne. Så til dem, der mener, vi bør lære af USA, må svaret være: Ja, netop! For uden assimilation ingen integration. Hvis dette bliver almindeligt anerkendt, vil det forhåbentlig også gå bedre med tolerancen og åbenheden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.