Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Den store krigs lange skygger

Med 1. Verdenskrig begyndte 1900-tallets Store Katastrofe, som fortsatte med 2. Verdenskrig. Der er en så tæt sammenhæng mellem de to verdenskrige, at historikere ofte taler om en moderne 30-års krig.

For 90 år siden stod Europa i både lettelsens og jubelens tegn. Lettelse, fordi mere end fire års verdenskrig var forbi. Og jubel, fordi sejrherrerne havde lovet, at krigens lidelser skulle føre til en bedre verden.

Løfterne handlede om national selvbestemmelse, frihed og demokrati. Hertil kom visioner om en evig verdensfred, hvor en international organisation skulle sikre, at verdenskrigen blev »krigen der endte al krig«. Oven i købet lovede USAs præsident Wilson, at freden ikke ville blive sejrherrernes hævn over deres fjender; kun en retfærdig fredsaftale sikrede en holdbar fred, var hans logik.

Der var lige så store løfter om sociale reformer. »Hvad er vor opgave? At skabe et land som helte kan være tjent med at leve i«, som den britiske statsminister, Lloyd George, sagde det på et valgmøde få dage efter krigens afslutning.

Selv om jubelen var størst hos sejrherrerne, var der også store fremtidsforventninger i de tabende lande. I Østrig-Ungarn som allerede i november 1918 var ved at blive omdannet til nye nationalstater, og i Tyskland hvor nederlaget blev brugt til at gøre op med det autoritære kejserrige og gennemføre demokratiske revolutioner.

Derfor kan man med god ret se tiden omkring krigsafslutningen i 1918 som et utopisk øjeblik i Europas historie. Som et øjeblik hvor chancen for en bedre verden var lige til at gribe. Men efterkrigsårene blev ingen gylden tidsalder. De blev i stedet til mellemkrigstid. Hvordan og hvorfor gik de store håb til grunde?

Der var tårnhøje forventninger til de sejrende ledere, der i januar 1919 samledes i Paris for at planlægge freden. Men forventningerne brast hurtigt. Skuffelsen blev allerede samme år sat på skrift af en britisk økonom, Maynard Keynes, hvis hyperkritiske bog om Freden og dens økonomiske følger blev en international bestseller. Keynes dannede skole, og det blev almindeligt at betragte freden som helt mislykket.

Da historikere mange år senere efter arkivstudier begyndte at skrive tykke bøger om freden, var deres dom mindre kritisk. De påpegede, at fredsmagerne stod over for en nærmest umulig opgave, da Central- og Østeuropa skulle gøres til nationalstater. Nationaliteter levede ikke i nette klumper, og faktisk betød 20.000 km nye grænser og ni nye stater, at antallet af europæere, der ikke boede i deres »egen stat«, blev mere end halveret.

Organisationen, der skulle sikre freden, Folkeforbundet, blev også oprettet. Når den aldrig magtede at løse den opgave, skyldtes det ikke, at forbundet var en fejlkonstruktion, men at USA valgte at stå udenfor og derved svækkede det afgørende fra første færd.

Tilsvarende gjaldt vurderingen af andre sider af fredsafslutningen. Fx den skyhøje krigsskadeserstatning, som Tyskland blev pålagt, og det faktum, at taberne ikke fik lov til at drage grænser efter nationalitetsprincippet. Det var ikke smukt eller i overensstemmelse med løfterne. Men det blev først og fremmest et problem, fordi de stormagter, der skulle have garanteret beslutningerne, efterfølgende ikke levede op til deres ansvar. Det var ikke ved forhandlingsbordene i Paris, at freden mislykkedes. Det var i regeringskontorer og parlamenter i Washington og London.

Det er en tolkning, der har meget for sig. Men den har en meget iøjnefaldende svaghed. Den underspiller de store forventninger til freden, som sejrherrerne selv havde skabt. Modsætningen mellem de høje idealer om en retfærdig fred og de fredstraktater, som taberne fik besked på at underskrive, var til at få øje på. Det lignede meget mere det gamle, lukkede diplomati præget af gusten statsræson end de nye idealer om det åbne samfund, som især Wilson havde talt om. Svælget mellem forventninger og realiteter gjorde freden forhadt i taberlande som Ungarn og Tyskland – og betød også, at fredsordningen havde mange kritikere andre steder. En konsekvens var, at nazisternes angreb på fredssystemet efter 1933 blev set på med betydelig sympati også uden for Tyskland. For nazisterne ville jo, i manges øjne, blot gøre Tyskland til en hel og fuld nationalstat uden mindretal uden for grænserne. På den måde gjorde freden vejen til den næste krig kort.

Tiden omkring krigsafslutningen stod i demokratiets tegn. I de nye stater blev der skrevet forfatninger, som var langt mere demokratiske end dem, Europa havde kendt tidligere. Vigtig var udvidelsen af valgretten. I alle de nye stater (bortset fra Jugoslavien) fik kvinder valgret, og gammelkendte indskrænkninger i valgretten faldt stort set bort. Valgretten blev også udvidet i sejrende lande som Italien og Storbritannien.

I de fleste europæiske lande kunne de hjemvendte soldater også glæde sig over den nye 8-­timers arbejdsdag. Generelt stod arbejderbevægelser stærkere, fordi både arbejdsgivere og statsmagt så med større sympati på de socialdemokratiske ledere, som i stort set alle lande havde støttet krigs­indsatsen. Angsten for det kommunistiske spøgelse gjorde også sit til, at arbejdsgivere fik lettere ved at indgå overenskomster med de moderate socialister.

Der blev også søsat sociale reformer. Fx forbedrede Lloyd Georges britiske regering grundskole og arbejdsløshedsforsikring og lancerede ambitiøse planer om offentligt boligbyggeri.

Men bevægelsen gik snart den anden vej. Økonomisk tilbageslag og den store statsgæld, som krigen havde efterladt, betød, at Lloyd Georges helteland blev stillet i bero. I Frankrig var krigen i 1922 kommet så meget på afstand, at senatet nægtede at give valgret til kvinder (som førstekammeret ellers havde vedtaget i 1919). I Rusland afviklede bolsjevikkerne demokratiet, før krigen var slut, og fra 1919 begyndte de nye demokratier at vakle andre steder. Først i Ungarn hvor borgerkrig mellem røde og hvide førte til en autoritær stat, og i løbet af 1920erne og 30erne bukkede det ene efter det andet af de unge demokratier under. Det var ikke demokrati, men diktatur, der blev krigens arv.

Kommunismen blev ikke skabt af 1. Verdenskrig. Men uden krigen er det helt utænkeligt, at det lille bolsjevikparti havde haft muligheden for at erobre magten i Rusland. Den uhørte brutalitet, som bolsjevikkerne var villige til at anvende, er også svær at forklare uden at inddrage krigen som kontekst. Det kommunistiske diktatur forstås bedst som et barn af krigen.

Hvis vi vender blikket mod efterkrigstidens andre totalitære fænomener, fascismen og nazismen, er der ingen brug for mellemregninger. Både Italiens fascister og de tyske nazister så stolt sig selv som krigens sønner. For dem var krigsoplevelsen en stærk, positiv erfaring, der handlede om nationalt fællesskab, om meningsgivende hierarkier og om mandig handlekraft og vovemod. Det var denne krigsoplevelse, som de efter krigen ville gøre til samfundslivets byggesten i form af førerdyrkelse, militaristisk partikultur og brug af vold i den politiske kamp. Det var en formel, der gjorde dem til skræmmende modstandere for demokrater i Italien og Tyskland. I begge lande var demokrater først og fremmest liberale og socialdemokrater, og det er forklaringen på, at stærke konservative kræfter hjalp Mussolini og Hitler til magten i forventning om, at de lod sig styre. Det viste sig hurtigt – og især i Tyskland – at være en forkert kalkyle.

For fascister og nazister var krigen imidlertid ikke kun en erfaring. Den var også en forventning. Begge ville omgøre resultatet af 1. Verdenskrig. Vejen var en ny krig. Den kom som bekendt i 1939, og det er ikke mindst denne tætte sammenhæng mellem de to verdenskrige, der er forklaringen på, at historikere ofte taler om en moderne 30-års krig.

Når man bruger udtrykket »en moderne 30-års krig«, har man naturligvis også sagt, at 1. Verdenskrigs lange skygger rækker frem til 1945. Hovedargumentet for det synspunkt er normalt, at tyske magtambitioner er den dybeste forklaring på begge verdenskrige. Tysklands utvetydige nederlag i 1945 er derfor afslutningen på de to krige.

Man kan også se sammenhænge på andre felter. I 1944 fik franske kvinder endelig den valgret, som de var stillet i udsigt 25 år tidligere, og i Storbritannien sørgede Labour-regeringen fra 1945 for, at befolkningen kom til at leve i »heltelandet« – den moderne velfærdsstat. Mens Folkeforbundets arvtager, FN, fik en skyggetilværelse under Den Kolde Krig, blev løftet om varig fred i Europa sikret gennem det europæiske samarbejde, som for alvor tog form fra 1950.

Vender vi blikket mod øst, var verdenskrigens skygger meget længere. De blegnede først med Jerntæppets fald og den europæiske kommunismes sammenbrud. Derfor er det med god ret, at den første verdenskrig ses som 1900-tallets Store Katastrofe.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.