Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Analyse: Putin er ikke længere hellig

Kriseramte russere begynder at give landets ledere skylden for massefyringer og mangelfuld krisehåndtering. Det har givet ridser i Vladimir Putins teflon-image.

Utilfredsheden med, hvordan Rusland styres, er steget i takt med, at den økomomiske krise er vokset, og som premierminister – og dermed maskinmester for økonomien – kan Vladimir Putin ikke længere gemme sig.
Utilfredsheden med, hvordan Rusland styres, er steget i takt med, at den økomomiske krise er vokset, og som premierminister – og dermed maskinmester for økonomien – kan Vladimir Putin ikke længere gemme sig.

»Putin tilbage til Dresden,« stod der på et banner, da tusindvis af bilister for nylig demonstrerede mod den russiske regerings nye importafgifter. Henvisningen til Vladimir Putins fortid som KGB-agent i det tidligere Østtyskland var et blandt talrige fantasifulde angreb på landets premierminister under protesterne i den fjernøstlige by Vladivostok. »Dæmoner skal tages i live,« lød et andet dristigt slagord på plakaterne ledsaget af et billede af en skulende Vladimir Putin.

De spontane protester var usædvanligt direkte i deres kritik af den russiske premierminister, der har stået i spidsen for otte års økonomisk vækst i Rusland.

Hidtil har den slags offentlige protester mod magthaverne været organiseret af små oppositionspartier, der har kritiseret demokratiets stadigt trangere kår i Rusland. De har hidtil ikke formået at samle flere end et par tusinde demonstranter og kun i de store byer. Men krisetidernes nye kritikere er af en anden og langt mere talstærk slags. Det er de millioner i provinsen, hvis levebrød trues af de hårde tider.

Der er kun et enkelt fortilfælde af landsdækkende Putin-kritiske protester. Det var under den såkaldte »Babusjka-opstand« i 2005, hvor titusindvis af pensionister gik på gaden, fordi regeringen fratog dem en række rabatter og sociale goder, der stammede tilbage fra Sovjet-tiden.

Ligheden mellem »bedstemor-opstanden« og de nuværende optøjer er, at de begge har at gøre med folks levevilkår frem for mere abstrakte politiske rettigheder. Demonstranterne i Vladivostok protesterede således mod nye afgifter, der vil ødelægge deres lukrative handel med brugte biler fra Japan til russisk Fjernøsten. Demonstranter i andre russiske byer har demonstreret mod massefyringer i deres lokalområde.

Det er almindelige mennesker, som sandsynligvis aldrig ville være gået på gaden for at protestere mod valgfusk, korruption eller TV-propaganda, skriver den anerkendte politiske kommentator Dmitrij Travin på polit.ru.

»Der er en virkelig fare her, fordi samfundet er blevet vant til, at livet bliver lidt bedre hvert år. Og hvis disse forventninger skuffes, så lider Putins autoritet,« skriver han.

Ifølge meningsmålingerne har Putin indtil nu haft støtte fra omkring 60 procent af russerne.

Han har de seneste år blandt mange russere formået at opbygge et image som en ufejlbarlig landsfader, hvis eventuelle fejltrin ikke skyldtes ham selv, men udelukkende uduelige embedsmænd og ministre. Det er det billede, som det regeringskontrollerede TV gerne tegner.

Men strategien er kommet i vanskeligheder. Andelen af russere, der mener, at landet styres i den forkerte retning er steget fra 21 procent i september til 40 procent i december. Og siden Putin i maj skiftede præsidentkontoret ud med premierministerposten har han selv fået olie på hænderne.

Mens præsidenten, Dmitrij Medvedev, lettere kan svæve over vandene, er det nemlig premierministeren, der har det lige nu utaknemmelige job at være maskinmester for økonomien.

Importafgifterne på udenlandske biler blev således indført for at beskytte Ruslands egen bilindustri. Men demonstranterne i Vladivostok var ikke i tvivl om, hvem der var den dobbeltmoralske i spillet om den indbringende brugtbilshandel.

»Hr. Putin, du bliver kørt i Mercedes. Hvorfor ikke i Volga (klassisk russisk-sovjetisk embedsmandsbil, red.)? Er du ikke patriot?« spurgte et andet af demonstranternes skilte.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.