Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Visse hensyn (19/10)

I denne uge blev der sået tvivl om den officielle udlægningaf et drama uden sidestykke i dansk diplomati. Hvorfor smed Danmark 18 østtyske systemkritikere tilbage i armene på DDR-diktaturet? Hvad skete der på den danske ambassade i Østberlin 1988, kort før Murens fald. Sagen skal undersøges påny.

Stemningen under Schlüters (th) visit i Østberlin hos Erik Honecker (midt) var overstrømmende hjertelig, og der blev sågar tid til en slentretur gennem Nikolaiviertel, et slags kommunistisk Disneyland. Med i følget spadserede ambassadør Krog-Meyer (yderst til venstre), tilsyneladende munter og afslappet i den tro, at skandalen var under kontrol.<br> Foto: Polfoto <p>
Stemningen under Schlüters (th) visit i Østberlin hos Erik Honecker (midt) var overstrømmende hjertelig, og der blev sågar tid til en slentretur gennem Nikolaiviertel, et slags kommunistisk Disneyland. Med i følget spadserede ambassadør Krog-Meyer (yderst til venstre), tilsyneladende munter og afslappet i den tro, at skandalen var under kontrol.<br> Foto: Polfoto <p>

BERLIN

Det tager ikke lang tid at flyve fra København til Berlin, mindre end en time, men i 1988, da statsminister Poul Schlüter rejste til DDRs hovedstad, var der en verden til forskel.

Derfor er det påfaldende, at det største samtaleemne i den danske delegation, der ledsagede regeringschefen hin efterårsdag, ikke drejede sig om Østtyskland, men om forfatteren Christian Kampmann, som natten før var blevet dræbt af sin samlever under et skænderi i et sommerhus på Læsø. Kampmann var et ikon i moderne, dansk skønlitteratur, hans død var et chok for den læsende del af nationen, og for andre var mordet så opsigtsvækkende, at det i sig selv var værd at beskæftige sig med.

Erich Honecker, 74 år, kendte ikke Kampmann. Måske var det derfor, han var i strålende humør, da han ventede på Schlüters Gulfstream-maskine i Schönefeld, Østberlins lufthavn. Der var ikke mange vestlige stats- og regeringschefer, som besøgte DDR. Østtyskerne ville gøre det godt og havde anbragt en stor fotostat af statsministeren med blik mod landingsbanen.Østtyskland var en sovjetisk satellitstat som bl.a. også Polen og Tjekkoslovakiet, men DDR blev almindeligvis regnet for den mest avancerede i gruppen. Det havde den højeste levestandard i Østeuropa. For rumænere eller bulgarere var et besøg i Østberlin som at komme til New York. Alligevel var det en mangeløkonomi, banale dagligvarer som toiletpapir eller hårshampoo var ofte forsvundet, og østtyske strikvarer kunne udløse smil hos de fleste, fordi de hurtigt mistede formen eller havde ærmer, som på forhånd var en halv meter for lange.

Det generede ikke Honecker, som jævnligt sendte en medarbejder til varehuset KaDeWe i Vestberlin for at købe ordentlige habitter til sig selv og i øvrigt gik med et schweizisk guldur. Når han skulle skrive sit navnetræk, skete det med en vesttysk Mont Blanc-fyldepen. Når han blev kørt mellem sit kontor og hjemmet i Wandlitz, et lukket område uden for Berlin, hvor kun partispidser boede, skete det i en stor Citroën med chauffør. Der var to biler af samme type, som kørte efter hinanden, så eventuelle attentatmænd aldrig vidste, hvilken af dem de skulle angribe.

Honecker var en mand, der - som sine undersåtter - mest nød Vesten på afstand. Han kom stort set aldrig uden for de såkaldte Warszawapagt-lande, men var interesseret i kontakt med vestlige ledere - dels fordi det viste befolkningen, at han var respekteret også hos klassefjenden, som kapitalistiske lande blev kaldt dengang, dels for ikke at være fuldstændig i lommen på Sovjetunionen, som Honecker efterhånden kunne se havde sine egne problemer at slås med.Det er derfor, Schlüter-besøget var vigtigt. Såvel den svenske som den finske statsminister havde været på besøg tidligere. Den danske udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen havde været her 1983. Men Poul Schlüter var en af de første NATO-regeringschefer på officiel visit. Statsministeren blev betragtet som et symbol på sameksistens mellem nabolande med forskellige, politiske systemer. Men der var også et konkret formål med rejsen: Danmark og DDR skulle undertegne en aftale om deres grænser til søs. Den havde betydning for fiskerizoner og eventuelle olieforekomster. Den ville desuden fastlægge Den kolde Krigs demarkationslinje i Østersøen. Forarbejdet var gjort af embedsmænd i Østberlin og København, men underskrifterne - for Honeckers vedkommende med Mont Blanc'en - var af principiel betydning.

I månederne op til besøget havde europæiske krønikeskrivere været på overarbejde - ikke så meget som det skulle blive året efter med Murens fald, men rigeligt efter datidens forhold: I Polen blussede strejkebølgen, organiseret af den frie fagbevægelse Solidaritet, op. I Afghanistan begyndte Sovjetunionen at trække sine tropper hjem efter otte års nyttesløs besættelse. I Ungarn blev lederen af kommunistpartiet gennem tre årtier János Kádár væltet og afløst af en reformpolitiker. I Moskva enedes Sovjetunionens Mikhail Gorbatjov og Amerikas Ronald Reagan om at begrænse antallet af mellemdistanceraketter i Europa. I Estland, Letland og Litauen gik titusinder af demonstranter på gaden for at demonstrere mod den hemmelige pagt mellem Sovjetunionen og Nazityskland 1940, der førte til russernes indlemmelse af de baltiske republikker.

I dette virvar virkede Schlüters besøg umiddelbart uskyldsrent. I flyet fra København havde statsministeren i sine håndakter kunnet læse, hvordan han skulle undgå at træde på østtyske ligtorne. Østberlin, f. eks., måtte ikke kaldes Østberlin, fordi man derved ville fornærme Honecker, der ikke anerkendte vestdelen af byen som ligeværdig. Statsministeren skulle bare sige Berlin. Men han måtte heller ikke omtale den som DDRs hovedstad, hvilket ellers ville have glædet østtyskerne: Danmark anerkendte, som følge af firemagtsaftalen efter Anden Verdenskrig, ikke Berlin som hovedstad i DDR.Disse diplomatiske spidsfindigheder - som statsministeren pænt overholdt - blegner dog i forhold til, hvad han fik at vide nogle timer efter landingen, de 21 kanonskud og æresgarden, der med stor iver demonstrerede strækmarch på Schönefelds beton.

Da han havde overstået den første samtale med Honecker i statsrådsbygningen, blev han i en gigantisk, sovjetisk bygget Zil-limousine kørt til den danske ambassadør Erik Krog-Meyers residens, hvor han og embedsmændene skulle spise en sen frokost. Her blev Krog-Meyer opmærksom på, at statsministeren tilsyneladende ikke var orienteret om det drama, som havde fundet sted fire døgn forinden på den danske ambassade:

18 østtyske systemkritikere havde søgt tilflugt i ambassadens reception, men var blevet hentet midt om natten af DDRs myndigheder efter krav fra ambassadøren.

Krog-Meyer fortalte senere, at han havde tilkaldt østtysk politi, fordi han ville have en ende på sagen inden statsministerens besøg. Men han havde regnet med, at Schlüter var blevet sat ind i problemet inden afrejsen fra København. Det var han ikke, og en politisk skandale, der stadig giver genlyd 15 år efter, begyndte at rulle. Hvorfor havde en dansk ambassadør smidt 18 systemkritikere i armene på en diktaturstat?

Et firemandsudvalg fra Folketingets Udenrigspolitiske Nævn blev senere nedsat for at undersøge forløbet. I den forløbne uge afslørede Berlingske Tidende dokumenter fra det østtyske sikkerhedspoliti Stasi, som viser, at belejringen ikke har fundet sted som meddelt til udvalget dengang. Dokumenterne er indeholdt i en doktorafhandling fra belejrernes talsmand Wolfgang Mayer.

Onsdag meddelte udenrigsminister Per Stig Møller (K), at der skal iværksættes en ny redegørelse om sagen. En dansk diplomat betegner den som »de sidste årtiers største bommert«. Episoden fandt sted på en dansk ambassade i et diktatur, og der »var menneskeskæbner på spil«, siger diplomaten: »Det vejer tungt.«

Daværende formand for udenrigspolitisk nævn Bjørn Elmquist, som på det tidspunkt var medlem for Venstre, sagde i den forløbne uge, at han ikke har meget tilovers for den rapport, han selv satte sit navn under. »Jeg tror, der var uformelle kommunikationskanaler, som gjorde, at ministrene - både udenrigsministeren og statsministeren - var orienteret om det her meget hurtigt, men jeg kunne ikke dokumentere det,« sagde Elmquist. To år efter forlod han partiet og gik til Det radikale Venstre. Årsagen var ikke mindst Venstres rolle i tamilsagen, der 1993 kostede regeringen Schlüter livet, og ambassadesagen i Østberlin.

På et pressemøde dengang talte han om »tre principper, der var ubehagelige: Kravet om gruppedisciplin, kravet om loyalitet og cykelrytterprincippet, hvor man sparker nedad og bøjer ryggen opad. Dér havde jeg bl.a. denne her sag i tankerne,« husker Elmquist, som udtrådte af Folketinget 1998. Uffe Ellemann-Jensen, der dengang var udenrigsminister og formand for Venstre, har for nogle dage siden afvist Elmquists påstand.Under frokosten hos ambassadøren drøftede Schlüter med sine embedsmænd, om man skulle tage spørgsmålet om ambassadeflygtningene direkte op med Honecker, »men man enedes om at undlade dette af hensyn til, at det var indtrykket, at sagen nu var i en god gænge«, altså, at der blev arbejdet på at få østtyskerne ud af DDR, fremgår det af beretningen til Folketinget.

Der kan også have været en anden grund til, at man ikke ønskede at irritere værterne mere end højst nødvendigt. Et af formålene med besøget, set med danske øjne, var at forbedre eksporten til DDR. Handelsbalancen balancerede ikke. 1987 havde østtyskerne solgt for over én milliard kroner til Danmark, fortrinsvis olie; eksporten den anden vej var på mindre end det halve. 1988 var der for en gangs skyld udsigt til ligevægt, men kun fordi Danyard-værftet i Frederikshavn, med utraditionel finansiering på kanten af EF-lovgivningen, skulle afsætte en færge til DDR for omkring 400 mio. kr. Skibet, der skulle besejle ruten Trelleborg-Sassnitz, havde et særlig kontor til en »politisk officer«. Han skulle med »for at sikre besætningens almene undervisning i DDRs system bl.a. via flere ugentlige foredrag og filmforevisninger«, fremgik det af tidsskriftet Søfart i foråret 1989.

Statsministeren talte ikke blot handel og grænsedragning. Han krævede en afvigelse fra det af DDR-myndighederne fastlagte program og besøgte Østberlins protestantiske biskop Gottfried Forck, der blev censureret og på anden måde forfulgt. DDRs styre mente sig i sin gode ret til at slå ned på kirkerne. Allerede en af kommunismens ideologiske fædre, Karl Marx, havde kaldt religion »opium for folket«.

Men Schlüter ville ikke bagefter uddybe deres samtale - eller fortælle, hvad han tænkte, da han i sin limousine passerede østsiden af Berlin-Muren. »Jeg er i DDR på venskabsbesøg,« forklarede statsministeren.Stemningen under Schlüters 32 timers visit i »det ukendte naboland«, som forfatteren Jørgen Knudsen engang har kaldt DDR, var da også overstrømmende hjertelig, og der blev ikke jaget med gæsterne.

Der var sågar tid til en slentretur gennem Nikolaiviertel, en bydel i Østberlin genopbygget efter gamle tegninger, et slags kommunistisk Disneyland. Statsministeren reagerede høfligt på de informationer, østtyskerne gav ham under rundvisningen. Bagest i følget spadserede ambassadør Krog-Meyer, tilsyneladende munter og afslappet i den tro, at den ulmende skandale var under kontrol.

På andendagen af besøget skulle Schlüter igen mødes med Honecker. Det foregik i Palast der Republik, nogle hundrede meter fra ambassaden. Honecker fik af sin danske gæst at vide, at det »ikke er nok med udveksling af folk på regeringsniveau. Den slags bør også gælde for almindelige mennesker,« som Schlüter sagde. Østtyskeren kan have modtaget det lille vink med en vognstang, som noget man forventer, at en vestlig regeringschef siger, men som man ikke behøver at lægge så meget i.

Statsministeren fik i hvert fald Honeckers ord for, at DDR vil lægge sig i selen for at øge importen fra Danmark. De var i perlehumør, da de kom ud af forhandlingslokalet. Pressen fik efter DDR-forhold lov til at komme tæt på de to. »Hvornår kommer De til Danmark,« blev Honecker spurgt. Han svarede veloplagt, men undvigende.

Nogle måneder efter begyndte østtyske embedsmænd at presse på for et besøg i København. »Vi lod dem forstå, at en absolut forudsætning ville være, at de slap de 18 besættere fri,« skrev Ellemann-Jensen i en kronik i Berlingske Tidende torsdag. »Det lykkedes i marts 1989, de kom til Vesttyskland - og Honecker-besøget blev aftalt, men blev heldigvis aldrig til noget, fordi Muren faldt i mellemtiden,« hed det.I mellemtiden var også sagen eksploderet i et mediebrag. Seks dage efter besøget og ti dage efter belejringen rydder avisen Berliner Morgenpost - i vestdelen af byen - forsiden med en stor overskrift: »Drama i Danmarks ambassade i Østberlin«, står der. En medfølgende kommentar kaldes »Skandaløs opførsel«. Her tænkes ikke på besætterne, men danske embedsmænd og politikere. En kilde, der arbejdede i Udenrigsministeriet 1988 og havde adgang til fortrolige papirer, herunder Berlin-sagen, fortæller, at mange i hovedkvarteret i København var »oprørte over den måde, dissidenterne blev behandlet på af danske myndigheder«.

Erfaringerne fra dengang sidder dybt: »Når man arbejder i et ministerium, mister man tiltroen til den gode stat,« siger kilden i dag.Flyveturen hjem fra Østberlin gik i øvrigt lige så godt for statsministeren som den øvrige del af besøget. Erich Honecker vinkede farvel, det østtyske luftrum var lukket for al anden trafik »af sikkerhedshensyn«, som DDR-myndighederne sagde, og kort efter var Poul Schlüter og hans delegation tilbage i Danmark. Her kunne de orientere sig om Det andet Drama, den lokale tragedie, mordet på Christian Kampmann. Forfatterens mest fremtrædende værk er sagaen om en dansk families liv i efterkrigstiden. De fire romaners titler er »Visse hensyn«, »Faste forhold«, »Rene linjer« og »Andre måder«.

Ingen kunne vide det, men titlerne kan også bruges til at betegne, hvad der skete i en ukendt, men ikke alt for fjern verden, dengang i 1988. Nu tages sagen op på ny. Historien får endnu et bind. Man kan håbe, at der, i modsætning til romankunsten, ikke redigeres et eneste ord.Lars Abild og Jesper Thobo-Carlsen har bidraget til denne artikel.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.