Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Superfedt at være alenemor - sammen med andre kvinder«

De lægger weekendplaner sammen, tager på ferie sammen og bor meget tæt op ad hinanden. I Århus har tre singlekvinder skabt deres eget lille kvindefællesskab. Det gør det nemlig langt sjovere at være »singlemor«, mener de.

Flere stærke kvinder fravælger kernefamilien og finder nye samlivsformer. 
Flere stærke kvinder fravælger kernefamilien og finder nye samlivsformer. 

»Hej og velkommen!« smiler 34-årige Dorte Lytje, da hun åbner døren ind til sin fireværelses lejlighed i Risskov uden for Århus. Ude i køkkenet lyder der et samlet »Heeeej« fra veninderne, Marianne Arved (35) og Ann Fredborg (37).

De tre kvinder bor ikke alle sammen i Dortes lejlighed. Men det er tæt på. Står de tre kvinder ude på hver sin terrasse, kan de nemlig nemt kigge ind til hinanden fra hver sin lejlighed. Og det gør de tit.

Faktisk betegner de gerne sig selv og deres i alt fem børn som en lille familie. En familie som de selv har valgt at blive en del af. Og fællesskabet gør ifølge de tre kvinder tilværelsen som enlig mor en hel del sjovere:

»Vi hjælper hinanden meget i hverdagen, og vi har et meget tæt forhold - også til hinandens børn. Ærligt talt så ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort uden de to andre,« siger Marianne, der har sønnen Frederik på to år, og forklarer:

»Når det hele brænder på - når for eksempel Frederik bliver syg - er det så rart at have hinanden at støtte sig op ad.«

Ann, der er mor til Simon og Sarah på otte og 11 år, er helt enig:

»Vi sætter stor pris på hinanden, men vores børn er også glade for hinanden. De opfører sig som én stor søskendeflok, og når de er væk fra hinanden, savner de hinanden.«

En velfungerende storfamilie

Ud over at hjælpe hinanden med børn, madlavning og indkøb i hverdagen tager de tre veninder og deres fem børn også på ferie sammen hver sommer. Og weekenden bliver tit planlagt i fællesskab fredag aften over et ostebord og en flaske vin, mens børnene ser disneyshow:

»Når vi er på ferie sammen, deles vi alle om opvasken, madlavningen og børnepasningen. Når man er på ferie med mænd, skal man altid diskutere, hvem der skal gøre hvad og hvornår - men det slipper vi fuldstændig for, når vi bare er kvinder, for vi har styr på det hele,« griner Dorte, der er mor til Oscar og Lykke på fire og seks år.

Alle tre kvinder er skilt, og både Dorte og Ann siger, at de i dag foretrækker deres kvindefællesskab frem for kernefamilien:

»Det er fedt og supertrygt at være singlemor sammen med andre kvinder. Det hele glider bare så nemt. Jeg vil hellere have denne form for fællesskab end kernefamilien, som jeg kender den,« siger Ann Dorte og nikker.

Men Marianne ville nu helst have en »rigtig familie«, hvis hun selv kunne bestemme. Men når nu det ikke gik med kernefamilien, er det feminine fællesskab at foretrække, fastslår hun:

»Det er jo ikke kun en praktisk foranstaltning. Det giver os også en uvurderlig voksenkontakt i en hverdag, hvor alt hurtigt kan komme til at gå op i børn,« siger hun.

De to andre nikker:

»Ja, det ville være ensomt, hvis vi ikke havde hinanden, tror jeg,« siger Dorte.

»Drønkedeligt,« griner Ann.

De tre kvinder har flere gange talt om at flytte sammen i et stort hus, hvor der var plads til dem alle.

»Men vi er kommet frem til, at det ville kræve alt for meget husligt arbejde. Og når vi ikke har mænd til at ordne hækken og fikse taget, så vil vi hellere bo her,« siger Dorte og fortæller, at ejendommens vicevært, Johnny, er temmelig populær blandt de mange enlige kvinder, der bor i området. Han giver nemlig altid en hånd med, når vasken stopper eller strømmen går. Ann griner:

»Ja, vi har det godt uden mænd her - men Johnny kan vi altså ikke undvære.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.