Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Såret står stadig åbent

»Tyskertøserne« blev anset som dumme, grimme og lette på tråden. Efter et liv med SKAM OG OVERGREB efterlyses nu en undskyldning.

1945. En ung kvinde anholdes og føres gennem gaderne i Helsingør anklaget for at have været kæreste med en tysk soldat.
1945. En ung kvinde anholdes og føres gennem gaderne i Helsingør anklaget for at have været kæreste med en tysk soldat.

Husker De tjenestepigen i »Matador«, frk. Hollenberg, hvis få replikker lød »ja-ja, nej-nej« og »av min arm«. Hun havde evige kæresteproblemer og ender med at falde for Siegmund, den tyske soldat, der holder vagt i Varnæs-familiens baghave, ved muren, som skiller ind til garageanlægget på den anden side.

Affæren som tyskerpige koster hende pladsen hos fru Varnæs, og da hun rejser, tager hun to lagner med sig.

»Nå, det er vel til at sprede ud over feltmadrassen«, kommenterer direktør Varnæs syrligt.

Matador-seriens beskrivelse af en pige, som man opfattede som prototypen på de unge piger, der blev kæreste med tyske soldater, står at læse i professor Anette Warrings ph.d.-afhandling om »Tyskerpiger« fra 1994. Hun anslår, at af en befolkning på fire millioner og med cirka 100.000 tropper i landet var der omkring 50.000 tyskerpiger. De fik mindst 5.500 børn og formentlig flere.

Formanden for foreningen Danske Krigsbørns Forening, Arne Øland, skønner antallet til 8.000-12.000, hvoriblandt mange slet ikke aner, at deres far var tysk soldat endsige kender hans navn. I Norge avlede de 300-400.000 tyske soldater flere end 10.000 børn i en befolkning på kun tre millioner. Pigerne blev generelt anset som »dumme, grimme og let på tråden«, anfører Anette Warring.

I eksempelvis filmen »De røde enge« med premiere i slutningen af befrielsesåret skildres en tyskerpige som en beruset luder, der sammen med en tysk marinesoldat leder efter et sted at betjene ham og tjene sine penge. Kvinderne blev set som »nationens ejendom«, som med deres krop forrådte deres landsmænd. »Opgøret med tyskerpigerne blev en integreret del af modstandskampen mod den nazistiske besættelsesmagt, men i opgøret reproduceres udemokratiske, inhumane, halvracistiske og især kønsdiskriminerende holdninger og metoder, der på mange måder lå tættere på den nazisme, man bekæmpede, end på de frihedsidealer modstandskampen i øvrigt rummede«, skrev Anette Warring i sin afhandling.

SVÆREST HAR FORMENLIG børn af det såkaldte »Lebensborn«-program haft. I Norge, hvor Heinrich Himmlers program til fremavling af racerene »arier« fandt sted i større omfang, blev de norske kvinder efter krigen sat i arbejdslejr, mens deres børn blev udsat for grov mobning. Nogle af børnene fortæller i et interview med Dagens Nyheter i 2004 om overgreb på et børnehjem i Bergen, hvor de blandt andet blev tvunget til at marchere gennem byen, mens de blev udsat for slag og spytning.

En grundig statslig norsk udredning oprullede i slutningen af 1990erne, hvordan de norsk-tyske børn blev mere eller mindre tvangsadopteret til Tyskland under krigen og siden havnede som uønskede på børnehjem. Sammenlignet med de norske børn, der blev resultatet af en tysk far og norsk mors samleje, slap de danske børn meget nådigt. »Jeg har vel været i kontakt med cirka 600 krigsbørn, og af dem er måske 100 eller 200 blevet udsat for mobning«, siger Arne Øland. Historikeren, professor Anette Warring fra Roskilde Universitet er enig. »De norske børn blev i højere grad stemplet i Norge, hvor fronterne var trukket meget hårdt op,« siger hun.

Den daværende norske statsminister Kjell Magne Bondevik gav ved årtusindeskiftet i sin nytårstale en officiel undskyldning til de norske krigsbørn. Og noget tilsvarende bør den danske stat gøre, mener professor Anette Warring. »Man siger, at dagens politikere ikke traf beslutningerne i fortiden. Men en stat kan forholde sig til historiske beslutninger. Dagens politikere kan anerkende, at der var grupper i befolkningen, som blev uretmæssigt behandlet, og som har lidt overlast. At tyskerpigernes børn har det behov, forstår jeg godt,« siger hun. Man skal forstå forholdene i Danmark efter besættelsen, hvor danskerne havde behov for at genskabe nationen, og hvor man delte mennesker op i hvidt og sort.

I FORENINGEN Danske Krigsbørns blad, »Rødder«, kan man læse, hvordan præsten i Hals Sogn i Nordjylland satte i alt 15 små hagekors i kirkebogen ud for de børn, der havde tyske fædre. »Født i dølgsmål og dræbt straks efter fødslen«, står der ud for et af børnene. Hagekorsene blev anbragt af den daværende sognepræst, Einar Nielsen. Han var desuden lokal modstandsleder og havde i dagene efter befrielsen æren af at begrænse overgreb mod lokale »feltmadrasser«.

»Der er en varsom balance mellem at forklare, hvorfor det skete, og at tage stilling til det med nutidens øjne. De fleste mennesker har brug for at kende deres rødder. Men når det gælder tyskerbørnene, er der forstærkende træk. Deres mødre blev stigmatiseret, og de og deres mødre blev placeret på »den forkerte side« i den store fortælling om deres land og besættelsen. Deres tyske fædre blev i nogle tilfælde brugt imod dem, både af andre børn og af for eksempel deres lærere. Men typisk led de under en mere indirekte skam,« siger hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.