Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Rejsen mod et bedre liv

Kan en magtfuld erhvervsleder og fire drenge med en plettet straffeattest vandre 120 kilometer sammen på den verdensberømte PILGRIMSRUTE »El Camino« i Nordspanien og ad den vej opnå en fælles forståelse og respekt for hinanden? Stine Bosse, koncernchef i TrygVesta, har netop gjort forsøget med nogle drenge, der balancerer på kanten af det danske samfund.

»Mødet«
Københavns Lufthavn, søndag
12. okt. 2008, kl. 06.30

Tiam Mohabbat kigger ud ad vinduet. Det er stadig mørkt udenfor. Han sidder i bilen ved siden af sin far uden at sige noget, men indeni er der langtfra stille. En stemme gentager de samme ord igen og igen: »Det er dit livs chance. Fuck det nu ikke op, som du har gjort så mange gange før ...«

Den 17-årige indvandrerdreng med iranske rødder kigger ned ad sig selv. Det nye og endnu stive vandretøj ser mærkeligt ud, synes han. Men beskeden havde været klar og ikke til at misforstå: »I skal have det tøj på, I vil vandre i. Og ikke mere bagage, end at I kan have det med som håndbagage.«

I Terminal 3 i Københavns Lufthavn står Stine Bosse, en af Danmarks mest kendte og magtfulde erhvervsledere, og venter. Koncernchefen i TrygVesta med en årsløn på godt ni millioner kroner og 4.000 medarbejdere under sig ankom med privatchauffør for få minutter siden.

Normalt rejser hun til London og New York for at sælge sin virksomhed på de internationale aktiemarkeder, men denne tidlige søndag morgen står hun i sit nye vandretøj, uden makeup eller attachémappe og kigger lidt forundret ned ad sig selv. »Hvad er det, jeg har rodet mig ud i«, tænker hun.

Kort efter giver indvandrerdrengen og topchefen hinanden hånden. Det forsigtige og afventende håndtryk siger alt. Det er ukendt land for begge, og ingen af dem ved, om de reelt kan mødes og forstå hinanden i det sociale eksperiment, de er på vej ud i.

»HEY STINE BOSSE ...«
Tre mørke skikkelser i samme vandretøj som Tiam Mohabbats nærmer sig fra hver sin retning. Det er Abdallah Hakky Jalal, Zeshan Khan og Ibrahim Hamid. To af dem kommer næsten lige fra byen og har ikke sovet, men ligesom Tiam er de inviteret med på en otte dages vandretur i Nordspanien af forsikringskoncernen TrygVesta med TrygFonden bag. Til en rejse med koncernchef Stine Bosse i spidsen og med udsigten til et job bagefter. Et job, som forhåbentlig kan give dem den nye begyndelse i livet, de har så hårdt brug for.

De fire indvandrerdrenge med iransk, irakisk, pakistansk og palæstinensisk baggrund har levet en stor del af deres liv på gaden og i lukkede miljøer omkring København. Uden den store kontakt til det samfund, de burde være en del af. De beretter alle fire om en straffeattest, som trods deres kun 17-21 år er skæmmet af flere alvorlige episoder som bl.a. dækker over tyveri, svindel, bedrageri, vold, gadeuorden og brandstiftelse.

De tilhører dermed den voksende gruppe af indvandrerdrenge, som samfundet har vist sig at stå så magtesløst overfor, når først de slipper deres vrede og frustrationer løs i gaderne. I manges øjne er de og deres historie selve personificeringen af utryghed.

Også hos Stine Bosse. Men selvom hun selv er en tryghedsnarkoman og bryster sig af at være »Danmarks tryghedsleverandør nummer et«, lyder der et lettelsens suk fra hende denne søndag morgen, da hun ser de tre drenge nærme sig: »Så klarede de sig alligevel igennem endnu en fredag og lørdag nat i det københavnske natteliv.«

Modsat Ali (navnet er ændret, red.), den femte dreng, der skulle have været med på turen. I stedet for at stå forventningsfuld i lufthavnen sammen med de andre, sidder han i Vestre Fængsel. Få dage før afgang arresterede politiet ham for i blindt raseri at stikke en jævnaldrende fem gange med sin kniv, fordi han kaldte Alis søster for en »billig luder«.

»Grænser«
Samos, søndag
12. okt. 2008, kl. 16.30

Det er sidst på eftermiddagen, da Stine Bosse, drengene og resten af gruppen ankommer til Samos, der er kendt for sit smukke middelalderkloster og for at være et af de sidste startpunkter på »Caminoen«, hvis man vil have det eftertragtede pilgrimsbevis. Herfra er der 120 kilometer af snoede bjergveje, igennem små landsbyer og frodigt landbrugsland, før man rammer forstæderne til Santiago de Compostela, som er byen, tusinder og atter tusinder af pilgrimme gennem tiderne har vandret mod.

Drengene er ligeglade med abstrakte pilgrimsbeviser. De er først og fremmest taget med, fordi de er stillet et job i udsigt hos TrygVesta, hvis de gennemfører turen. Og så selvfølgelig for eventyrets skyld. Otte dage i Nordspanien med alt betalt – hvem kan sige nej til det?

Stine Bosse tager rygsækken på og spænder mavebæltet. Humøret er højt. Det er nu, hendes og filosoffen Morten Paustians projekt skal stå sin prøve: Er det mon muligt at nå de her udsatte drenge på en radikalt anderledes og inkluderende måde, end hvad man hidtil har gjort?

Hvor de fleste politikere, integrationseksperter og mennesker på gaden taler om mere politi, udvidede visitationszoner, nul-tolerance og hårdere straffe, vil hun prøve at gå en anden vej: Hvorfor ikke lære drengene at kende og lytte til dem? Hvad med at finde ud af, hvem de virkelig er under det højtråbende ydre? Hvad med at sætte sig selv på spil og gensidigt forpligte sig på at møde det fremmede ved i bogstaveligste forstand at vandre hinanden i møde?

Spørgsmålene rumsterer stadig i Stine Bosses hoved, da de begynder at gå. Drengene derimod befinder sig i en langt mere konkret verden. De brokker sig højlydt over, at de skal gå ni kilometer, før de er fremme ved første dags mål.
De er i fuld gang med at prøve grænser af og positionere sig. Internt flyver drillerierne hastigt gennem luften. Tiam får at vide: »Dit bumsefjæs. Det vil tage tre år at komme af med alle de der, og der skal bruges både motorsav og laser!« Kort efter er det Shan, der er i krydsilden: »Din abe ... Der er ikke en centimeter på din perkerkrop, hvor der ikke er hår«, Shan svarer: »Og hvis ikke du passer på, er der snart ikke en centimeter på din krop, der ikke er dækket af blå mærker.«

Sådan kan de køre løs på hinanden i timevis. Tonen er rå, men de fire drenge holder alligevel sammen og har respekt for hinanden. Sådan er det også med »The Booosss«, som de har døbt Stine Bosse. Drengene udfordrer hende konstant og spørger drillende: »Skal vi ikke bare tage en taxi«, men der er ikke noget at gøre, Abdallah, Tiam, Ibrahim og Shan må ligesom alle andre kaste rygsækken på ryggen og begive sig af sted på den lange vej.

DRENGENES SSP-KONSULENT og nærmeste fortrolige, Sacha Popovic, går bagerst. Han læner hovedet tilbage og lukker øjnene et øjeblik.
Det har været en hektisk tid. Ikke alene har han skulle finde de rigtige drenge til projektet, han har også skulle holde intenst opsyn med dem, der blev udvalgt. En nærmest umulig opgave, som knivepisoden med Ali viser. Op til afgang har han ringet til de resterende fire drenge utallige gange: Hvad laver I? Hvor er I? Hvem er I sammen med? Tag nu en slapper – bliv for en gang skyld hjemme hos jeres forældre!

Han kommer til at tænke på drengenes reaktion, da han for få dage siden fortalte dem, at Ali ikke skulle med. De havde kaldt ham for en »idiot« og havde alle taget afstand fra ham. Men de havde også spurgt med nervøse stemmer: »Betyder det, at vi ikke kommer af sted?«

Tiam, Abdallah, Shan og Ibrahim er vant til, at når bare én i gruppen laver noget lort, så rammer det alle uden undtagelse og uden skelen til, om de rent faktisk har noget med det at gøre eller ej. Ét knivstikkeri, én voldsepisode på Strøget i København, én ildebrand i Århus, ét biltyveri i Vejle – hvis gerningsmanden har mørkt hår og et fremmedklingende navn, er det ikke ham, men »dem«, der er problemet. Og »dem« er i høj grad de fire drenge.

»Men hvad ville I selv have gjort, hvis nogen havde kaldt jeres søster for en billig luder?«

Stine Bosses spørgsmål er som en strøget tændstik i et krudtkammer. Spørgsmålet, som falder midt under første dags vandretur, indleder en ophedet debat om stolthed, ære, dansk blødsødenhed og kunsten at sætte grænser.
»På en måde forstår jeg ham godt. Jeg var selv tændt helt af, hvis nogen havde fornærmet min søster eller mor på den måde. Ingen skal kalde min søster for en luder. Den slags kan man ikke vende ryggen til og bare gå fra.«

Abdallah taler højest, og ingen af de tre andre er uenige: »Kvinderne har en helt særlig status i vores religion og kultur. Alle ved, at man ikke fornærmer hinandens søstre eller mødre. Gør man det alligevel, får det konsekvenser. Vi kan godt drille hinanden med vores fædre og sige grove ting som: »Jeg tager din far bagfra ...«, men aldrig med kvinderne. Ifølge islam ligger paradis under kvindens fødder, det er kvinderne, der vogter porten til paradis, derfor er det også mandens opgave at beskytte og ære sin mor, søstre og døtre.«

Stine Bosse kigger frem for sig uden at sige noget. De har netop passeret de første fem kilometer og dagens hårdeste stigning. Aftenskumringen er så småt ved at sænke sig over dem, da hun pludselig tager emnet op igen:

»Men kan man ikke trække en streg med ord og sige, det vil jeg ikke finde mig i? Eller vende ryggen til og gå væk fra provokationen?«

»Som muslim står islam over alt andet. Og her står, at man skal give tre advarsler. Hvis du fortsætter med at bryde dem, er det øje for øje, tand for tand. Så har jeg ret og pligt til at forsvare min familie,« forklarer Abdallah.

Tiam blander sig: »Jeg tror ikke, det er kulturelt bestemt. Jeg er iraner, men født i Danmark. Jeg har ikke kun én kultur i mig. For mig er moral og etik noget, der kommer fra islam, og der står, at man ikke må slå, så når jeg gør det alligevel, har det ikke noget med religion eller kultur at gøre. Det er det miljø, jeg er vokset op i – og så mine instinkter.

Der kan sagtens være en stemme inden i mig, der siger: ’Lad nu være. Stop nu. Vend ryggen til’, men lige pludselig slår det klik. Så er det, som om en kæmpe adrenalinpumpe begynder at pumpe løs indvendig.«

Klokken er næsten halv otte, da gruppen når i mål efter turens første dag. Drengene falder udmattet om, da de er fremme ved vandrehjemmet. Ni kilometer er mere, end de går på en måned derhjemme. Og i morgen venter 21 kilometer og i overmorgen 20 kilometer igen.

»Skepsis«
Ventas de Naron, tirsdag
14. okt. 2008, kl. 11.00

Ibrahim humper af sted. Den første vabel meldte sig allerede i forgårs, og mismodet endnu hurtigere. Hvordan skal han nogensinde klare 120 kilometer? Fuck, der er langt. Og så i et par sko, der overhovedet ikke er gået til.
Jacob Broch, turens praktiske leder og hårde hund, har godt nok talt om vigtigheden af at få gået vandreskoene til. Men det nåede Ibrahim ikke lige, og nu betaler han prisen. De tre andre drenge driller ham, men der er noget i deres tonefald, der afslører, at det lige så godt kunne have været dem.

Halvvejs på dagens etape smider Ibrahim vandrestøvlerne og tager sine badetøfler på i stedet. »Det var fucking dejligt, mand. Jeg er fucking ligeglad. Det var fucking nødvendigt, hvis jeg skal overleve det her ...«

Shan tænder dagens enogtyvende smøg og betror med lavmælt stemme, at selvom han kun bor et par hundrede meter fra centeret i Gladsaxe, hvor de altid hænger ud, kan han ikke huske, hvornår han sidst har gået derned. Også han har problemer, men »jeg har gået skoene til«, bedyrer han, selvom de ser mistænkeligt nye og ubrugte ud.

DE FIRE DRENGE holder stadig sammen og klager sig på skift over det vanvittige i, at de skal gå 120 kilometer. Men hvorfor klager Stine Bosse ikke? Der er nu noget over hende, bliver de hurtigt enige om. Hun er kvinde men alligevel sejere, end de troede. Hun piver ikke over at gå 20 kilometer om dagen, og så svarer hun tilsyneladende åbent og ærligt på alle deres spørgsmål.

Det er de ikke vant til. Drengene bliver langsomt modigere, de tester Stine Bosse med nærgående spørgsmål og glemmer helt, at de har ondt i fødderne og ikke gider mere: Hvorfor hedder du Bosse? Hvor meget tjener du? Er du gift? Hvorfor var det ikke dig, der udvalgte os? Hvorfor kom du ikke og besøgte os inden turen? Hvorfor gør I det her?

Særligt det sidste spørgsmål har Abdallah svært ved at slippe. Han har ikke meget tiltro til autoriteter efter det, der skete i foråret, hvor han efter eget udsagn var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt:

»Vi var fem venner, der sad udenfor på en bænk i Gladsaxe. Klokken var kvart i et om natten. Det var i den periode, hvor der var ild og ballade i gaden. Lige præcis den nat havde der været endnu et par store brande. Pludselig kommer politiet, først én patruljevogn og så tre mere, og ud flyver 12 betjente. De arresterer os og sigter os for brandstiftelse, selvom vi ikke har gjort noget. Jeg ender med at sidde inde i Vestre Fængsel i 21 dage, før de slipper mig løs igen uden at have noget på mig.«
Vreden får Abdallahs stemme til at sitre, da han fortæller om episoden. For den nat blev han ikke bare fængslet, han blev stemplet, føler han. Han ved, at han ikke skulle have siddet der på bænken i Høje Gladsaxe så sent, men omvendt gør det ham ikke til brandstifter og ballademager, at han ikke lå i sin seng som de fleste andre 18-årige.

Tilbuddet fra TrygVesta kommer som en hånd fra himlen. Men det er en hånd, der næsten er for god til at være sand, synes han: »Man redder ikke bare fire drenge fra gaden, der har lavet en masse lort. Det har jeg svært ved at tro på. Men hvorfor gør de det så? Og hvis ikke de mente det, hvorfor går Stine Bosse så med?«
Abdallah kigger sig over skulderen. Han kan høre Stine Bosse i ivrig samtale med Shan og Tiam. Hun er ved at forklare dem om finanskrisen og svare på deres spørgsmål om, hvorfor hele verden går ned, bare fordi USA gør.

»Hun virker nu sej og ærlig,« synes Abdallah, men i morgen vil han udspørge hende noget mere.

»Tillid«
Ribadiso de Riba, fredag
17. okt. 2008, kl. 07.00

Stine Bosse vågner tidligt. Det har hun altid gjort. Hun klæder sig på og lister ubemærket ud af sovesalen. Den 47-årige koncernchef, der er vant til at færdes på de bonede gulve, ligner alt andet end en tjekket topchef i sine sandfarvede vandrebukser, mørke fleecetrøje og mobiltelefon i hånden.

For et par dage siden fortalte hun drengene, at hun havde taget sin telefon med, selvom de havde aftalt det modsatte. De havde taget det pænt. Hun havde forklaret dem, at hun blev nødt til at kunne komme kontakt med dem derhjemme på kontoret. I forvejen var det sin sag, at være væk fra TrygVesta midt i en af de værste finanskriser nogensinde.

Hun sætter sig udenfor i morgen-tusmørket og ringer hjem. Der er gode nyheder: Kursen på TrygVesta-aktien er steget de seneste par dage. Det samme er hendes humør undervejs på turen. De første dage sammen med drengene har hun brugt på at vinde deres tillid. Det er lykkedes, føler hun.

Faktisk er hun begyndt at holde af de fire drenge. Næsten som var det hendes egne. Det er modigt at have sagt ja til at deltage. Og trods deres mange uslebne kanter og blakkede fortid har de nogle sociale og medmenneskelige kompetencer, som rækker langt ud over deres alder og ry. Herregud, de er også grænsesøgende, for meget, for voldsomme, for usikre og for selvsikre på samme tid, men sådan er drenge i den alder uanset etnisk baggrund.

Pludselig slår det hende, at disse drenge aldrig har oplevet, at nogen tror på dem, at nogen tager dem alvorligt og behandler dem som selvstændige og individuelle mennesker. At de tværtimod er blevet mødt med mistro og en følelse af aldrig at være valgt til, uanset hvor de vender sig hen.

Hvis det er rigtigt, er det »inkluderende projekt«, som står hendes hjerte nært, mere vigtigt end nogensinde. Og måske endda den eneste måde at få drengene ud af de dårlige cirkler, de i jagten på tryghed og anerkendelse flirter med, når nu resten af samfundet ikke vil eller kan give dem det.

EFTER TRE AF DAGENS seks timers vandring har Stine Bosse sat sig i solen for et kort hvil. Hun tager den tynde trøje af og vender sig mod solen, der skinner fra en skyfri himmel. Drengene ligger helt udasede omkring hende. Hun gnider sine ømme skuldre. Hun kan sagtens mærke de mange kilometer vandring, men hun lader sig ikke mærke med det over for drengene. For ligesom hun skal gå hele vejen, skal de også. De skal lære, at det koster at nå målet. At ingenting er gratis her i livet – heller ikke en chance nummer to.

Et par timer senere skal Sascha Popovic bruge al sin autoritet og overtalelsesevner for at overbevise to af drengene om, at de ikke skal snyde og tage en taxi frem mod dagens mål. Ibrahim og Shan er med vilje sakket bagud og forsøger at få et lift hos en bondemand eller endnu bedre bondemandens datter, så de kan undgå endnu ti kilometer ad de små snoede og ulideligt bakkede veje.

Efter lidt diskussion opgiver de planerne og indhenter Tiam, der er dybt optaget af at skrive små rap og punchlines ned i sin notesbog. Pludselig flækker de tre drenge af grin. De er kommet op med en linje om »The Booss, den lyder: »Stine, Stine – du er turens blondine ...«

Stine Bosse smiler for sig selv. Hun ved, hun netop har fået det gyldne stempel af drengene. Nu gælder det om at bruge de sidste dage og adgangen til dem til at gøre det klart, at de har et valg. Et valg mellem at lade sig indfange i den »dem/os« tankegang, som mange gerne vil fastholde dem i, eller bryde med det og tro på, at de er gode nok, som de er.

OM AFTENEN, på turens næstsidste dag, ligger Ibrahim og vender og drejer sig i sin seng på sovesalen. Flere af de andre drenge snorker allerede, men han kan ikke falde i søvn. Hans fødder er ophovnede og fyldt med små gnavsår og vabler efter skoene. Men det er nu ikke derfor, han har svært ved at sove.

Det er alle tankerne, der trænger sig på. Han kan stadig ikke fatte sit held. For seks dage siden var han bare en »perker«, der ikke duede til en skid. Smidt ud af sit gymnasium, med en voldsdom på straffeattesten og samme chancer for at få et job, som andre har for at vinde i Lotto.

»Det er helt vildt, at jeg nu får tilbudt et job. Men hvad nu, hvis jeg ikke kan finde ud af det og fucker det op?«

Han havde stillet spørgsmålet til Stine, og hun havde svaret, at uanset hvad, så ville han få chancen, de ville finde noget, han havde lyst til og kunne. Han havde smilet genert og sagt »okay ...« Han havde i virkeligheden lyst til at give hende et knus.

»Planen«
Santiago de Compostela, lørdag
18. okt. 2008, kl. 9.00

I dag er dagen. Efter at have gået mere end 100 kilometer er det i dag, de for første gang kan se katedralen i Santiago de Compostela. Stedet, hvor pilgrimme i århundreder har vandret til for at finde sjælefred og ofte også begynde et nyt kapitel i deres liv.

Abdallah, Tiam, Shan og Ibrahim har nu mere travlt med at brokke sig over de manglende kvindelige vandrere på deres tur. I deres forestillingsverden var de små afsidesliggende landsbyer, de har vandret igennem de sidste seks dage, befolket med lokale Penelope Cruz-skønheder i store hvide bondekjoler og søde smil. De har ikke mødt en eneste.

Og så er der lige de 19 kilometer, som er dagens etape. Ibrahim kigger på sine fødder og ryster opgivende på hovedet. Hvordan skal det gå? De andre drenge muntrer ham op ved at drille ham. Han bliver tilstrækkeligt tirret, tager skoene på og begynder at gå sammen med de andre.

Bagerst i gruppen taler Annette Nørgaard, uddannelseskonsulent i TrygVesta, og SSP-konsulenten Sascha Popovic lavmælt sammen. Det er i dag, de skal trække drengene til side en efter en og fortælle dem, hvad planerne er, når de kommer hjem igen. For projektet slutter ikke, når de når Santiago. Faktisk venter de hårdeste etaper forude, for det er der, drengene skal bevise, at de er stærke nok til at gribe chancen og ikke falde tilbage i alt det gamle, når de er tilbage i deres vante omgivelser.

I første omgang får de tilbudt studiejob i TrygVesta, indtil de er færdige med deres gymnasieuddannelse, men for to af dem er det allerede på tale at begynde som elever i forsikringskoncernen, når de næste hold begynder til august næste år.
Derudover får de, der har behov, tilbudt lektiehjælp, og hvad de ellers måtte have brug for, for at klare skolen. Men vigtigst af alt bliver de igen og igen mindet om, at de er valgt til, at der er nogen, der har en plan med dem, og det nu er op til dem at gribe chancen.

»Det er også nødvendigt, at vi følger dem tæt og ikke slipper dem,« påpeger Sascha Popovic. »Jeg har set mange gode projekter og intentioner fejle, fordi man tror, at nu er drengene flyveklare. Det er de ikke. De har stadig brug for en hjælpende hånd.«

Stine Bosse nikker. Hun har for længe siden besluttet at hjælpe dem videre og ikke bare slippe dem, så snart flyet lander i København. Hun har aftalt med drengenes SSP-konsulent, at han fortsætter med at følge dem tæt, og hun har lovet alle fire drenge, at hun én gang om måneden vil spise frokost med dem og besøge dem privat hjemme i Høje Gladsaxe og Herlev, hvor de kommer fra.
Men vigtigst af alt håber hun, at hun har inspireret andre erhvervsledere til at tænke anderledes og åbne deres virksomheder for danske unge – uanset etnicitet. Personligt har hun besluttet at gøre ture som denne til et fast repertoire af TrygVestas lederuddannelse.

Efter 120 kilometers vandring slår Ibrahim som den første håndfladen i byskiltet til Santiago de Compostela. Et højt hyl undslipper hans læber: »Yes. We did it!« De andre følger trop, og jubelen vil ingen ende tage, da to smukke piger i en bil dytter, da de slider sig det sidste stykke ind i den by, de har gået efter i syv dage.
Da de kort efter svinger ind på den pompøse plads foran katedralen giver drengene Stine Bosse et knus. De klarede den. I dette øjeblik er topchefen og indvandrerdrengene lige, uagtet at de til daglig befinder sig i hver sin verden.

»Taknemmelighed«
Santiago de Compostela, lørdag 18. okt. kl. 18.45

Tiam, Abdallah, Shan og Ibrahim træder sig selv over tæerne. De fniser som små skolepiger og fedter med deres lommebog.

De fire drenge har bedt alle møde op inde på deres værelse, fordi de har noget, de gerne vil sige. Nu står de klinet op ad væggen og smiler genert. En efter en træder de frem med deres lommebog og læser et digt op, de har skrevet om hver deltager, som en særlig tak for turen.

Om Stine Bosse skriver de:

»Jeg er Stine Bosse
Jeg har så meget magt, at hvis bare jeg kigger på dig, mister du den ene nosse ...
Men jeg rummer også andre elementer
f.eks. kan jeg kigge på jer, så jeres hjerter smelter
Jeg har et moderinstinkt i mig og vil gøre alt på jeres vegne
Man skulle næste tro, at I var mine egne
Det sidste vi kan sige om Stine the Boss
Er at vi føler os trygge, for vi ved, hun holder hånden over os ...«

Stine Bosse tørrer en tåre bort. Hun har mødt fire drenge, der lever langt fra den verden, hun normalt befinder sig i, men de har med deres energi, ligefremhed, omsorg og enorme nysgerrighed erobret en plads i hendes hjerte.

Kort efter sidder hele holdet bænket på en fin restaurant tæt på katedralen i Santiago de Compostela. Stine Bosse har inviteret på afslutningsmiddag, hvor der ikke er nogen smalle steder. Tjenerne bærer hummer, store steaks, fisketallerkener og gode flasker vin ind. Stemningen er munter og præget af fælles sejrsstemning. Efter middagen slår Stine Bosse på glasset, hun føler trang til at sige noget til de fire drenge:

»Jeg er stolt af jer fire drenge. I har med hver jeres vidunderlige personlighed, vilje og mod vist, at I ikke alene kan gå hele vejen, I har også vist, at I indeholder så meget mere, end mange tror. Hvis I vil, kan I nå rigtig langt. I skal vide, at vi vil jer. Vi tror på jer og vil fortsætte vores projekt sammen med jer. Lad os sammen bevise, at det kan lykkes.«

Berlingske Tidende følger de fire drenge. Om et halvt år vender vi tilbage og spørger: Hvordan gik det så?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.