Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Livet her har udviklet sig til et rendyrket helvede«

Trusler og chikane plager naboerne til et bordel på Vesterbro i København. Syv år efter første klage kan man stadig købe sex på adressen.

En række naboer til bordeller føler sig voldsomt generet af bordeldriften.
En række naboer til bordeller føler sig voldsomt generet af bordeldriften.

Klokken er fire om natten, og det buldrer i hele huset. Fortumlet vælter Gro Jacobsen ud af sengen og kigger ned ad trappen til underboen. Foran døren står en mand og sparker, og den 58-årige kvinde beder ham stoppe af hensyn til de andre beboere.

Han svarer, mens han går op ad trappen:

»Skrid, ellers tager jeg "nieren" frem!«

Inden Gro Jacobsen stifter bekendtskab med mandens ni-millimeter pistol, bakker hun ind til sig selv igen. Hulkende bryder hun sammen på gulvet.

Det er en af mange ubehagelige oplevelser, Gro Jacobsen har haft med bordellet i hendes underbos lejlighed.

»Efter jeg begyndte at klage, har de decideret chikaneret mig. Jeg er blevet spyttet på, truet med pistol, fotograferet på gaden og de har sat overvågningskameraer op. Samtidig tisser kunderne i opgangen, døren bliver smadret, og vores dørklokke har flere gange været i stykker, fordi mændene er så voldsomme, når de vil ind og have sex,« forklarer Gro Jacobsen i sin lejlighed på Vesterbro.

Køb adgang: Her bruges privatadresser til prostitution

En gammelkendt adresse

I 2003 hyrede beboerne i ejendommen en advokat for at prøve at få lukket bordellet. Ejeren af lejligheden, hvor bordellet ligger, svarede følgende i et brev:

»Jeg kan ikke efterkomme deres ønske om at ophøre med at drive intimklinik på adressen. Prostitution er lovligt erhverv i Danmark, hvorfor politiet ikke kan forbyde dette.«

Beboerne indgiver løbende klager til politiet, og ordensmagten er jævnligt forbi ejendommen i forbindelse med optøjer. I en email fra september sidste år beskrev en af politimændene tæt på indsatsen bordellet som en "gammel kendt adresse".

En søgning på nettet afslører da også, at prostituerede på adressen tilbyder "dansk", "fransk", "spansk", "svensk" og luksuscocktail - og man kan købe transvestitter med store bryster - to for ens pris - aktiv/passiv.

Flere problemer

Trods politiets fokus på bordellet er problemerne vokset over det seneste år. I juli 2009 sendte Gro Jacobsen en opfordring om hjælp til en stor gruppe folketingsmedlemmer.

34 politikere svarede, og sympatien for beboernes situation var stor. Men løsningen var der ingen politikere, der havde. De henviste til de retspolitiske og socialpolitiske ordførere og svarede i øvrigt, at det var en politimæssig opgave.

»Når jeg skriver til politikerne, siger de, at jeg skal tale med politiet. Og politiet siger, at jeg skal tale med bestyrelsen i ejendommen. Men jeg sidder selv i bestyrelsen, og efter flere advokater ved vi ikke, hvad vi skal gøre,« siger Gro Jacobsen.

Nu er sagen blevet sendt rundt til medlemmer af Folketingets Retsudvalg og Socialudvalg, og justitsministeren har svaret på spørgsmål om, hvilke muligheder politiet har for at stoppe bordeldrift i en privat beboelsesejendom.

Endnu er der intet sket.

Jaget i eget hjem

Natten før Berlingske Tidende besøger Gro Jacobsen, holdt underboens livlige aktivitet hende endnu en gang vågen. Hun ringede til politiet, som hun gør nogle gange om ugen, og denne gang kom politiet faktisk. Men larmen begyndte igen to timer efter, at de var kørt.

Og hvorfor gider man så overhovedet blive boende i sådan en ejendom? For Gro Jacobsen er svaret klart.

»Nu har jeg boet her siden 1978, og jeg har sat lejligheden i stand, som jeg gerne vil have den. Skal en flok ludere og deres bagmænd jage mig ud af mit eget hjem?,« siger hun, inden øjnene svømmer over, og hun begraver ansigtet i hænderne.

»Hvordan skulle jeg overhovedet sælge lejligheden? Her ligger jo et bordel! Efter alt det her kan jeg kun håbe, at politikerne vil give politiet mulighed for at få stoppet al bordelvirksomhed i ejendomme med privat beboelse. For livet her har udviklet sig til et rendyrket helvede med gentagne trusler og larm hver nat,« siger Gro Jacobsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.