Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Khat-smugling straffes blidt i Danmark

I Sverige koster det ti måneder bag tremmer at smugle 70 kg khat, mens samme forseelse i Danmark blot giver 30 dages fængsel. DF og S kræver sammen med justitsministeren, at Danmark slår hårdere ned.

De smuglere, der jævnligt arresteres for at smugle khat fra Danmark til Sverige, skal håbe på at blive taget på den danske side af Øresund. Det danske retssystem uddeler nemlig markant mildere straffe for khat-smugling end det svenske.

I januar blev en smugler taget i en bil på Fyn med 1.290 kg khat. Han blev idømt otte måneders fængsel. I Sverige skal der blot smugles 48 kg khat for at blive idømt en straf på otte måneder, og en sending på 1.290 kg ville de svenske domstole taksere til mindst ti års fængsel. De hårdere svenske straffe er resultatet af en bevidst hård linje i et forsøg på at bremse den omfattende indsmugling af khat fra Danmark.

LÆS OGSÅ: Brian Mikkelsen vil hæve khat-straf

Socialdemokraterne opfordrer til, at dansk straffepraksis kommer på højde med den svenske på området.

»Øresundsbroen er på dansk side alt for dårligt bemandet med toldere, og det gør det nemt at smugle både narko og våben. Set i det lys hjælper det ikke ligefrem, at man straffer khat-smugling så mildt i Danmark. Det må regeringen gøre noget ved, og vi vil gerne være med til at hæve straffen for khat, så den kommer på linje med Sverige,« siger retsordfører Karen Hækkerup (S).

Også Dansk Folkeparti kræver en hårdere linje og bebuder et lovforslag om, at den danske retspraksis skærpes:

»Der er brug for en kulegravning af hele khat-området. Både når det gælder strafniveauet, hvor det tyder på, at der er behov for en opstramning. Og så burde man gøre noget ved de integrationsproblemer, som khaten medfører. F.eks. via informationskampagner om, hvor skadeligt khat er. Det er meget lidt betryggende, at al-Shabaab bruger det her som indtægtskilde. Så alle bestræbelser bør bruges for at skære den indtægtskilde væk, herunder hårdere straffe,« siger Peter Skaarup, formand for Folketingets Retsudvalg, med henvisning til Berlingske Søndag.

Danmark er khat-nøglen

Her beskrev avisen, hvordan Danmark er nøgleland i en større forsyningskæde af khat fra Holland gennem Danmark og videre til Sverige og Norge. En smugling, der ifølge flere efterretningstjenester er med til at skaffe penge til bl.a. den somaliske terrororganisation al-Shabaab.

LÆS OGSÅ: Danmark køber khat - lovligt

Det på trods af, at regeringen ved daværende justitsminister Lene Espersen (K) for to år siden bebudede, at khat-smuglingen skulle bremses. Hendes melding fik Rigsadvokaten til at udstedte retningslinjer for, hvor hårdt smuglingen skal straffes. Rigspolitiet har desuden sat mere fokus på khat, og hvor politiet i 2006 beslaglagde 2,8 ton, blev der i 2009 beslaglagt op mod otte ton khat. Men tallene er behæftet med en vis usikkerhed.

For landets politikredse har ikke pligt til centralt at indberette, hvor meget khat, der beslaglægges i kredsen. Derfor har Rigspolitiets NEC, der overvåger organiseret kriminalitet, ikke eksakte tal for khat-problematikken herhjemme.

»Foreløbig har der ikke været indberetningspligt på khat, men vi vurderer naturligvis løbende, om et specifikt problem skal overvåges systematisk. Det vigtigste er, at vi har en fornemmelse af, om det er et stort eller et lille problem. Vores indtryk er, at khat blandt somaliere og andre vestafrikanske mænd udgør et stort socialt problem, men kriminalitetsmæssigt er det ikke så stort et problem,« siger Jørgen Isalin, vicepolitiinspektør i NEC.

Strafniveau vurderes

Politiets manglende overblik over indsatsen mod khat mødes med politisk hovedrysten både fra DF og S.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) forsikrer, at politiet har fokus på khat-smuglingen. Og han oplyser, at Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder på en analyse, som skal danne grundlag for en målrettet indsats mod smuglingen af khat. Han vil desuden bede Rigsadvokaten og Rigspolitiet om at undersøge, om der straffes tilstrækkeligt hårdt på området:

»Jeg har ingen betænkeligheder ved at hæve straffen. Først og fremmest fordi det er et forbryderisk miljø, der er mange ulovlige penge i det, og så smadrer det en masse familier, når folk kommer ud i et misbrug, som holder dem uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Så hvis Rigspolitiet og Rigsadvokaten melder tilbage til mig, at det vil have en effekt, så sætter vi straffen op,« siger Brian Mikkelsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.