Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Tidligere messedreng:

Jeg blev misbrugt af præst

Til skræk og advarsel fortæller en nu voksen mand under pseudonymet Peter sin historie om en stadig aktiv katolsk præsts seksuelle overgreb, der fandt sted på Sjælland for 30 år siden.

Bibelbudskabet og beretningerne gjorde særdeles stort indtryk på den unge messedreng, lige fra han begyndte at komme i kirken som ganske lille. Så meget at Peter i en periode selv ville være katolsk præst. Det var en nærmest »sygeligt optagethed« af kirken, fortalte hans mor senere i livet.

Derfor var det utydeligt for den unge dreng, da den dobbelt så gamle præst ved flere tilfælde langsomt overtrådte grænser. Til at begynde med da præsten en dag lagde sin hånd på Peters inderlår, når de kørte i bil sammen.

Senere da præsten tilbød den nu 13-årige dreng vin og begyndte at kysse ham, mens de begge var i bar overkrop. Og igen da præsten nogle år senere bad teenageren om at sove i sin seng og fortalte Peter under den seksuelle debut, hvordan han skulle gøre plads til sin pastors penis i munden.

I dag er Peter i fyrrene, og han ryster af en blanding af skræk og arrigskab, når han fortæller historien om den præst, han spejlede sig i i ungdomsårene, og som stadig er aktiv i en kirke på Sjælland.

- Hvis du ser nøgternt på, hvad der er sket, så har andre oplevet langt værre overgreb. Vi snakker jo om to konkrete tilfælde, hvor det fysiske har fundet sted. Derfor prøvede jeg i mange år at feje det hen og tænkte, at så meget kan det ikke have betydet. Men det har det, siger Peter i dag.

LÆS OGSÅ: Aktiv dansk præst anklaget for sexovergreb
LÆS OGSÅ: Kirken frygter flere overgreb fra aktiv præst
TIP OS: Kender du til overgreb i den katolske kirke?

Mere end 15 år senere, da Peter har en krise på jobbet, beslutter han sig til sidst for at kontakte en psykolog. Peter kan ikke forstå, hvor en voksende angst dybt inde i ham kommer fra. Efter et par samtaler om opvæksten viser psykologen Peter en tjekliste med spørgsmål om incest. Og da psykologen spørger direkte til det seksuelle overgreb, han var udsat for som barn, undrer han sig først over, hvad hun dog taler om.

Men så vender psykologen billedet på hovedet for ham. Hun spørger Peter, der nu er familiefar, om han selv ville have gjort noget lignende ved en mindreårig dreng. Og pludselig forstår Peter, hvordan det hele startede.

Dengang var han 13, og han følte sig egentlig lidt heldig. At en bestemt pastor, det store forbillede, Vor Herres stedfortræder på jord, som Peter anså ham for, viste så stor interesse for lige netop ham. Peter var jo nærmest vokset op i kirken. Først gennem den ugentlige religionsundervisning og siden som messedreng i den tunge sorte kjortel havde han hjulpet med at forvandle oblaterne til Jesu Legeme under det hellige katolske sakramente.

Og den lange kæde med den hullede og runde jernkugle fyldt med kul og røgelse lærte Peter at svinge på den helt rigtige måde, så den særlige duft spredte sig ud blandt kirkerækkerne. Senere var han aktiv i den katolske ungdomsklub, hvor han udviklede det nære forhold til pastoren.

Hundeangst for nærhed

Et venskab med sideeffekter, der betød, at der voksede et »stort hul« inde i Peters krop. Ved siden af overvejelserne om at tage sit eget liv forsøgte han at fylde tomheden ud med æde-flip af skiftevis pakkevis af studenterbrød og tykke rugbrødsskiver læsset med mayonnaise og remoulade – det blev sjældent længe dernede i hullet.

Men altoverskyggende var den seksuelle frustration i de mange efterfølgende år. Den, der gjorde, at han sagde stop, da det kom til at blive intim med de piger, der gerne ville være hans kærester.

- Jeg var hundeangst for sex og panisk angst for nærhed med andre mennesker, fortæller Peter.

Men så begyndte han at tvinge sig selv til en slags promiskuitet med mange partnere af begge køn for at forsøge at tegne et nyt billede af en egen seksuel selvforståelse.

LÆS OGSÅ: Juraprofessor: Forlæng forældelsesfrist i pædofilisager
LÆS OGSÅ: Ministerier
og advokater skal standse overgreb 
  

- Jeg blev en rigtig god elsker til sidst, fortæller Peter med et smil.

Men bag de løftede mundvige ligger forklaringen, at han ikke lyttede til sine egne behov. Kun til andres. Det var et overlevn fra tiden i præsteboligen.

Pastoren havde fortalt ham om sit ensomme liv bag kirkens mure. Inden cølibatet havde han levet i civil med et aktivt sexliv. Og han savnede det. Peters medlidenhed med vennen og autoriteten var stærkere end det ubehag, han følte, når hans grænser blev overtrådt. Og da præsten sagde, han var ked af, hvad der var sket, så lovede Peter »selvfølgelig« ikke at sige noget.

Afsluttet kapitel

Og det gør han ikke, før han i dag fortæller sin historie anonymt til Berlingske Tidende. For ham er den katolske kirke et afsluttet kapital, han kommer der ikke længere, og i dag tvinger han sig selv til at fortælle sin historie til de nærmeste venner for at »afmystificere« det, som han siger.

- Flere af mine venner siger, jeg skal stå frem. Men selv om jeg i dag ved, at det ikke er mig, der har gjort noget forkert, så forstår de ikke, hvor skamfuldt det er. Flere har påpeget, hvad de får af erstatninger i USA og sagt, at jeg burde have kompensation for psykologhjælp. Men jeg er ikke interesseret i erstatning, siger Peter.

Da det kom til erkendelsen af det, han i dag er klar over, var et utilgiveligt overgreb, var forældelsesfristen for anmeldelse overskredet. I stedet tilbød han sig selv som sandhedsvidne til politiet, hvis der skulle være verserende straffesager mod samme gerningsmand. Det var der ikke på daværende tidspunkt på trods af, at præsten har fortalt Peter, at han havde et forhold til i hvert fald én anden teenager dengang.

Peter har egentlig slet ikke haft lyst til at fortælle, hvad han oplevede den gang. Når han alligevel har valgt at gøre det, er det for at andre unge i lignende situationer måske bedre kan forstå, hvor grænsen faktisk går. Og for at fortælle katolske forældre med blind tillid til kirken, at de skal vågne op og holde øje med deres børn.

Peter er et pseudonym, men Berlingske Tidende er bekendt med hans rigtige navn.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.