Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ingen har tal på de gadeprostituerede

Billedet af, hvor mange gadeprostituerede der er i København, er mudret. En kortlægning af prostitutionsområdet i hele Danmark skal nu være med til at styrke indsatsen for de prostituerede og kvalificere debatten på området.

Hvor mange prostituerede er der egentlig i Danmark? Og arbejder de på bordel eller på gaden? Nogle af de spørgsmål skal en ny undersøgelse kunne besvare, når Det Nationale Forskningscenter for Velfærd på foranledning af Folketinget skal opgøre omfanget af prostitution i Danmark. For når det kommer til antallet af gadeprostituerede, har tallene, som politikere og fagfolk i årevis har lænet sig op ad, været misvisende. Med den nye undersøgelse skal politikere og interesseorganisationer have et mere retvisende grundlag at gå ud fra.

Undersøgelsen om prostitution i Danmark vil blive offentliggjort i slutningen af 2010, og den opnåede viden skal kvalificere debatten og hjælpe til effektive indsatser på prostitutionsområdet.

»Man inddrager jævnligt tallene i debatten, og det gør det selvfølgelig svært at bruge tal, der er så mudrede,« siger Dansk Folkepartis socialordfører, Martin Henriksen.

Hos Venstre er man heller ikke i tvivl om, at det er et problem, at tallene svinger, som de gør.

»Når vi ikke aner, hvor stor en gruppe vi taler om, gør det det umuligt at lave en målrettet indsats på området,« siger Venstres socialordfører, Ellen Trane Nørby.

Hun nævner, at der også er mange organisationer, der har en interesse i, hvor høje eller lave tallene er. Men socialordføreren vil ikke kommentere, hvilke interesser det kan være.

Mudrede tal skævvrider debatten

Vicepolitikommissær René Hansen, der er leder af Københavns Politis særlige indsatsgruppe mod prostitution, tæller omkring 200 forskellige danske og udenlandske gadeprostituerede - dog flest udenlandske, mens officielle tal ligger meget højere.

Socialministeriet indhenter hvert år oplysninger om antallet af gadeprostituerede. De sidste opgørelser stammer fra 2008, og her opgjorde man antallet af prostituerede på gaderne i København til 943 kvinder. Samme år skrev medierne med store bogstaver, at antallet af gadeprostituerede nu var fordoblet.

Jurist Nanna Gotfredsen har gennem sit arbejde i organisationen Gadejuristen mere end ti års erfaring med socialt udsatte i København. Hun kan slet ikke genkende de høje tal, som bliver nævnt i den offentlige rapport og mener derimod, at antallet af danske prostituerede kvinder er på retur:

»Jeg spørger jævnligt kvinderne på gaden - de etniske danskere med stoferfaring - hvordan det ser ud. Og der bliver oftest sagt, at de er mellem 10-15 stykker i løbet af en måned,« siger juristen,

Hjælp til kvalificeret debat

De høje tal for gadeprostitution i København kommer fra værestedet Reden i København. Reden har i mange år optalt kvinderne på en uhensigtsmæssig måde, der tegnede et skævt billede af antallet af gadeprostituerede. Det blev Reden, ifølge leder Anette Rix, gjort opmærksom på i 2008:

»Ja, det var nogle upræcise tal, og det har vi aldrig lagt skjul på. Vi har fundet ud af det uhensigtsmæssige i den procedure, og da vi fandt ud af det, ændrede vi procedure,« siger lederen og slår samtidig fast, at Reden ikke har nogen interesse i at komme med misvisende tal, og at tallet for 2009 ligger på 370 gadeprostituerede fra de nordiske lande.

»Om der er én eller 20.000 prostituerede, så synes jeg, én er for meget. Og det har noget at gøre med menneskesyn og visioner. Reden er ikke politiker, og jeg skal ikke beslutte nogle love. Jeg er leder af et socialt værested.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.