Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hun brugte EU til at få sin behandling

Marie Fjellerup måtte kæmpe benhårdt med danske læger og myndigheder for at få sin kræftbehandling i Frankfurt.

Marie Fjellerup, 47 år og fra Allerød, er mor til to teenagere, glad for heste og hunde og en sand pioner, når det gælder retten til som patient at få hospitalsbehandling i et andet EU-land.
Marie Fjellerup, 47 år og fra Allerød, er mor til to teenagere, glad for heste og hunde og en sand pioner, når det gælder retten til som patient at få hospitalsbehandling i et andet EU-land.

Marie Fjellerup er stædig som en gammel bryggerhest. I dag er hun 47 år gammel og indtil videre fri af symptomer fra den kræftsygdom, der har fyldt hendes liv siden 2002. Men så langt havde hun næppe været, hvis ikke hun havde været en usædvanlig stærk patient.

Marie Fjellerup har sat sig ind i, hvad hun fejler. Hun har via nettet og sit personlige netværk orienteret sig om sin sygdom – brystkræft og metastaser i leveren – og om mulige behandlinger. Og hun har været i stand til at stå fast på sine rettigheder som patient i EU over for vrangvillige læger og sundhedsmyndigheder i Danmark.

Derfor kan Marie Fjellerup i dag se tilbage på et vellykket behandlingsforløb hos Dr. Thomas J. Vogl, der er leder af en specialiseret kræftafdeling ved Universitetshospitalet i millionbyen Frankfurt i Tyskland.

Danske myndigheder er endt med at betale hovedparten af udgifterne til behandlingen, men først efter at Marie Fjellerup i flere år – mens hun kæmpede med sin sygdom – har tigget og bedt og kæmpet og raset for at få sin ret opfyldt i henhold til retspraksis fra EF-Domstolen i Luxembourg: Nemlig »retten til rettidigt at få den rette behandling«.

»De danske læger blokerede totalt, da jeg talte om behandling i udlandet. De frarådede mig at opsøge Dr. Vogl. De sagde, at det ville være farligt, og de rejste tvivl om mandens seriøsitet. Der var en overlæge, der beskyldte Dr. Vogl "for at have en pengemaskine kørende dernede i Frankfurt",« fortæller Marie Fjellerup, der selv var lidt usikker ved at skulle behandles i Tyskland.

»Jeg har jo aldrig været på hospitalet i udlandet før. Men de var topprofessionelle på klinikken, der er kæmpestor og meget specialiseret. Og behandlingen var fantastisk,« siger Marie Fjellerup, der fortæller, at Dr. Vogl udleverede sit hjemmenummer, sit mobilnummer og sin email-adresse til alle patienterne.

»Dér var ikke noget med, at man mødte én læge, og så en anden og så en tredje. Dr. Vogl var chefen. Han var der altid, og jeg har selv prøvet at maile ham en lørdag, hvor jeg havde det skidt, og hvor jeg fik svar samme dag.«

Marie Fjellerup fik fjernet ikke færre end 24 metastaser fra sin lever ved hjælp af såkaldt regional kemoterapi og siden LITT-brændinger ved hjælp af laserteknik. De samme behandlinger bruges i Danmark, men de beherskes ifølge Marie Fjellerup ikke på samme niveau som i Frankfurt, fordi man har færre patienter og dermed færre ressourcer.

I dag er hun glad, foreløbig symptomfri og forundret over i hvilket omfang hun har skullet kæmpe for at få sin behandling i Tyskland.

»Lægerne og Sundhedsstyrelsen har besværliggjort projektet så meget som overhovedet muligt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.