Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Her kan alle være med på en badebillet

Danmarks ældste offentlige badeanstalt i Sjællandsgade på Nørrebro har både formået at beholde sine gamle stamkunder og tiltrække et helt nyt publikum. Her er både socialt samvær og luksus, man kan betale sig fra på en SU.

Manou Nejad tager en kold skyller efter den varme sauna og Carl Johan Baasch ser til. <br>Foto: Jens Astrup
Manou Nejad tager en kold skyller efter den varme sauna og Carl Johan Baasch ser til. <br>Foto: Jens Astrup

Der er Grethe Ingmann og Niels Eje på anlægget og velvære og moderlig forkælelse i luften i Sjællandsgade 12, hvor Danmarks ældste og Københavns sidste overlevende offentlige badeanstalt ligger, behørigt delt op i en dame- og en herreafdeling.

Her kommer folk i alle aldre og af mange etniciteter, der tager et brusebad, går i sauna eller nyder et karbad, måske i kurbadudgaven, eller lader muskler og infiltrationer massere igennem.

Gæsterne er både gamle stamkunder og unge, der vil nyde en luksus, man kan betale på en SU.

Sanne Travis, der ellers bor i Herlev, tager ofte turen ind til Nørrebro sammen med sin mand bare for at få et luksusbad efterfulgt af en gang tørmassage på 10 minutter.

»Det koster 20 kr., er lige så effektivt som en halv time hos en massør til 300-400 kr. og så er man afslappet som en gople. Vi nyder atmosfæren her og plejer at gå ud og spise frokost bagefter,« fortæller Sanne Travis.

Der er kun en lille håndfuld tilbage i hele landet af de gamle offentlige badeanstalter og de har fået en opblomstring på toppen af wellness-bølgen.

»For Gud og bademesteren er vi alle lige,« lyder et gammelt ordsprog, og det holder vand på Sjællandsgades Bad, som fylder 90 år i år. Den blev sammen med en række andre badeanstalter over hele byen opført for at styrke folkesundheden og afhjælpe manglen på adgang til bad i de boligkomplekser, der var skudt op i brokvarterne omkring forrige århundredeskifte.

I dag er der indlagt bad i de fleste lejligheder, og efter en årrække sidst i 90erne, hvor tilgangen svigtede og de andre offentlige badeanstalter bukkede under, oplever Sjællandsgade Bad stigende tilstrømning.

Siden 2004 er besøgstallet gået op med en fjerdedel til 45.600 i fjor, og det er en tendens, der også mærkes andre steder som i badeanstalten Spanien i Århus og Varmtvandsbadeanstalten i Silkeborg, der i december solgte gavekort for 40.000 kr.

»Her kommer ældre og handicappede med deres hjemmehjælpere, fordi deres eget badeværelse er for småt til, at de kan få hjælp til et bad dér, og her kommer stadig folk, der ikke har bad, men hovedparten kommer for velværets og det sociale sammenholds skyld,« siger bademester, afspændingspædagog Elisabeth Nielsen fra Sjællandsgade Bad.

»Der er 10-15 damer, der er kommet hver lørdag i 30 år. De har morgenbrød, kaffe og deres egen musik med og hygger sig i saunaen. Saunaen ovre hos herrerne er nærmest blevet et værested. Og så kommer her børnefamilier, der nyder, at børnene kan plaske uden at forældrene behøver at tørre op og gøre rent efter dem,« fortsætter Elisabeth Nielsen.

Sjællandsgade Bad fornyer sig hele tiden med tilbud som »Top til Tå-tirsdage,« hvor man kan lade sig forkæle alene eller sammen med veninder, man kan holde polterabend og firmaudflugter på badeantalten, der også har forskellige kulturarrangementer og naturligvis sommerfester for de trofaste badegæster.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.