Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

En skæbnesvanger dag i 1944

Dansk polti mindedes i går 60 års-dagen for tyskernes angreb og afvæbning af den danske poltistyrke under Anden Verdenskrig. En dag, der stadig står tydeligt i mange pensionerede politifolks erindring.

Her ses københavnske betjente på vej mod Københavns Havn 19. september 1944. Herfra sendte tyskerne dem til koncentrationslejrene Neuengamme og Buchenwald. Foto: Scanpix <br>
Her ses københavnske betjente på vej mod Københavns Havn 19. september 1944. Herfra sendte tyskerne dem til koncentrationslejrene Neuengamme og Buchenwald. Foto: Scanpix <br>

Da luftalarmen lød klokken 11.00 den 19. september 1944, gjorde de fleste danskere, som de plejede at gøre. De gik i kælderen og sad og ventede. Men der gik ikke lang tid før rygterne begyndte. Luftalarmen var en afledningsmanøvre. Tyskerne havde angrebet landets politistationer og afvæbnet dansk politi. »Aktion möwe« var i gang. En aktion, der skulle få dramatiske konsekvenser for tusindvis af danske politifolk. 1.967 blev sendt i koncentrationslejre. 81 af dem døde.

I går, 60 år senere, mindedes K.T. Andersen, sammen med gamle og nye kolleger, den skæbnesvangre dag med en udstilling på Politihistorisk Museum. 86 år gammel er han rejst fra Australien, hvor han har boet de seneste 46 år. Med et spinkelt håb om at møde nogle af kollegerne fra dengang.

Han var på vej ned af Nørrebrogade i København, da luftalarmen lød, og der gik ikke lang tid før han opdagede, at der var noget i gære. Han meldte sig derfor straks til tjeneste på Amalienborg. Uden uniform - den lå på stationen i Klerkegade - fik han udleveret våben og blev bedt om at gå over til Det Gule Palæ.

Han husker tydeligt kampene den dag. Det var en svær kamp, hvor skuddende føg gennem luften mellem danske betjente, det tyske marineinfanteri og tilskuere. To politifolk og palæforvalteren blev såret. 20 tyskere blev dræbt og det dobbelte antal såret.

Mens K.T. Andersen kæmpede på Amalienborg, kunne han se, hvordan vogn efter vogn med kolleger blev kørt ned til havnen.

Den uhyggelige rejse
I en de vogne skulle den unge betjent Egon Tejnø senere sidde. Han havde været på vagt på politigården, da alarmen lød. Sammen med sine kolleger var han blevet gennet ud i politigården.

»Stemningen var meget truende. En kollega blev stillet op ad en af pillerne og truet med at blive skudt. Han havde vinket til en, der gik rundt på taget,« fortæller Egon Tejnø.

Efter at have stået stuvet sammen i flere timer i gården, blev Egon Tejnø ved 17.00-tiden sat ud i en prærievogn og kørt ned til havnen. Han husker stadig tydeligt det syn, der mødte ham.

»Det plaskregnede. Der lå et norsk skib. Jeg tror, de havde beslaglagt det ovre på B&W, hvor det var under ombygning. Det lignede en byggeplads indeni,« fortæller Egon Tejnø.

De blev alle gennet om bord og placeret i bunden af skibet. Ingen vidste hvad der skulle ske. I flere dage lå skibet underdrejet i Østersøen og rygterne gik på, at skibet var på vej til Bornholm eller måske til Frøslevlejren. Men endestationen var værre end de havde forestillet sig. De var på vej til koncentrationslejren Neuengamme.

»Vi havde da godt hørt om koncentrationslejrene. Men vi troede ikke på det. Tyskland var en retsstat. Her puttede man ikke folk i lejre med pigtråd om. Man stillede folk for retten,« fortæller Egon Tejnø.

Men virkeligheden var en helt anden og det indså han, da de ankom til Neuengamme. Synet af SS-soldater med glubske schæferhunde afmagrede mænd i stribede fangedragter, der mødte dem.

Efter lidt over en uge i en mørk, klaustrofobisk kælder, blev de danske politifolk i tog fragtet videre til KZ-lejren Buchenwald. Stuvet sammen i 44 timer uden mad og drikke. Egon Tejnø var i Buchenwaldlejren til slutningen af april 1945, hvor han blev sendt til Danmark, og videre til Sverige. Han opholdt sig på den anden side af Sundet, da Danmark blev befriet, den 4. maj 1945.

Opmuntring i den svære tid
81 af hans kolleger døde i de tyske koncentrationslejre.

»Det var de store og stærke, der døde først. De kunne ikke tåle at tabe sig så meget. Men sangene holdt os andre oppe. De betød virkelig meget. Havde det ikke været for sangene og maden fra Røde Kors, så havde dødstallet været anderledes,« fortæller Egon Tejnø, mens han synger med på tonerne i baggrunden. Sange skrevet af politifolk i Buchenwald lejren.

K.T. Andersen deserterede den 19. maj klokken 15.15, da han blev bedt om at nedlægge våbnene på Amalienborg. Resten af krigen var han aktiv i modstandsbevægelsen. Både han og Egon Tejnø vendte begge tilbage til polititjeneste i maj 1945.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.