Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danskerne går til hjemmedoktoren

Graviditet og sygdomme fastslås i stigende grad derhjemme via selvtest. Praktiserende Lægers Organisation er skeptisk over for tendensen.

Er jeg mon gravid? Er der en blærebetændelse på vej? Og hvordan ved jeg med sikkerhed, at hjemmets teenager ikke har røget hash?

Danskerne tager i stigende grad hjemmetest til sig, hvor man ved hjælp af urin, sved eller blod kan få svar på ovennævnte spørgsmål inden for ganske få minutter.

Testene bliver taget inden for hjemmets fire vægge og bliver typisk købt over internettet.

Otte udbydere, som Berlingske Tidende har talt med, anslår, at efterspørgslen på deres internetprodukter til private stiger med mellem 15 og 20 procent om året.

»Vi startede med at udbyde testene til behandlingshjem og andre offentlige institutioner, men vi fik så mange henvendelser fra private, at vi valgte at åbne for salget på vores hjemmeside også,« siger Katja Kofoed, der er produktspecialist hos Ferle Produkter, som har mangeårig erfaring med narkotest.

Unge par er gode kunder

Herhjemme er de flittigste kunder dem, der går med planer om en familieforøgelse. Mens mændene tester sædkvaliteten, bruger kvinderne testene til at afgøre, hvornår de har ægløsning, og om der er et barn på vej.

Elias Grove Nielsen er en af Skandinaviens største udbydere af graviditetstest og står herhjemme bag hjemmesiderne billigteste.dk og medicinskab.dk.

Han fortæller, at unge piger ønsker svar her og nu, hvis menstruationen udebliver. Først efter at have testet sig selv for graviditet, booker de tid hos lægen.

»Før var det nok sådan, at man lod naturen gå sin gang. I dag indleder par »mission baby« og sørger for at planlægge deres graviditet. De tester også ægløsningen simpelthen for at forbedre deres chancer for at blive gravide,« forklarer Elias Grove Nielsen.

Nye test på vej frem

Danskernes købelyst begynder så småt at omfatte flere typer test, der måler den enkeltes sundhed eller tester for specifikke sygdomme. Således kan man nu måle sit kolesteroltal, tjekke for urinvejsinfektion eller fastslå, om man er på vej ind i overgangsalderen. USA og England går skridtet videre og udbyder en større palet af test, der blandt andet kan tjekke for HIV, tyktarmskræft og Hepatitis C.

Landets praktiserende læger har opdaget, at især de unge kvinder er særdeles velorienterede om deres graviditet, når de booker tid hos lægen. De øvrige test har man endnu ikke stor erfaring med, siger Peter Magnussen, næstformand for Praktiserende Lægers Organisation, PLO. Men han har sine forbehold.

»Der følger altid en masse med, når man tager en test, og jeg ville føle mig frygtelig alene, hvis jeg fik en positiv HIV-test ind af døren uden at have nogen at snakke med. Som læge går mine forbehold dels på testens kvalitet, dels på om man er i stand til at følge ordentligt op på det selv,« siger han.

Hos Lægemiddelstyrelsen har man ikke præcise opgørelser over, hvor mange firmaer der sælger hjemmetest. Men styrelsen oplyser, at man siden 2001 har fået 2.800 henvendelser fra virksomheder, der over et bredt felt markedsfører såkaldte in vitro-diagnostisk medicinsk udstyr på det danske marked.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.