Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Topårgang med skavanker

2010 er en af de helt store årgange, men alkoholprocenten er i nogle tilfælde så høj, at vinen brænder i eftersmagen.

2010 anses for en af de helt store årgange i Bordeaux. Masser af koncentration og god friskhed i syren er noget af det, man finder på plussiden. Langt hen ad vejen var vejrguderne med vinslottene. Et tørt og relativt køligt efterår med kun 30 millimeter regn i august og september (mod normalt 110 millimeter) gav gode betingelser for en høst med sunde druer.

Men der er nu en enkelt skavank: en varm juli, der satte turbo på modningen, så sukkerindholdet skød dramatisk i vejret. Særligt udtalt er dette i mange af de såkaldte højrebredsvine fra blandt andet Saint Emilion, hvor den tidligt modnende drue, merlot, buldrede derudad. Visse steder bragte det alkoholprocenterne op i amarone-ligaen. Her i testen har vi efterhånden set en del vine på hele 15 pct., og det er bestemt ikke noget at prale af.

Venstrebredsvinene fra Medoc-halvøen lider ikke helt på samme måde. Et eksempel finder vi i Château Haut-Mazieres, som udover at ligge omkring de beherskede 13 pct. har en rigtig god bordeaux-karakter.

Det gode råd er med andre ord: køb gerne bordeaux 2010 i store mængder, men tjek alkoholprocenten. Ligger den omkring de 15, er der stor sandsynlighed for, at vinen brænder i eftersmagen. Topvine kan sommetider klare det, men en del af de mindre vine lider af alko-chok.

0 – 55 kroner

Château Haut-Mazieres
Årgang: 2010 Drue: Ej angivet Vintype: Rød Distrikt og land: Bordeaux, Frankrig Forhandler: Philipson Wine Pris: 49,95 kr. v. 12 flasker.
Karakter: ***** (5 stjerner)
Kommentar: Strejf af solbær og cedertræ i duft. God ekstrakt-rigdom og friskhed på samme tid. En flot Bordeaux til prisen i topårgangen 2010.

Estampa Estate
Årgang: 2013  Drue: Malbec, petit sirah Vintype: Rød Distrikt og land: Colchagua Valley, Chile Forhandler: Jysk Vin Pris: 39,95 kr. v. 12 flasker.
Karakter: **** (4 stjerner)
Kommentar: Ret typisk chilener med et let præg af grøn peber, urt, solbær samt strejf af støv. Vellavet og blød mainstream-chilener, hvor man finder en let frugtsødme i finalen.

Septima Malbec
Årgang: 2012 Drue: Malbec Vintype: Rød Distrikt og land: Mendoza, Argentina Forhandler: Føtex Pris: To flasker 100 kr.
Karakter: *** (3 stjerner)
Kommentar: Røde bær, teblade og sorte oliven. Blød og ganske fyldig for en vin i det prisleje. En let ekstraheret bitterhed kombineres afslutningsvis med en del frugtsødme.

Sarotto – Bric Sassi Tenuta Manenti
Årgang: 2013 Drue: Cortese Vintype: Hvid Distrikt og land: Gavi, Italien Forhandler: Irma Pris: To flasker 110 kr.
Karakter: *** (3 stjerner)
Kommentar: Lidt fersk næse med strejf af stikkelsbær, græs og melon. Blød i munden, men man savner lidt friskhed og syrebid. Virker en anelse tung.

56 - 80 kroner

Albet i Noya
Årgang: 2013 Drue: Ej angivet Vintype: Hvid Distrikt og land: Penedes, Spanien Forhandler: Laudrup Vin Pris: 68 kr. v. 6 flasker. 
Karakter: **** (4 stjerner)
Kommentar: Græsgrøn i stil med en bagkant af saltlakrids. Ganske behagelig vin med god syrefriskhed.   

Château Cru Godard
Årgang: 2010 Drue: Ej angivet Vintype: Rød Distrikt og land: Côtes de Bordeaux, Frankrig Forhandler: Domaine Brandis Pris: 79 kr. 
Karakter: **** (4 stjerner)
Kommentar: Rig og solmoden med et pift af æblekerne og solbær. Saftig bordeaux, der er præget af renhed i frugten. God vin, men dog lige lovlig høj på alkohol for en Saint Emilion (15 pct.) Brænder i eftersmagen.   

Gran Bajos
Årgang: 2011 Drue: Tempranillo Vintype: Rød Distrikt og land: Toro, Spanien Forhandler: Super Brugsen Pris: 69 kr.
Karakter: **** (4 stjerner)
Kommentar: Åben med masser af friske hindbær. Fin struktur i form af garvesyre, der strammer op om frugten i afslutningen. Pæn og nydelig uden at være specielt karakterfuld.    

Lucero del Alba
Årgang: 2013 Drue: Tempranillo Vintype: Rød Distrikt og land: Ribera del Duero, Spanien Forhandler: Super Best: Seks flasker 480 kr.
Karakter: *** (3 stjerner)
Kommentar: Lyserøde bær, flødekaramel, peber og strejf af svovl, som dog aftager med lidt tid i glasset. Medium fyldig vin med en noget markeret garvesyre.

81 - 150 kroner

Art
Årgang: 2009 Drue: Mencia Vintype: Rød Distrikt og land: Bierzo, Spanien Forhandler: Jysk Vin Pris: 149 kr. v. 6 flasker.
Karakter: **** (4 stjerner)
Kommentar: Lakridset og pebret med et meget velafstemt indslag af fad, der giver et strejf af krydderier, likør og jod til smagen. Masser af slagkraft uden at miste elegance. Fire store.    

Renato Ratti langhe Nebbiolo
Årgang: 2013 Drue: Nebbiolo Vintype: Rød Distrikt og land: Langhe, Italien Forhandler: Philipson Wine Pris: 89,95 kr. v. 12 flasker.
Karakter: **** (4 stjerner)
Kommentar: Kirsebærsten, masser af råfrugt og støv. Let tilgængelig nebbiolo, hvor man både har en blød frugt og diskret tanninbid. Fire stjerner her og nu, men vil vinde én mere med lidt tid i kælderen.    

Châteauneuf du Pape – Domaine Benedetti
Årgang: 2010 Drue: Grenache, syrah, mourvedre, cinsault Vintype: Rød Distrikt og land: Châteauneuf du Pape, Frankrig Forhandler: Irma Pris: 150 kr.   Karakter: **** (4 stjerner)
Kommentar: Luftig og old school châteauneuf-udtryk i duft – blandt andet en æterisk sødme, tørrede druer og noter af stald. Meget velsmagende, men mangler dog lidt tyngde for en Châteauneuf.   

Ironstone
Årgang: 2013 Drue: Zinfandel Vintype: Rød Distrikt og land: Californien, USA Forhandler: Føtex Pris: To flasker 199 kr.
Karakter: *** (3 stjerner)
Kommentar: Bred og fyldig vin. Masser af krydderi, sød lakrids, karamel og let overmodne jordbær. Ikke ligefrem elegant vin, snarere lidt tung og jammy.

150 - Over

De Sousa – Cuvée des Caudalies Blanc de Blancs
Årgang: Uden årgang Drue: Chardnnay Vintype: Mousserende Distrikt og land: Champagne, Frankrig Forhandler: L´Esprit du Vin Pris 396 kr. v. 6 flasker.     Karakter: ***** (5 stjerner)
Kommentar: Super flot duft af æblekerne, gær og strejf af nødder. Cremet og fyldig, men uden at miste friskhed og nerve. Lækker bitterhed i afslutningen. Flot champagne.   

Gaure
Årgang: 2012 Drue: Carignan m.fl. Vintype: Rød Distrikt og land: Vin de France, Frankrig Forhandler: Distinto Pris: 179 kr.
Karakter: ***** (5 stjerner)
Kommentar: Dyb næse med hint af æblekerne, røde bær, lakrids og grøn peber. Massiv vin, med masser af ekstraktrigdom. Afsluttes af en saftig tannin og en let bitterhed. Spændende naturvin.   

Cavalli Tenuta Degli Dei
Årgang: 2011 Drue: Ej angivet Vintype: Rød Distrikt og land: Toscana, Italien Forhandler: Erik Sørensen Vin Pris: 249,95 kr.
Karakter: **** (4 stjerner)
Kommentar: Massiv i frugten med en del fadpræg i både duft og smag. Moderne og struktureret toscaner med såvel slagkraft som tyngde. Bør have noget tid for at få elementerne til at finde sammen.    

Nus del Terrer
Årgang: 2010 Drue: Ej angivet Vintype: Rød Distrikt og land: Tarragona, Spanien Forhandler: Løgismøse Pris: 225 kr.
Karakter: *** (3 stjerner)
Kommentar: Karamel, chokolade og brombær i duft. Tung og slagkraftig fætter med en del frugtsødme og garvesyre i afslutningen. Mere power end elegance.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.