Serie: Danskere i Hollywood

Dansker bor på toppen af Hollywood

Danske Agnete Ørnsholt bor med mand og barn på toppen af Hollywood, omgivet af stilhed og danske detaljer, men bare få minutter fra den kendte Hollywood Boulevard og storbyens liv.

Bare få minutters kørsel fra den turisttravle Hollywood Boulevard og Los Angeles’ summende byliv bor danske Agnete Ørnsholt på toppen af en kringlet bjergvej.

- L.A. er en hektisk by, og alligevel er der en fantastisk ro heroppe. Selv om vi kun bor fem minutter fra Hollywood Boulevard, hvor der er fyldt med mennesker og konstant ’fuzz’, kan vi komme hjem til fuldkommen stilhed, dådyr i forhaven og mountain lions i baghaven, fortæller hun.

Billedserie: 

Agnete Ørnsholt flyttede til byen i 2004 efter at have mødt den schweizisk-fødte film- og reklameinstruktør, Marcel Langenegger, som hun i dag er gift med. Netop beliggenheden midt i stilheden var afgørende, da parret for nogle år siden indledte deres husjagt.

- Vi faldt pladask for udsigten ud over dalen, det frie udsyn til bjergene og det attraktive naturområde, Runyon Canyon. Størrelsesmæssigt syntes vi også, det var et rigtig godt hus med masser af potentiale, fortæller Agnete Ørnsholt, der især så muligheden for at bygge husets garage om til kontor.

Men da parret flyttede ind i 2005, var det ikke bare garagen, der skulle renoveres for at indfri boligdrømmene. Hovedbygningen i det knap 250 kvadratmeter store hus trængte også i den grad til en gennemgribende istandsættelse, for der var langhårede væg til vægtæpper overalt, og alle vægflader var malet røde og gule. Spandevis af maling, og nye gulve ændrede nu hurtigt husets fremtoning og understregede de rene, moderne linjer, der i dag udgør en væsentlig del af husets udtryk.

Selve ruminddelingen er beholdt, og hverken husets to badeværelser eller køkkenet er ændret siden overtagelsen. I datteren Ellas værelse har Agnete Ørnsholt dog fået bygget en alkove med seng, skuffer og reol for at udnytte pladsen i det lille rum, og i forlængelse af stuen har hun skabt et seperat tv-rum med indbyggede sofabrikse, der kan slås ud til overnattende gæster.

Den brugbare del af haven (en stor del af den består af vildtvoksende træer på en skrænt), bestod førhen af fliser, men er også blevet udsat for en større overhaling og har fået anlagt græs, terrasse og et hjørne med palmetræer.

Følg også boligstoffet på Facebook

Agnete Ørnsholt, der er uddannet grafisk designer fra Danmarks Designskole, arbejder hjemmefra som selvstændig med at løse opgaver for amerikanske filmselskaber og vinproducenter, men hun hjælper også en lang række danske og europæiske kunder med emballagedesign, logoer og produktbranding.

Størstedelen af hendes arbejde finder sted i boligens kreative hjerte, den tidligere garage, der i dag er ombygget til et arbejdsrum med plads til inspirerende rod og store armbevægelser.

- Det er funktionelt, rummeligt og giver samtidig en fantastisk mulighed for at nyde udsigten ud over Runyon Canyon, siger Agnete Ørnsholt, der på grund af tidsforskellen til Europa ofte arbejder i de sene nattetimer og nyder at kunne arbejde uforstyrret i den seperate tilbygning.

Netop Agnete Ørnsholts baggrund som designer har gennem årene sat sit præg på hendes indretningspassion.

- Men at få et barn har lært mig, at selv om jeg er designer, og perfektionisme betyder meget for mig i mit arbejde, behøver mit eget hjem ikke at bære præg af det. Selvfølgelig går jeg op i, hvilke møbler vi har, og jeg holder af at indrette, men det betyder slet ikke ligeså meget som tidligere. I dag er det langt vigtigere for mig, at mit hjem er rart at være i, i stedet for at det bare er smart og designer-lækkert. Når jeg en sjælden gang har kunder herhjemme, skal de også kunne mærke, at det er et sted, der bliver brugt, og hvor der bliver levet, fastslår hun.

Da hun bosatte sig fast i Los Angeles, fik hun shippet en container over lastet med hendes vigtigste ejendele.

- Jeg havde en masse bøger, fotografier, småmøbler og nips, der betød meget for mig at få med, og så min Corona-stol og en gammel model af Arne Jacobsens Myre-stol, som har fulgt mig i mange år.

Hovedlinjerne i hjemmets indretning er sket i tæt fællesskab med hendes mand, men de små detaljer er de ikke altid helt enige om.

- Hvis det bare stod til mig, havde vi mange flere skæve indslag. Desværre er min mand meget konservativ og synes, at mit nips er noget værre hippie-noget, men jeg har det sidste ord, for det er sjældent, han gør noget ved dét, jeg trods alt får sneget ind, fortæller Agnete Ørnsholt smilende.

Hun sætter nu alligevel pris på husbondens hang til minimalisme.

- Jeg er en rigtig samler, men hvis jeg har for meget, roder det hurtigt omkring mig, og så kan jeg ikke slappe af. Derfor har jeg lavet et princip om, at jeg ikke må købe noget, uden at der også ryger noget ud.

Men sandsynligvis får Agnete Ørnsholt snart lidt mere plads at sprede sig på. Hun og hendes mand planlægger nemlig at bygge en ekstra etage på hovedhuset for at få mere plads og samtidig udnytte, at de fra en førstesal vil få udsigt over selve Los Angeles til den ene side og bjergene til den anden.

Derudover drømmer hun om et gæstehus længere nede af bjergskrænten.

- Vores grund er i virkeligheden kæmpestor, og det er helt fjollet, at den ikke er udnyttet bedre. Det ville være så fedt at have et sted at indlogere familie og venner, når de er på besøg, siger Agnete Ørnsholt, der ikke kunne forestille sig at flytte fra det stille kvarter på bjergtoppen.

- Udover stilheden er der en helt særlig afslappet atmosfære heroppe med masser af børnefamilier og et helt suverænt naboskab, fortæller Agnete Ørnsholt, som dog også har en del Hollywoodstjerner som naboer.

- Det er den eneste ulempe ved kvarteret. Vi har turistbusser kørende uden for døren fire gange om dagen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.