Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Vil ejendomsmæglerne overleve robotterne?

Moderne teknologi kan efterhånden overtage flere af ejendomsmæglerens traditionelle opgaver - men den kan aldrig erstatte mennesket bag mægleren, mener adm. direktør i Nybolig Lene Qvist.

Lene Qvist er adm. direktør for Nybolig.
Lene Qvist er adm. direktør for Nybolig.

Som mæglere taler vi meget om at få sat den rigtige pris. Og det er da også et afgørende parameter, når du skal sælge din bolig. Derfor skulle man også tro, at der var fare for, at robotter på sigt kan overtage mæglerens rolle med at regne den rette pris ud, da vi må erkende, at teknologiens evne til at bearbejde data overgår den menneskelige hjerne.

Men det er her, vi går galt i byen, fordi det at sætte ’den rigtige pris’ ikke alene baseres på matematik, men lige så meget på mæglerens fornemmelse af boligmarkedet lokalt. Dertil kommer sælgers forventninger til salgsperioden, udbudsprisen og meget andet. Men uanset de mange indledende dialoger så kan den rigtige pris ikke regnes ud i et Excel-ark. Det kræver en helhedsvurdering af så mange faktorer, at der må en erfaren person til.

Markedet afgør salgsprisen

Uanset beregninger og stærk mæglerfaglig kompetence kan vi ikke ændre på, at den rigtige pris nu engang er den, som boligen bliver solgt til, for i sidste ende er det markedet, der afgør salgsprisen. Så hvad er ejendomsmæglerens væsentligste kompetence? Jeg vil gerne berolige dem, der tumler med frygten for, at robotter og it-systemer overtager vores job, når fremtiden indhenter os med nye algoritmer, der kan sætte den rigtige pris. At sætte den rigtige pris, lave en refusionsopgørelse og forfatte en beskrivelse af boligen kan groft sagt beskrives som hygiejnefaktorer i en bolighandel. Sagt med andre ord må der være et minimum for, hvad man som sælger kan forvente, at en god og kompetent mægler kan præstere.

Men det, som en robot aldrig kan erstatte, er mennesket bag mægleren, som sikrer et godt salgsforløb, der bedst muligt indfrier sælgers ønsker og forventninger. For vi sælger ikke blot en bunke mursten; vi sælger i mange tilfælde et katalog af livsminder. Og det er en proces, som kræver, at nogen sætter sig grundigt ind i boligejernes historie og forstår, hvem der sælger, og ikke mindst hvad de sælger.

Mød teknologien med åbne arme

Man kan med rette indvende, at vi i branchen i mange år har fokuseret meget på hygiejnefaktorerne, når vi har markedsført os. Mægleren med de korteste liggetider, de mindste prisafslag eller flest solgte boliger. Det er fint nok, men det er ikke det, der i sidste ende differentierer en dygtig ejendomsmægler fra en robot eller en alternativ rådgiver på boligmarkedet.

Vi skal naturligvis møde den teknologiske udvikling med åbne arme, for der er uden tvivl gevinster at hente. Det gælder for eksempel distribution af information om boliger. I dag finder langt de fleste deres bolig på nettet, og når det meste foregår digitalt, frigøres tid til den personlige kontakt.

Og en bolig er nu engang fysisk, ligesom de mennesker, der køber, sælger og bor i den. Så hører du til dem, som lader sig skræmme af de profeter, der forudser en fremtid, hvor ejendomsmæglerens rolle er reduceret til en parentes, så tag det roligt. Det kommer ikke til at ske. Vi lader robotterne om rutinerne, og så tager vi os selv af det væsentlige, nemlig den personlige rådgivning.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.