Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Spis, drik og strik i Oslos hippe kvarter

Grünerløkka har taget den klassiske tur fra nedslidt arbejderkvarter til byens kreative hjørne med gadekunst, norsk design og madmarkeder med udsigt til den fine flod Akerselva.

Grünerløkka er gået fra nedslidt kvarter til byens kreative - her et eksempel den gadekunst, som har fundet vej til murene.
Grünerløkka er gået fra nedslidt kvarter til byens kreative - her et eksempel den gadekunst, som har fundet vej til murene.

Oslo rykker for tiden. Byen arbejder på at blive bilfri, spændende arkitektur skyder op ved havnefronten, og i disse måneder tager TV-serien SKAM, som foregår i den norske hovedstad, danskerne med storm.

Et af de kvarterer, der er værd at besøge, er Grünerløkka, der er gået fra at være nedslidt til at være stedet, hvor gastronomi møder gadekunst. Her seks steder med henholdsvis mad, drikke, musik og nordisk design.

Retro og god mokka

Parkteatret fungerer både som café og koncertsted. Og så er det et »urbant kulturminde«.
Parkteatret fungerer både som café og koncertsted. Og så er det et »urbant kulturminde«.

Parkteatret er egentlig et spillested, men derudover fungerer det som en hyggelig café, ude som inde. Bygningen er opført i 1907 af en af Oslos kendte arkitekter Frithjof Aslesen og hed oprindeligt »Grünerløkkens Kinematograf«. Fra 1913 blev stedet til »Verdenstheater«, mens det siden 1922 – efter en større ombygning – har heddet Parkteatret. Lysreklamen på facaden er dog fra 1950erne, og når man sidder godt plantet i en retrostol med sporvognen få meter væk, kan man et øjeblik føle sig hensat til det årti. Bygningen er for øvrigt karakteriseret som et »urbant kulturminde«. Hver søndag aften optræder norske up and coming bands, hvis man går og drømmer om at spotte en ny Thomas Dybdahl.

Parkteatret, Olaf Ryes Plass 11

parkteatret.no

Bánh mì og juice

Den lille bager »Margot Bakeri« ser indbydende ud – både fra fortovet, hvor to røde vintagestole står klar til tage imod gæster, og indefra, hvor croissanter og glutenfrit brød ligger side om side med små, fine kager. Stedet er ejet af en vietnamesisk kvinde, som tilbereder den populære sandwich fra hjemlandet, Bánh mì, til 59 norske kroner, hvilket er en god pris på disse kanter. Den er oplagt at tage med på vejen, hvis man er på farten og hellere vil slentre rundt i kvarteret end at sidde ned.

Markveien 36. Åben kl. 8-18 hver dag undtagen søndag. Ingen hjemmeside

Norsk design

Alt er udtænkt af lokale designere i butikken Papaya Norge, som kun sælger ting fra mærket af samme navn. Den eksotiske frugt er her lig med enkle og rå smykker og lædervarer plus et par tørklæder, hvis nogen skulle fryse om halsen. Butikken er indbydende og skandinavisk i sit udtryk og en fornøjelse i sig selv at besøge.

Markveien 56. papayas.no

Lavloftet gourmet

Markveiens Mat og Vinhus er den ældste vinbar i Oslo.
Markveiens Mat og Vinhus er den ældste vinbar i Oslo.

Markveiens Mat og Vinhus rummer en sjov blanding af moderne kunst og norsk bjælkestil. Den har ligget i Grünerløkka siden 1986, længe før kvarteret gik fra nedslidt til hot spot, og var i en årrække stedet (nok det eneste) i Grünerløkka, man tog til for at spise gourmetmad og drikke god vin. De lavloftede, hyggelige lokaler består af vinbar i den ene del og restaurant i den anden. Sidstnævnte med retter fra fisk til lam (cirka 280 norske kroner for en hovedret) og desserter som pæretærte og karamelliserede blommer.

Torvbakkgt 12 markveien.no

Ikke så norsk strik

Det er ikke klassiske norske mønstre, strikbutikken Pickles bugner af, men derimod moderne opskrifter, der kan købes i pakker med garn i afmålte mængder. En del af garnet er importeret, men de helt store ruller kommer fra norske får. Strik er i det hele taget højeste mode i Oslo, så der er rig mulighed for at finde inspiration, hvis man er ferm med et par pinde.

Markveien 56 C pickles.no

Oslos Torvehaller

Oslo har sine egne torvehaller om end i en mindre målestok end de københavnske. De ligger i et hjørne af kvarteret, som plejede at huse industri, men nu er de gamle haller blevet moderniseret og omdannet til alt fra boliger til et par hoteller, en designskole, teater og madsteder. Alt sammen under navnet »Vulkan«. »Mathallen Oslo« ligger midt i det hele i en bygning fra 1800-tallet og er stedet, hvis man vil smage på lokale råvarer eller spise en hurtig ret. Hele området ligger ved floden Akerselva – især fra Dansehallernes café kan man nyde en stund med kaffe eller bobler i skandinavisk design med fin udsigt.mathallenoslo.no / vulkanoslo.no

Hoteller i Oslo

Det historiske
Grand Hotel er et fint og historisk hotel i centrum. Det åbnede i 1874 og huser hvert år banketten i forbindelse med, at Nobels Fredspris bliver uddelt. Derfor går det under navnet »Nobel-hotellet«. Det er også her, prisvinderne bor – i den særlige Nobel suite. Stedet har spa og fint træningscenter. Priser fra ca. 900 norske kroner for en overnatning. grand.no

Det nye
Designhotellet The Thief åbnede i 2013 og ligger i det nye havnekvarter Tjuvholmen cirka ti minutters gang fra centrum. Flere af værelserne har udsigt over vandet, og morgenmaden er gennemført. Hotellet har træningscenter, spa med svømmebassin og dampbad – spa er dog ikke inkluderet i værelsesprisen. Det koster fra ca. 2.400 norske kroner at overnatte. thethief.com

Det bæredygtige
Scandics hotel »Vulkan« ligger op ad Grünerløkka og er et godt bud, hvis man vil bo pænt til en god pris og i et spændende kvarter. En række norske designere har dekoreret de forskellige værelser, og hele hotellet er i front, hvad angår grønne løsninger. God morgenmadsbuffet og adgang til fitnesscenter. Priser fra ca. 700 norske kroner. scandic-vulkan.hotels-in-oslo.com

Berlingske var inviteret af Visit Norway

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.