Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Designerportræt

Sofie Børsting: »Det perfekte design findes i naturen«

Det gjorde helt ondt på Sofie Børsting, da hun solgte en original illustration, hun var særligt tilfreds med. For hun går helhjertet op i sine projekter, og der er ikke noget med at gøre tingene halvt.

Sofie Børsting kan arbejde på sine illustrationer i alt mellem et par dage og et par år, før hun er tilfreds. I øjeblikket befinder hun sig i en botanisk periode, og det kan både ses på hendes malerier, der sælges som plakater, og illustrationerne påeksempelvis New Flora vase.
Sofie Børsting kan arbejde på sine illustrationer i alt mellem et par dage og et par år, før hun er tilfreds. I øjeblikket befinder hun sig i en botanisk periode, og det kan både ses på hendes malerier, der sælges som plakater, og illustrationerne påeksempelvis New Flora vase.

I en lille ensrettet gade i det allerinderste København har Sofie Børsting sit studie. Tager man trappen ned i kælderen, hvor hun holder til, finder man stakke af færdige og halvfærdige malerier, vaser og store farverige plakater på væggen.

Sofie Børstings malede motiver kan ligge her i en uge eller i år, før de har nået den form, hun er tilfreds med. Hun maler, fotokopierer, maler ovenpå og klipper ting ud, indtil hun når det, der skal være det endelige resultat. Hun ved det, når hun ser det.

»Det kan tage lang tid, men det er måske også nogle gange derfor, det bliver godt. Fordi man ikke giver sig,« siger Sofie Børsting.

Hendes billede af en lyserød flamingo var to år undervejs, fordi særligt øjnene bare ikke blev rigtige. Og så var der ikke andet at gøre end at lægge det væk i en bunke og finde det frem igen fra tid til anden, indtil de drilske øjne blev, som hun ville have dem.

SOFIE BØRSTING indrømmer gerne, at hun er stædig, og hun kan ikke bare producere på kommando. Det sætter nemlig en stopper for hendes kreative proces.

»Det er en stor nydelse for mig at arbejde langsomt. Det giver kvalitet, sjæl og liv, når tingene får lov til langsomt at dukke op,« siger Sofie Børsting.

Hun har en proces, hvor hun arbejder i temaer. I øjeblikket betyder det, at hun befinder sig i en botanisk periode.

»Det perfekte design findes i naturen. En valmuefrøkapsel eller en tidselblomst,« uddyber Sofie Børsting.

»Naturen har altid inspireret mig. Mit univers er meget drømmende, lidt som at gå i en have – en drømmende have med stemninger og farver,« siger hun.

Hun fortæller også, at hendes værker i øjeblikket er blevet mere mørke, fordi hun er fascineret af det mystiske og tusmørket. Hun er inspireret af kunstnere som amerikanske Tara Donovon, som laver installationskunst, og den tyske fotograf Karl Blossfeldt, kendt for sine fotografier af planter, der er taget helt tæt på.

Hun har fundet ro i sit fag og i at overgive sig til, at det, hun skal, er at arbejde med sine hænder. Så længe det foregår på hendes egne præmisser, og kunsten ikke bliver en bestillingsvare.

»Jeg laver egentlig bare det, jeg gerne vil – og så bliver det solgt som plakater,« siger Sofie Børsting om sin enkle tilgang til design og fortsætter, »Det bunder i noget, jeg gerne vil udforske og udfordre.« Hun beskriver sin proces som en fascination af linjen og af uforudsigelighed – hun følger en linje og ser, hvor den ender.

Hun går op i sin kunst med liv og sjæl og derfor kan det også være lidt smertefuldt, når hendes originale illustrationer skal have et nyt hjem. Men for en kunstner, hvis værker bliver købt, kan det næppe klassificeres som et rigtig stort problem.

KREATIVITETEN RAMMER ikke bare ved arbejdsbordet, og Sofie Børsting befinder sig ofte andre steder end i sit studie nær Kongens Have og Botanisk Have. Hun nyder friheden ved at kunne arbejde der, hvor hun
bliver mest inspireret, og det er tit naturen, der kalder.

På Louisiana er hun ved at blive et kendt ansigt blandt de ansatte, for det er heller ikke sjældent, hun sidder blandt de besøgende og tegner streger på sit papir. Det, der kan kede hende allermest, er hverdagen. Hvis dagene tager hinanden på forudsigelig vis, gælder det om at komme ud og se noget nyt.

Hun har tidligere tegnet illustrationer til malebøger med dyr fra zoologisk have, og har siddet og studeret dyr i timevis. Sideløbende med sine botaniske illustrationer arbejder hun også på et projekt, hvor hun illustrerer en børnebog.

»Jeg har også selv prøvet at skrive historier til børnebøger, men de fik aldrig rigtig nogen god slutning,« fortæller Sofie Børsting smilende, så det lader hun forfatter Jens Kløft om i deres fælles kommende
børnebog.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.