Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Piller i fyret er penge i pungen

Der er gode penge at spare ved at skifte til et pillefyr. Faktisk kan man barbere halvdelen af varmeregningen ved at skifte et olie- eller naturgasfyr ud med et træpillefyr. Men det kræver stadig lidt mere arbejde.

Synes du, at pillefyr lugter lidt for meget af hønsestrik og fodformede kollektiver – ja, så er du nok ikke helt opdateret. Pillefyr er ved at blive moderne.

»Der er klart kommet flere pillefyr i de senere år. Og det er alle slags mennesker, der anskaffer sig dem. Både folk i parcelhuse og på landet,« fortæller oldermand i Skorstensfejerlaughet Keld Lützhøft Jensen.

Og hvorfor så det?

Forklaringen er meget enkel.

»Det er økonomisk interessant. I meget runde tal kan man sige, at mange kan halvere deres udgifter til opvarmning ved at skifte til et pillefyr. Og ’indpakningen’ af fyret er blevet flottere, så det ikke længere ligner noget, Storm P kunne have konstrueret, men snarere et gasfyr som man uden problemer kan have stående i et bryggers,« fortæller han.

I et pillefyr fyrer man med træpiller i stedet for olie, gas eller brænde. Træpillerne er lavet af sammenpressede træspåner og savsmuld. Pillefyret afgiver varme til husets varmtvandsbeholder og opvarmer dermed huset og det varme brugsvand - fuldstændig ligesom et almindeligt olie- eller naturgasfyr. Selv store enfamiliehuse kan opvarmes med et pillefyr.

»Generelt er der er sket en stor teknologisk udvikling. Mange modeller er mere eller mindre selvrensende og fuldautomatiske, så man ikke skal røre fyret i dagevis,« fortæller Keld Lützhøft Jensen.

Læs også: Pillefyr

Der sælges ikke så mange pillefyr i de store byer, fordi der mange steder er en kommunal tilslutningspligt til for eksempel naturgas eller fjernvarme. Her er der til gengæld mange, der udskifter brændeovne med træpilleovne.

Men selv om mange pillefyr er automatiserede og selvrensende, kræver det stadig en lidt større indsats at holde et pillefyr kørende i sammenligning med et gas- eller oliefyr.

»Der skal indkøbes piller, der skal fyldes piller på anlægget, og man skal tømme askeskuffen jævnligt. Og så man skal også lige tænke på, hvor man skal gøre af det ton piller, man får leveret ved vejkanten – og hvem, der skal slæbe dem ind,« siger Morten K. Mathiasen, der er bygningsingeniør og ansvarlig fagekspert i Bolius.

Han minder om, at man også lige skal have overvejet, hvem der skal fylde piller på fyret, hvis man rejser væk på en god lang ferie i løbet af vinteren.

Men hvor pillefyret er mere tidskrævende end for eksempel et gasfyr, er der omvendt langt mindre arbejde i en pilleovn end i en brændeovn.

»Hvis man har en brændeovn, fordi man vil spare mange penge på varmeregningen, kræver det også, at man har adgang til billigt brænde og i en vis udstrækning selv hugger, flækker og stabler brændet. Her slipper man lettere om ved det med en pilleovn, hvor man stort set bare skal hælde pillerne på,« fortæller Keld Lützhøft Jensen.

Pilleovnen har også den fordel, at den giver en mere jævn temperatur i huset end en almindelig brændeovn til brænde. Med mindre man er meget opmærksom, kan den let svinge mellem at være meget varm og næsten kold.

»Man kan også opsætte en træpilleovn med fjernbetjening i sit sommerhus, så man via telefonen kan ringe op og starte den, så der er dejligt varmt, når man selv ankommer. Og ligesom i en almindelig brændeovn kan man også få træpilleovne, hvor man kan nyde synet af åben ild,« fortæller han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.