Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Made in Africa«

Afrikansk design er andet end farverige tekstiler og håndskårne dyr. Det er også hippe møbler lavet af alt fra fiskesnøre til gamle olietønder. MS har været i Cape Town for at møde nogle af de designere, som for tiden dukker op på messer og gallerier i byer som New York, Miami og London.

De skrappe farver er et typisk afrikansk kendetegn, men møblerne er også tænkt til det internationale marked, hvor flere er ved at få øjnene op for kontinentets designere.
De skrappe farver er et typisk afrikansk kendetegn, men møblerne er også tænkt til det internationale marked, hvor flere er ved at få øjnene op for kontinentets designere.

Et loungemøbel i kraftig lilla lokker trætte besøgende til at læne sig tilbage og tage en tiltrængt pause. Det er lavet af gammel fiskesnøre og står side om side med en stol, der ligner en lille skulptur. Stolens fødder er som taget ud af savannen og forestiller dem, der sidder på en babygiraf, mens det store spisebord ved første øjekast kunne være udtænkt af en dansk designer med hang til kombinationen mellem det rå og det lyse. Mindre sandsynligt er det dog, at en dansk designer havde fået den idé at fremstille et spisebord af gamle olietønder.

Møblerne er alle designet i afrikanske lande syd for Sahara og er netop nu samlet på designmessen GUILD International Design Fair ved havnefronten i Cape Town. Her mødes kreative hjerner fra hele verden for at vise deres seneste kreationer, og selv om byer som London, Amsterdam, Paris, New York og sågar København også har fundet vej til Afrikas eneste messe for highend design, er det afrikanske kontinent stærkt repræsenteret.

For både i USA og Europa er design-entusiaster begyndt at vende blikket mod Afrika – et del af verden, mange udelukkende forbinder med naturkatastrofer, social uro og sygdomme som HIV, malaria og ebola, mens afrikansk design mest er kendt som farvestrålende tekstiler og kunsthåndværk.

Et alt for entydigt image, mener grundlæggeren af den store designmesse, Trevyn McGowan. Siden 2003 har hun og hendes partner, Julian McGowan, arbejdet med at markedsføre sydafrikansk design, men de seneste år er andre lande syd for Sahara kommet i søgelyset.

»Vi vil vise, at afrikansk design kan være både autentisk og rumme kommercielle muligheder. Samtidig er det vores mission at nuancere det entydige billede af »det fattige Afrika«,« siger Trevyn McGowan, som også er kurator for »Design Network Africa« – et netværk, der samler designere på tværs af afrikanske lande.

Som kurator rejser hun og hendes partner rundt på kontinentet for at finde de største talenter, som de også tror kan være med til at skabe vækst i deres hjemlande, hvis de får international opmærksomhed.

»Vi leder efter nogle af landenes ikoniske designere. De skal have noget star quality, og deres produkter skal kunne ramme et bredt publikum,« siger Trevyn McGowan. Hun har indtil videre banet vejen for, at de udvalgte designere har fået plads på messer i Miami, London og Cape Town og samtidig sikret, at deres produkter kan købes i udlandet.

Affald og gamle olietønder

Fælles for mange af møblerne på messen er, at de er fremstillet af materialer, andre ville betragte som spildprodukter eller endda affald. »Up-cycling« kaldes det med et moderne udtryk. Ord som genbrug og bæredygtighed bliver dog ikke brugt som led i en PR-strategi, men er en forudsætning for mange af designerne.

For eksempel Babacar Niang fra Senegal, som bruger gammelt kohorn og overskudstræ til sine møbler.
»Senegal har ikke mange skovområder, så træ er en mangelvare. Derfor bruger jeg alt og smider aldrig noget ud,« fortæller Babacar Niang, som oprindeligt er skulptør, men som de seneste 12 år har bygget et værksted op, hvor han designer møbler – både til lokalt salg og til verdensmarkedet.

Hans skulpturelle møbler har gjort så stort indtryk på udlandet, at de er vandret direkte ind på messer som London Design Week, ligesom de netop nu optræder på galleriet R & Company i newyorkerbydelen Tribeca.

En anden af de tilrejsende, Hamed Ouattara fra Burkina Faso, bruger som regel gammelt metal i sin produktion. »Især olietønder og gamle biler,« konstaterer den unge designer og tager plads på bænken ved siden af sit rustikke bord.

»Design handler om at give ting et nyt liv – som en naturlig cyklus. Det er vigtigt for mig at vise, at nok har vi ikke den samme teknologi til rådighed som eksempelvis Europa, men den mere traditionelle teknologi indeholder sine egne processer. For eksempel genbrug. Det er helt essentielt i meget afrikansk design og i alt, hvad jeg laver,« tilføjer Hamed Ouattara, der er en flittig bruger af de sociale medier til at få sit budskab ud.

»Jeg bruger især Instagram og Facebook – de sociale medier er vigtige for os som designere. Men der er også sket en ændring i tidsånden. De seneste ti år er der kommet langt mere fokus på, at Afrika også er eksponent for interessant design. Jeg tror, at vi i løbet af de næste fem år kommer til at se en verdensindustri,« siger han.

Men det er langtfra kun det internationale marked, designerne stiler efter at få greb om. Også i de afrikanske lande, hvor middelklassen i disse år vokser sig stærkere, håber designerne på at kunne afsætte flere af deres møbler.

»Man kan sige, at de gedigne afrikanske designprodukter optimalt set skal afløse billige, importerede møbler,« siger Trevyn McGowan.

Hjem til Afrika

Flere af de afrikanske designerne på messen har opholdt sig i udlandet i perioder. Cheick Diallo fra Mali boede en årrække i Paris, men er rykket tilbage til sit hjemland, hvor han har bygget sit værksted op med ni ansatte, der blandt andet eksporterer til lande som Tyskland og England.

Han har taget plads i sin loungestol af genbrugt fiskesnøre, som sidste år var med til at få ham nomineret til »Elle Deco International Design Award«. Nok er han blevet spottet af interiørblade i Europa, men det betyder ikke, at han toner sit afrikanske ophav ned i et forsøg på at ramme en europæisk designtradition. Tværtimod.

Nedenfor »Dibi Chair« af Cheick Diallo, som sidste år var nomineret til »Årets designer« af Elle Deco. Foto: Karl Rogers/DNA
Nedenfor »Dibi Chair« af Cheick Diallo, som sidste år var nomineret til »Årets designer« af Elle Deco. Foto: Karl Rogers/DNA

»Jeg er ikke interesseret i at gentænke noget, som allerede eksisterer. For mig handler det om at tage udgangspunkt i traditionelle afrikanske farver og former, men det betyder ikke, at man ikke kan tænke kosmopolitisk eller moderne,« siger Cheick Diallo, som er uddannet arkitekt, men har arbejdet med design de seneste 20 år.

Også smykkedesigner Adele Dejak, der gemmer sig bag et par store solbriller, valgte for nogle år siden at rykke sin produktion fra Paris til Kenya til trods for de store udfordringer, det giver hende i hverdagen.

»Elektriciteten kommer og går, og der er meget sygdom blandt mine ansatte. Flere af deres børn har malaria, som kan slå dem ud ind imellem. Derfor kræver det tålmodighed,« siger Adele Dejak, som dog ikke er i tvivl om, at Afrika skal være udgangspunkt for det, hun laver i dag.

»Det starter altid i Afrika, når jeg designer, og alle mine smykker har elementer fra den her verdensdel. Det kan være en lille fertilitetsdukke fra masaierne, som jeg får med i en produktion, eller et særligt mønster. Jeg er nok også lidt overtroisk. Der skal være gode vibrationer omkring et produkt. Men mit udgangspunkt er, at mine smykker skal kunne passe ind i New York, London, Tokyo eller andre steder på jorden.«

Adele Dejak har desuden designet for store brands som Fendi og Ferragamo og har ikke færre end 44.000 følgere på Facebook, ligesom hendes webshop sikrer, at hendes smykker og tasker når ud til større dele af verden – i dag sælger hun 40 procent af sine produktioner til udlandet.

Ikke et nyt Kina

Men hvilken fremtid har afrikansk design på det globale marked? Den danske designer og iværksætter Jens Martin Skibsted udgiver senere i år et magasin om design i Afrika – til det afrikanske marked. På spørgsmålet svarer han:

»Jeg ved ikke, om man ligefrem kan tale om en ny bevægelse inden for afrikansk møbeldesign. Men spørger du mig, om lande i den 3. verden – herunder Afrika – kan udvide deres værdikæde ved at producere nogle fede produkter, så er svaret ja, absolut. Se bare på et land som Nigeria, der ud over at have en vigtig modeuge og kunstmesse er verdens tredjestørste filmproducent. Det er kreative fag, der kan minde om møbeldesign,« siger Jens Martin Skibsted, som mener, at synet på Afrika har været, og stadig er, både unuanceret og pessimistisk.

»Der er masser af problemer og udfordringer, men der er også alt det andet. De absurde vækstrater er desuden forsvundet ud af Asien, og derfor vender mange blikket mod Afrika, der i dag har de højeste vækstrater.«

Han tror dog, at udviklingen vil få en anden karakter end i Asien.

»Afrika har et andet udgangspunkt. For eksempel er der allerede i dag flere fede designere i Afrika, end der er i Asien, og afrikanerne har vist sig at være mindst ligeså dygtige til at eksportere kultur som asiaterne. Til gengæld er man på produktionssiden langt efter Asien, hvilket også er en del af det at eksportere design,« siger Jens Martin Skibsted.

Mange af møblerne på messen er netop del af mindre kollektioner. Det vil formodentlig ændre sig på sigt, fortæller Trevyn McGowan, som dog ikke ønsker, at »Made in Africa« nogensinde skal give de samme associationer som »Made in China«.

»Afrika har et stærkt designtalent, men ikke infrastrukturen til masseproduktion. Men målet er heller ikke at skabe et nyt Asien. Det handler om at sikre gode arbejdsforhold og nye arbejdspladser – og samtidig skabe en ny afrikansk identitet med stærke brands fra de forskellige lande. Jeg tror, at det er Afrikas tur nu.«

Efter redaktionens afslutning erfarede Berlingske, at Babacar Niang fra Senegal gik bort 25. marts. Hans møbler kan frem til 30. april ses på udstillingen »Grains of Paradise: Contemporary African Design« på R & Company i New York.

Babacar Niang fra Senegal opnåede stor international succes, blandt andet med denne stol, hvis fødder er inspireret af en babygiraf. MS mødte ham i Cape Town i sidste måned.Foto: Richard Keppel-Smith/GUILD
Babacar Niang fra Senegal opnåede stor international succes, blandt andet med denne stol, hvis fødder er inspireret af en babygiraf. MS mødte ham i Cape Town i sidste måned.Foto: Richard Keppel-Smith/GUILD

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.