Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Boligreportage

Lysekspertens intelligente villa

Lyseksperten Emil Jakobsen har indrettet sig med masser af smarte og selvopfundne løsninger , så han får udnyttet hver en kvadratmeter i sit hus i Gentofte, samtidig med at det fremstår stilrent, ryddeligt og lyst.

Emil Jakobsen skiftede stort set al indmaden i huset ud, da han renoverede det på grund af råd og svamp i tagkonstruktionen. På gulvet ligger brede planker af douglasgran fra Trækompagniet
Emil Jakobsen skiftede stort set al indmaden i huset ud, da han renoverede det på grund af råd og svamp i tagkonstruktionen. På gulvet ligger brede planker af douglasgran fra Trækompagniet

Det ligner et lille palæ, som det ligger der og skuer ud over græsplænen med søjler og fremspring, hvidkalkede facader og røde vingetegl på taget. Huset blev opført i 1919 og er sidenhen blevet præmieret af Gentofte Kommune for god arkitektur.

Se hele boligreportagen:

Det har dog været noget af et mareridt at nå hertil, fortæller ejeren Emil Jakobsen, som købte huset i 2011. Udvendigt var huset fint nok og er da også i det store hele bevaret. Problemet var, at det ene tog det andet, da Emil Jakobsen først kom i gang med den indvendige istandsættelse.

»Først var det bare en enkelt væg, der skulle flyttes, men ret hurtigt var der slet ingenting tilbage af det oprindelige,« fortæller han.

Projektet tog for alvor en drejning, da håndværkerne fandt både råd og svamp i en tagkonstruktion.

»Pludselig krævede det en helt anden indsats. Jeg skulle slås med forsikringsselskaber, jeg skulle sætte mig ind i bygningsreglementer og tagkonstruktioner, så jeg var glad for, at det ikke var første gang, jeg skulle igang med et større renoveringsprojekt,« fortæller han med et træt smil på læberne.

»Jeg valgte at se på udfordringerne som muligheder. For eksempel gjorde det, at jeg fandt råd og svamp i en ret stor del af tagkonstruktionen, at jeg kunne løfte en del af taget, etablere ovenlys og få et helt andet rum ud af køkkenet,« forklarer han.

Som ejer af rådgivningsvirksomheden Lys Aps og webbutikken Lamps.dk har han et helt særligt forhold til at indrette sig med lys og smarte løsninger og har på den måde skabt et ’intelligent’ hus. For eksempel har han installeret et tastatur ved siden af hoveddøren, hvor man kan indtaste en kode, så døren kan låses op uden en almindelig nøgle.

Al belysning og varme i huset kan styres ved hjælp af iPhones og iPads, og der er meget belysning at styre. Alene på badeværelset er der indbygget ikke færre end 20 lyskilder. Flest i loftet, hvor Emil Jakobsen har blandet store og små spots, men lyset kommer også fra skabe, fra bag spejlet og sågar ud igennem spejlet.

Et eksempel mere demonstrerer Emil Jakobsen i stuen, hvor den smukke brændestak ved hjælp af et enkelt tryk på en knap kører frem og afslører, at den kun består af endestykker, og at det brænde, der skal bruges, ligger stablet på hylder bagved.

Det er endnu en af de mange løsninger i huset, som han selv har fundet på.

»I det her hus havde jeg lyst til at lege med alle de muligheder, der findes i dag. Også for at finde alle de fejl og mangler, der stadig er, hver gang der bliver opfundet en ny løsning på noget.

På den måde er jeg også bedre rustet til at give mine kunder en kompetent vejledning i, hvad der er værd at investere i, og hvad der bare ender med at være ligegyldige ubrugelige gimmicks. For eksempel synes jeg, at elektriske gardiner er fuldstændig latterlige, men jeg er helt oppe at køre over min fantastiske brændestak,« siger Emil Jakobsen.

Hele boligen bærer præg af, at alt er gennemtænkt fra ende til anden. Emil Jakobsen har selv designet og fået skræddersyet alt til huset. Og hver en kvadratmeter er udnyttet med blandt andet smarte skabsfunktioner, hvor lågerne kan skydes ind i skabet, og dermed kan skabene også fremstå som åbne arbejdspladser.

»Når køkkenet ikke er i brug, er det stramt, enkelt og helt rent, og når man så går igang med at arbejde i det, åbner man lågerne, og så er der fri tilgang til alle køkkenmaskinerne, og hvad man nu ellers skal bruge,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.