Kendt glasdesigner klar med møbler: »Mange siger, at det ikke er særlig dansk«

Efter at have slået sit navn fast som ophavsmand til glas-serier som Grand Cru, springer Erik Bagger nu ud som møbeldesigner. Sammen med sin hustru, Caroline Bagger, har han netop sendt otte nye linjer på markedet.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hans glasdesign fra Rosendahl har fundet vej til tusindvis af danske hjem. Også i Operaen på Holmen bliver der serveret øl i glas af Erik Bagger. Han har proptrækkere og adskillige accessories på sit CV – de seneste 20 år har Baggers produkter omsat for omkring seks milliarder kroner i Skandinavien.

Til gengæld er det de færreste, som har siddet i en stol eller ved et bord med hans signatur. Men det er der mulighed for nu, hvor han sammen med sin hustru, Caroline Bagger, er gået i luften med firmaet »Erik Bagger Furniture«, der netop har præsenteret sine første møbellinjer på Stockholm Furniture Fair.

Tanken er ikke ny

Nogle vil måske spørge sig selv, hvorfor den 68-årige guldsmed og designer netop nu vælger at skifte glasproduktionen ud med stole og borde for en tid. Men det er der flere gode grunde til, fortæller Erik Bagger.

»Møblet har luret i baggrunden hele tiden, faktisk siden jeg var barn. Jeg havde sløjd på fritidshjemmet og i skolen. Der spurgte jeg, om jeg måtte lave mine egne ting, og det måtte jeg godt, for eksempel hylder til væggen. Jeg har også lavet møbler i et stykke tid, men kun i skitseform,« siger Erik Bagger, der gennem årene har designet enkelte møbler, og som har haft adskillige skitser liggende i skuffen.

Erik Bagger er begyndt at designe møbler efter at have designet glas i mange år. Her med sin hustru Caroline Bagger i deres showroom i Tuborg Havn.
Erik Bagger er begyndt at designe møbler efter at have designet glas i mange år. Her med sin hustru Caroline Bagger i deres showroom i Tuborg Havn.

Makkerskab med møbler

Der skulle dog et helt særligt møde til, før tankerne blev sporet hen på møbelproduktion. Caroline, som kom til Danmark fra Brasilien i 2013, der gjorde udfaldet. Hun er uddannet arkitekt, interiørdesigner og har en bachelorgrad i ergonomi. En dag modtog han en henvendelse fra hende.

»I forbindelse med sin uddannelse ville hun gerne ind i Bagger Design for at have det på CV’et. Som regel siger jeg nej til den slags, men jeg tænkte »Brasilien, samba, fodbold, Pelé, okay.« Og så er en lang historie kort.«

Det blev starten på et tæt makkerskab, både privat og professionelt – i 2014 blev de gift.

»Pludselig havde jeg en masse skitser, og så kom Caroline fra Brasilien. Jeg gav hende skitserne, vi fik lavet dem om til 3D, og inden længe tog det al min tid. Efter et år havde det hele taget form, og jeg besluttede, at vi skulle designe møbler. Det har åbenbart ligget for mig i lang tid,« siger Erik Bagger.

Man skal sidde ordentligt

Stolene er for størstedelens vedkommende er tegnet af Erik Bagger, mens Caroline Bagger har designet grundformene til bordene. Men de er alligevel inde over hinandens produkter – blandt andet fordi, Caroline Bagger med sin uddannelse i ergonomi kan være med til at løse det problem, som Erik Bagger mener mange ser bort fra, når de designer en stol: hvordan man sidder i den.

Curves Chair og Jazz Table
Curves Chair og Jazz Table

»Mange møbler er enten ergonomisk korrekte eller har et design, der pynter godt i hjemmet. Men det er sjældent, at man finder begge dele i det samme møbel, og dét ville jeg gerne udfordre. Der findes jo årelange studier i, hvordan man skal sidde, og med de rygge, jeg hører om, så synes jeg, at det allervigtigste er, at vi sidder ordentligt. Her bruger Caroline, hvad hun har lært inden for ergonomi, og siger for eksempel: »Vinklen skal lige rykkes lidt, der skal være en lille bue her, du skal støtte lidt mere i ryggen,« siger Erik Bagger.

Linjerne bærer navne som »Jazz«, »New York«, »City« og »Copenhagen«. Selv om vores egen hovedstad er repræsenteret, er Erik og Caroline Bagger ikke gået efter et særligt dansk udtryk.

»Jeg har tænkt ud fra, hvad jeg følte på det tidspunkt. Jeg er dansker, og jeg ved ikke, om du kan kalde alle mine glas nordiske, jeg har ikke sat mig selv i bås. Men det, vi ofte hører, er, at det ikke er særlig dansk. På Stockholmmessen sagde mange, at designet minder om noget, man finder syd for grænsen. Tysk, schweizisk – det er mere internationalt, hører vi. Hvis jeg havde besluttet, at det skulle være særligt dansk, havde jeg nok puttet lys ask på. Men nu har jeg også Caroline inde over. Hun bringer det brasilianske og sydeuropæiske med. Jeg synes, der kommer lidt varme ind.«

Design til middelklassen

Erik Baggers design for Rosendahl kom på markedet i slutningen af 1980erne og var med relativt lave priser med til at bringe dansk design ind i mange hjem.

»Middelklassen var ikke vant til at købe design. Det har kun været fra midten og opad. Men pludselig kom vi ind i slutningen af 80erne og lavede design som vin- og vandglas, bestik og tallerkener til nogle fornuftige priser, så kassedamen også kunne være med. Det var egentlig også min intention med møbler, men jeg kunne ikke gøre det samme om igen,« konstaterer Erik Bagger, der er blevet opmærksom på, at møbelproduktion er både dyr og tidskrævende. Og fuld af følelser.

Bowtie Table kombinerer det skulpturelle med glas.
Bowtie Table kombinerer det skulpturelle med glas.

»Glas er ikke en stor investering, hvorimod en stol og sofa er til diskussion mellem mand og kone. Der er meget større følelser på spil. Det er ens visitkort, når folk kommer ind ad døren.«

Møblerne er dog på ingen måde et farvel til hans tidligere designtankegang. Parret har købt et designstudie i Portugal, hvor de kommer til at opholde sig en del af tiden. Og sammen med den nye bolig har de lagt en plan for en ny produktion af accessories.

»Vi har aftalt, hvad der skal ske inden for de næste par år – blandt andet inden for accessories, som jeg jo også lavede før. Du kan ikke bare have et hus dernede og så sige: »nu tager jeg ned og designer« og så have en fed livsstil. Vi må have en plan, og der skal arbejdes hårdt minimum seks timer dagen. Det bliver nu ikke noget problem. Caroline arbejder gerne fra 9 morgen til 24. Hun er meget flittig.«

Lige nu kan han dog tage en lille pause på en dag eller to og læne sig tilbage i en af de nye stole – uden at få ondt i ryggen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.