Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hjemme hos indretningsekspert Cristina Vising: »Jeg har lige så meget IKEA som dyre designermøbler«

Når man lever af at indrette for andre, hvordan indretter man sig så selv? Kom med indenfor hos Cristina Vising, der har indrettet sit eget hjem med en balance mellem klassiske designermøbler og skæve indslag.

Cristina Vising er indretningskonsulent og har i sit eget hjem indrettet sig med et harmonisk miks af designermøbler og skæve indslag som provokerende og iøjnefaldende kunst.
Cristina Vising er indretningskonsulent og har i sit eget hjem indrettet sig med et harmonisk miks af designermøbler og skæve indslag som provokerende og iøjnefaldende kunst.

At tænke visuelt er ikke nyt for Cristina Vising. Hun har en fortid som grafisk designer, men efter mere end 25 år i reklamebranchen sagde hun sit job som bureauchef op.

»Jeg havde siddet for enden af bordet som bureauchef, og jeg savnede det kreative. Så jeg sagde op uden nogen egentlig plan, og der svævede jeg så i frit fald og skulle finde ud af, hvad jeg skulle lave,« fortæller Cristina Vising, som begyndte at lave puder af indisk stof, neonkunst og messingkuber. Og så fandt hun ud af, at hun ville sælge tingene og åbnede sidste år en pop-up shop, hvor hun på 12 dage fik stablet en 600 kvm butik på benene.

Hånden på kogepladen

»Det var crazy og sjovt, og det er kendetegnende for mig. Det må godt gå stærkt, jeg kan lide at have hånden på kogepladen. Når jeg bliver begejstret, kan jeg ikke styre mig,« fortæller Cristina Vising.

Sideløbende med sine kreative projekter fik hun flere og flere efterspørgsler på indretningshjælp. Hun har indrettet hele sit liv. Sine hjem, kontorer og for venner, og hun har altid haft det særlige blik for, hvordan en indretning skal skrues sammen.

Før i tiden jokede Cristina Visings veninder med, at hendes børn ville blive farveblinde, fordi de boede så hvidt og stringent, men meget har ændret sig med tiden. Bl.a. med de to store fotos af Kenneth Willardt, og de røde farver der har spredt sig til sofapuderne, som er Visings eget design fra TA-DAA.
Før i tiden jokede Cristina Visings veninder med, at hendes børn ville blive farveblinde, fordi de boede så hvidt og stringent, men meget har ændret sig med tiden. Bl.a. med de to store fotos af Kenneth Willardt, og de røde farver der har spredt sig til sofapuderne, som er Visings eget design fra TA-DAA.

»Jeg har været kreativ hele mit liv. Mine forældre er også kreative, min far er tidligere tøjdesigner og designede messestande, og jeg har været med, siden jeg lå i babyliften. Jeg har også altid blandet mig, og jeg indretter nærmest i søvne, hvis jeg har været i et hjem eller har fået en ny opgave. Jeg kan lynhurtigt indrette et rum, et hjem eller et kontor oppe i hovedet med alt fra vægfarver og fliser til møbler og vægdekorationer. Jeg kan ikke lade være. Helt ubevidst tænker jeg, når jeg er hjemme hos folk, »det kunne være fedt med det og det skab lige der«,« siger Cristina Vising, der med egne ord får »scrolle-arme« af at scrolle rundt på iPad’en og se på møbler, tilbehør, design og kunst og ikke mindst få nye ideer og inspiration.

»Min hobby er blevet mit arbejde. Mine veninder har tidligere spurgt mig, hvorfor jeg ikke arbejdede med indretning, fordi jeg har hjulpet nogle af dem med indretning af deres hjem. Jeg er meget konkret, når jeg har en idé, og hos mine veninder er det fint bare at sige det, mens jeg hos fremmede skal være lidt mere tilbageholdende. Men jeg kan bare hurtigt gennemskue, hvordan et rum skal indrettes, og hvilke ting der vil passe ind.«

Og i Cristina Visings verden behøver det ikke være gennemført med designermøbler og dyre lamper.

»Jeg har selv lige så meget Ikea som dyre designermøbler, og det arbejder jeg også med i mine indretningsopgaver. Kunsten er at få det billige til at se lækkert ud og vælge de dyre ting, der løfter alt det andet. Det er jo ikke alle, der har råd til at købe designermøbler og dyr kunst,« sifer hun.

Dyrt og billigt

»Min indretning er bygget op på samme måde som mit klædeskab, det er en blanding af dyrt og billigt. Jeg kan være lige ved at få hofteskred, når jeg kører dankortet igennem for et par dyre sko, men så mikser jeg med Zara og H&M. Jeg synes, det bliver kedeligt, hvis man bare køber det dyre og sikre. God stil er personlig stil, der viser, hvem du er, og fortæller din historie.«

Cristina Vising indretter for både private og erhverv, og lige nu arbejder hun på to store indretningsprojekter i erhvervslivet.

Men hun laver lige så gerne små opgaver i private hjem, og det behøver ikke at koste en formue at få hendes ekspertblik og ikke mindst råd til, hvordan du bedst indretter dit hjem. Mange hyrer hende en enkelt time (det koster 1.250 kr.) til at komme og give sine ideer, som de så selv udfører.

Det gælder ikke mindst folk, der skal sælge deres bolig og vil optimere chancerne for et hurtigt salg.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.