Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Henning Koppel

Med sine anvendelige sølvskulpturer, især fiskefadene, kanderne og pilleæskerne placerede han sig blandt de ypperste korpusskabere i verden i det 20. århundrede.

Henning Koppel med sit andet markante fiskefad, kaldet »Ålefadet« fra 1956.
Henning Koppel med sit andet markante fiskefad, kaldet »Ålefadet« fra 1956.

»Alt skal efter min mening først og fremmest være smukt. Jeg er dødtræt af alt det funktionalisme-sludder. Hvis de har lyst til at spise torsk, kan de sikkert finde et andet sted at lægge den.«

Formgiveren Henning Koppels kommentar til de mange, alt for prosaiske danskere, der syntes, at hans fiskefad var en noget upraktisk størrelse.

Det kunne han ærlig talt ikke tage sig af. »At gøre en ting praktisk og funktionalistisk er ikke så svært. Men at gøre det smukt, så folk siger: Av for fanden, hvor er det smukt! – det er dér, problemet ligger.«

Henning Koppel var elev hos billedhuggeren Einar Utzon-Frank et par sæsoner, og han gik til sølvet som en billedhugger. Hans korpusarbejder i form af bl.a. fade og kander, er fri kunst.

Hovedværket er uden tvivl fiskefadet. »Intet uvedkommende får lov til at forstyrre den perfekte form. Såvel bund som det smukt hvælvede låg afsluttes uden egentlig kant, blot med en lille fortykkelse af sølvet,« skriver Lise Funder i »Dansk sølv det 20. århundrede«.

Georg Jensens Sølvsmedje har fra begyndelsen haft tradition for store fade. Henning Koppel ville gerne yde sit bidrag. Efter ca. 14 år som fastansat slæbte han en dag i 1953 en 65 centimeter lang lermodel op på kontoret til direktør Anders Hostrup-Pedersen. Fadet havde en form og en styrke, man aldrig har set magen til, og det blev besluttet at transformere det til sølv. Men det viste sig næsten umuligt at fremstille for selv den mest trænede sølvsmed.

Man var tæt på at opgive, især da lågets bue ikke ville makke ret. Den var rigtig, men alligevel forkert. Lykkeligvis kom underværkfører Aage Madsen forbi, og han kunne med sit skarpe øje se, hvad det var kunstneren havde villet udtrykke. Hvor meget kunstneren er afhængig af dygtige håndværkere kommer sjældent op til overfladen, men det står klart i Niels-Jørgen Kaisers bog »Henning Koppels verden«:

»Han tager låget af fadet, og med et par præcise slag flader han buen ud. Pludselig har låget og hele fadet fået karakter.«

Henning Koppel var yngste søn af Elise og Valdemar Koppel, der i 45 år var journalist og redaktør på dagbladet Politiken. Den unge Henning forlod Aurehøj Gymnasium med realeksamen efter et år og besluttede sig for at blive kunstner.

Under besættelsen lykkedes det ham og den øvrige familie at komme til Sverige. Her demonstrerede han et stort handelstalent, idet han stillede sig op og malede akvareller af Stockholms slagterforretninger, hvorefter han gik ind og byttede dem for et godt stykke oksekød.

I Stockholm mødte han også Anders Hostrup-Pedersen, direktør for Georg Jensen og blev uforpligtende opfordret til at forsøge sig med smykker. I 1946 mødtes de igen, i sølvsmedjen i Ragnagade, og her sagde Henning Koppel ja til et samarbejde på betingelse af, at han fik frie hænder. Han brød sig ikke om Georg Jensens pyntede skønvirkestil, og man kan vel også uden overdrivelse sig, at han anlagde en ny stil.

Hans første korpusarbejde var en meget skulpturel lysestage. Den ligner en stor gren med mindre grene, der vikler sig ind mellem hinanden for at finde fodfæste. Den er fra 1946 og blev efterfulgt af et et armbånd, sammensat af elementer, der alle er forskellige. Det er tegnet i 1947.

Kande »Nummer 978« med kælenavnet »Negerpigen« udstilles første gang i 1948, og den er en demonstration af sølvsmedens kraftpræstation. Kunstneren ville have den både skulpturel rund, tyndhalset og næbespids, og det var faktisk umuligt at bøje metallet i den form, men det lykkedes.

»Midt på bordet stiller han en dag sin nye kande. Den er fyldt med kold hvidvin og dugger i det nyeslåede sølv. Sig så ikke, at Henning Koppels korpus ikke er brugsvenligt,« skriver Niels Jørgen Kaiser i »Henning Koppels verden«. Her var kanden, som straks fik tilnavnet »Den gravide and«.

Den blev synonym med hans formsprog, og i Koppels senere arbejder for Louis Poulsen, petroleumslampen »Petronella«, og det hvide kaffe- og teservice for Bing og Grøndahl, »Form 24«, genkender man det koppelske bueslag.

Billedhuggeren Henning Koppel blev verdensberømt på grund af sine fiskefade og kander, og blandt kendere af sølvsmedjen placeres han som nummer tre i kongerækken efter Georg Jensen og Johan Rohde.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.