Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Boligreportage

Fra skovriderbolig til drømmehus

Jeanne og Jan Bindslev havde jævnligt beundret den smukke skovriderbolig på ture i skoven ved Humlebæk. Da Naturstyrelsen stod for at sælge, sørgede de for at byde så højt, at det unikke hus blev deres.

Alt bindingsværk på det gamle hus er i sin tid hugget til i hånden med økse. Huset er hvidkalket med tjæret bindingsværk og tegltag.
Alt bindingsværk på det gamle hus er i sin tid hugget til i hånden med økse. Huset er hvidkalket med tjæret bindingsværk og tegltag.

En tjenestebolig til Krogerup Gods og senere bolig for skovens ansatte har i fire år været hjem for Jeanne og Jan Bindslev. Til forskel fra jævnaldrende venner, som downsizer deres bolig og måske endda flytter i lejlighed i byen, har parret gjort det stik modsatte. Det skete, da de for fire år siden slog til, da drømmeboligen blev sat til salg af Naturstyrelsen. Kort efter kunne de sætte deres 20 år gamle parcelhus i den anden ende af Humlebæk til salg.

På en afsides skovvej i udkanten af Humlebæk bor de med høje træer til begge sider af den store have, som de tilbringer en stor del af deres fritid i: »Modsat andre på vores alder har vi valgt en rummelig bolig længere ude på landet, men kun fem minutter fra vores arbejdsplads i Espergærde. Den kan vi køre, cykle eller løbe til uden at skulle sidde fast i en sydgående motorvejskø i myldretiden,« siger Jeanne Bindslev, som er tandplejer i samme klinik, hvor hendes mand, Jan, er tandlæge.

Huset med gavmildt anvendt bindingsværk og mange af fortidens fine håndværksdetaljer blev efter befrielsen og frem til for få år siden brugt som tjenestebolig for skovens ansatte. I de første mange år var huset opdelt i én lejlighed oppe og én nede for til sidst at blive sammenlagt til én stor bolig for den daværende skovrider. Trods en gennemgribende renovering af boligen blev skovriderens stilling dog hurtigt nedlagt og huset sat til salg som så mange andre statslige tjenesteboliger. Det endte som en gevinst for de nye ejere, som både fik glæde af nyt, næsten ubrugt køkken, nye badeværelser, nye Dinesen-plankegulve i flere af rummene og en ny trappe i hallen til første sal. Trappen erstattede et mere ydmygt trappeforløb fra den tid, hvor huset var delt op i to lejligheder. Også køkkenets stærke lavendelblå vægge og de ditto vinrøde i stuerne valgte parret at bevare, selv om resten af husets værelser er hvide:

I den vinrøde stue står langbordet, som er udført af snedkermester Bruno Hansen af en askestamme fra Herlufsholmskovene. Gåsefjerslampen er fra Vita Copenhagen.
I den vinrøde stue står langbordet, som er udført af snedkermester Bruno Hansen af en askestamme fra Herlufsholmskovene. Gåsefjerslampen er fra Vita Copenhagen.

»At vi ikke har malet flere rum i stærke farver, skyldes ønsket om at skabe ro omkring os. Så kan vi sætte stærke farver og spraglede puder og tæpper til det neutrale. Men i grunden kan vi bedst lide de douce farver,« fortæller parret, som har lagt et stort arbejde i at slibe, kitte, linoliebade og male de mange hundrede små vinduer og forsatsvinduer.

Blandede møbler

Dertil kommer husets facader, som parret kalkede hvide, mens husets bindingsværk blev tjæret sort. Da huset er klassificeret som bevaringsværdigt i klasse A1, kan der ikke ændres på husets eksteriør. Til trods for at parret føler tilfredsstillelse ved selv at udføre håndværket, har de hentet professionel hjælp udefra til visse opgaver. For eksempel ved anlæg af en forsænket terrasse med store fliser af walisisk skifer i græsplænen foran husets overdækkede loggia. Et tidligere kontor for skovvæsenet bag køkkenet er ændret til en kombination af bryggers og påklædningsværelse. Her har Jan Bindslev fået en VVS-ven til at montere vandrør til et lofthøjt garderobestativ, hvor vintertøjet hænger om sommeren og sommertøjet om vinteren.

»Vi bor med møbler samlet gennem årene og enkelte nye købt til huset her. Samt en hel del arvestykker fra begge sider. Men det er jo heldigt, da vi havde mange kvadratmeter at møblere. Og så kan vi godt lide gammel stil og afsyrede møbler, som falder godt ind i det præcis 100 år gamle hus,« synes Jeanne og Jan Bindslev.

Dyre designermøbler har derimod aldrig været på tapetet hos familien Bindslev. Parret kan lide pæne ting, som passer til huset, men designerens navn er ikke så afgørende.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.