Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Eksperternes tips til den perfekte te-oplevelse

Hvor varmt skal vandet være? Løs te eller tepose? Og hvor længe skal den trække? Fagfolk fra A.C. Perchs Tehandel og Tante T giver svarene.

Af Sandra Samuelsen, Houzz.dk

Efteråret er over os, og så frister sofaen, et varmt tæppe og en hyggelig kop te mere end nogensinde før. Men te er ikke bare en drik, vi skal hælde i os for at holde kroppen varm. Kæl lidt for detaljerne, og det bliver ren nydelse og forkælelse. Teeksperterne Stine Hincheldey Alwen, indehaver af A.C. Perchs Tehandel, og Henriette Irminger Sonne, direktør for tebutikken Tante T, guider her til den gennemført gode teoplevelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Skab rolige rammer
Hvor kaffe ofte symboliserer arbejde og fart over feltet, er der gerne mere ro over te-drikkeriet. Det er i hvert fald den fornemmelse, som A.C. Perchs Tehandel prøver at skabe i deres tesalon, hvor de derfor bevidst ikke tilbyder internet. Og Stine Hincheldey Alwen anbefaler da også, at man skaber lignende rolige rammer i hjemmet. “Glem alt om de ubesvarede mails. Læg telefon og Ipad væk, lyt til dejlig musik og vær til stede i samtalen, hvis du drikker te i selskab med en god ven,” siger hun.

(Artiklen fortsætter under billederne)

LÆS OGSÅ: INDRET EN OASE TIL YOGA DERHJEMME

Bryggetid
Tebrygning indbefatter altid den søde ventetid, hvor man står og tripper ved køkkenbordet, mens vandet trækker smag af tebladene. Vi vil jo nødigt have, at teen bliver for tynd eller for stærk. Men Stine Hincheldey Alwen fra Perchs Tehandel kan ikke give et generelt bud på bryggetiden, for det afhænger fuldstændig af typen af te. Her er det bedst at spørge i te-forretningen eller læse på pakken. Henriette Irminger Sonne fra Tante T forklarer imidlertid, at der på urtete og såkaldt rooibos-te ikke er nogen maks-tid, da de to typer te ikke bliver bitre. Det gør mange andre tesorter imidlertid, og derfor er hendes overordnede anbefaling, at man hellere lader teen trække lidt for kort tid, end lidt for længe, da bitter te er trist.

Mørkere te til den mørke årstid
De mørkere tider har indflydelse på typen af te, vi får lyst til at brygge og drikke. Stine Hincheldey Alwen, indehaver af A.C. Perchs Tehandel, anbefaler nu de mere kraftige te-typer. “Årstiden kalder på de mørke, gerne sorte teer. Vi anbefaler Assam teer med mælk, Chai-blandinger eller vores egen Queens blend, som er en gammel husblanding, lavet på Ceylon og med smag af bergamotte og gunpowder,” forklarer hun.

LÆS OGSÅ: SKAB RO I INDRETNINGEN MED STILEDE STILLEBEN

(Artiklen fortsætter under billederne)

Løs te eller poser?
Da vi danskere først og fremmest er et kaffedrikkende folk, er mange af os i tvivl om, hvilken type te, vi skal gå efter, når vi for alvor vil prøve kræfter med den traditionsrige drik. Hos A.C. Perchs Tehandel anbefaler man altid at bruge løs te, som får lov at flyde frit i kanden. Men i forretningen her er man godt klar over, at de fleste af os er for travle til at lave te i to kander, og derfor kan teposervære et helt fint alternativ. Så er de pyramideformede poser imidlertid bedre end de klassiske tebreve, da pyramiderne giver mulighed for en bedre gennemstrømning af vand, og netop det er vigtigt for at få te af høj kvalitet.

Præsentation er vigtig
Glem alt om store, rustikke krus. Teeksperterne anbefaler, at du serverer teen i en stilfuld, tynd kop. Gerne hvid, så teens farve for alvor kommer til sin ret. Og så er det vigtigt at servere den flot – helst på en bakke med en skål til teposen eller sien og en lille kande med mælk. Tænd også gerne lys og sæt god musik på, lyder anbefalingen fra Stine Hincheldey Alwen. Henriette Irminger Sonne fra Tante T er enig, men skal teen serveres på et flot kagebord, foreslår hun at bruge en klassisk kop med underkop.

Mælk eller ej?
De fleste har en klar holdning til, om de ønsker mælk i teen eller ej. Men i modsætning til spørgsmålet om mælk i kaffe, så kommer spørgsmålet om mælk i teen faktisk også an på typen af te. Er det en mørk te med garvesyre, så er den god med mælk, forklarer eksperten fra A.C. Perchs Tehandel. Hvide og grønne teer derimod egner sig ikke til et skvæt mælk. Desuden anbefaler Stine Hincheldey Alwan en smule sukker til Darjeeling te, da det kan fjerne skarpheden og gøre smagen mere rund. Ønsker man at bruge sukker i teen, så foreslår teeksperten fra Tante T, at man bruger rørsukker, der som udgangspunkt er af bedre kvalitet og dermed smager af mere.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Den klassiske teoplevelse
Når vi tænker på den elegante teoplevelse, er det svært ikke at danne sig billeder af den britiske og meget fornemme tradition med Afternoon Tea, som fornemme hoteller verden over gerne tager sig godt betalt for at servere. Men du kan nemt skabe en lignende fornem te-oplevelse i hjemmet for en brøkdel af prisen. Uden strittende lillefingre og under mere afslappende forhold naturligvis.

Lidt sødt ved siden
Når det er tid til en kop te og en god snak, så er det også hyggeligt med lidt til sødt ganen. Her anbefaler teeksperten fra A.C. Perchs Tehandel en god gammeldags scone. Uden chokolade eller frugt. “Den enkle smag og sprødheden går perfekt til en god kop te,” forklarer Stine Hincheldey Alwan. Skal man drikke te til en rigtig flødeskumskage, så foreslår Henriette Irminger Sonne fra Tante T en mørk te, som giver god kontrast til det søde.

LÆS OGSÅ: TJEKLISTE – EFTERÅRETS 7 ABSOLUTTE MUSTHAVES

(Artiklen fortsætter under billederne)

De vigtige dråber
Udover teblade er vand den eneste ingrediens i en god kop te. Og derfor er netop vandet også af stor betydning. Der skal frisk vand på kedlen, og brygger du en kop sort te, så er 100 grader perfekt. Men skal du lave en kop hvid eller grøn te, så skal vandet køle lidt af, inden du hælder det over bladene, for her er 80 grader nemlig optimalt.

Men hvor er kaffen?
For nogle danskere er te en sekundær drik, der bliver tilberedt, når det er koldt udenfor eller kroppen har fået nok koffein. Men måske kan disse råd fra eksperterne hos A.C. Perchs Tehandel og Tante T inspirere til at gøre te-oplevelsen til et elegant pusterum i hverdagen.

Artiklen er bragt i samarbejde med Houzz.dk

LÆS OGSÅ: HVORDAN BESKRIVER MAN EGENTLIG HYGGE?

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.