Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bordet til topledere og spioner

På kunstauktionerne sælges de gamle til skyhøje priser, men nu har kineserne i samarbejde med arkitekten Bodil Kjær genskabt det raffinerede funktionalistiske arbejdsbord fra slutningen af 1950erne.

Arkitekt Bodil Kjær betragter ikke sig selv som møbelarkitekt, men som en arkitekt, der har tegnet møbler.
Arkitekt Bodil Kjær betragter ikke sig selv som møbelarkitekt, men som en arkitekt, der har tegnet møbler.

Bodil Kjær havde næsten glemt sine gamle kontormøbler, da de pludselig bragede igennem på kunstauktionerne og fik hammerslag på 60.000, 80.000, 100.000 og 110.000 kr.

»Første gang, jeg blev gjort opmærksom på, at mine skriveborde var populære, var i 2000 på Bruun Rasmussens auktion i Vejle, hvor et skrivebord i wengé blev solgt for 38.000 kr.,« fortæller arkitekt Bodil Kjær.

For blot et par måneder siden gik et lignende bord for 110.000 kr. eksklusiv salær.

Det funktionalistiske skrivebord, som består af en kassetteformet overdel af træ med indfældede skuffer og et understel af stål, tegnede Bodil Kjær i 1959, mens hun boede i Boston og arbejdede med indretning af nye kontormiljøer.

»Som arkitekt og designer er jeg ofte rendt ind i det problem, at jeg ikke kunne finde møbler, der udtrykte de samme idéer, som de bygninger, de skulle bruges i, eller de mennesker, som skulle bruge dem. I 1950erne var kontormøbler tunge og stereotype, men de unge amerikanske ledere, jeg mødte i de år, var fleksible mennesker med åbne sind, og jeg tænkte, at de ville føle sig bedre tilpas i fleksible omgivelser. Derfor tegnede jeg en serie forskellige kontorelementer, så hver mand kunne kombinere, som det passede ham eller hende bedst.«

Foruden arbejdsbordet med den store glatte flade og de fire private skuffer, tegnede Bodil Kjær forskellige opbevaringselementer med indstillelige hylder og skuffer, der kan trilles ind under bordet eller f.eks. stilles langs en væg.

»Jeg er ikke møbeldesigner, jeg er arkitekt, og jeg har tegnet møbler som del af arkitekturen,« siger Bodil Kjær. »Jeg så, der var et problem med at få stole og borde til at indgå i harmoni med god, nutidig arkitektur, derfor har jeg tilstræbt neutrale former, hvor det rektangulære er fremtrædende, og hvor helhedsindtrykket er let. Samtidig er de skabt i så store dimensioner, at de mere indgår som del af huset end som kontrasterende objekter. Det giver rolige rum og en harmonisk baggrund til malerier, skulpturer – og mennesker. De store dimensioner gør også, at selv den største mand er mentalt i proportion med sine omgivelser.«

Store mænd både af statur og renommé syntes, at kontorelementerne passede til dem. Allerede under udviklingen fik Bodil Kjær bestillinger fra Polaroid Corporation, og især bordet fik megen omtale, bl.a. i New York Times og The Sunday Times. Siden blev det berømt som »medvirkende« i nogle af de første James Bond film, »From Russia with Love« og »You only Live Twice«, og det har også været med i studiet under BBC’s valgudsendelser.

I 1960erne blev bordet og opbevaringsmøblerne produceret hos E. Pedersen & Søn i Rødovre såvel som i Boston, men omkring 1976 var det slut, »for fabrikken brændte, fabrikanten gik konkurs, og en anden solgte ud,« forklarer Bodil Kjær. Hvor mange eksemplarer af skrivebordet, der er blevet fremstillet, ved hun ikke.

25-30 år efter er hun, som hun siger, blevet »administrator af min fortid«, for da dukkede bordene pludselig op igen og blev solgt til skyhøje priser. »Og så måtte jeg jo til at forklare og sætte møblerne ind i deres rette sammenhæng,« siger hun. Hun er overbevist om, at det er udlændinge, som køber hendes borde. »De er ikke særlig danske i udtrykket, og jeg tror, de bliver købt af mennesker, som interesserer sig for samtidskunst, og som betragter mine møbler mere som skulpturer end som brugsgenstande.«

Interessen for Bodil Kjærs møbler viser sig nu også i form af en ny produktion af den snart 50 år gamle model. Møbelentreprenøren Søren Matz, der i en årrække har arbejdet i Østen, kontaktede for et par år siden Bodil Kjær og forelagde hende sine planer om at få skrivebordet og skuffemodulerne – ja faktisk alle hendes møbler – fremstillet af dygtige snedkere i Kina.

»Idéen var bl.a. at vise, at kineserne kan lave virkelig kvalitet og ikke kun det made in-china-bras, vi forbinder kinesisk kunsthåndværk med,« forklarer Bodil Kjær, og hun sagde ja til samarbejdet. De første møbler præsenteres af Roxy Klassik i starten af februar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.