Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bo som dem fra Titanic – altså de overlevende

Det siges, at det spøger på hotellet The Jane, men vores udsendte oplevede kun middelmådig spirituel aktivitet – og et cool hotel i New York.

The Jane i New York var stedet, man indkvarterede de overlevende fra Titanic.
The Jane i New York var stedet, man indkvarterede de overlevende fra Titanic.

»Stay for one night – or a lifetime« står der på dørmåtten i hvid og bordeaux, når man træder ind, og der er da også en del, der har boet her i lange perioder, dengang hotellet var et sømandshjem. Det er ligefrem, som om nogle søfolk stadig bor her, efter at deres »lifetime« er udløbet.

Nætterne kan normalt være svære, når man skal dele dobbeltseng med en person, man ikke kender så godt, men det forstyrrede tilsyneladende ikke min ledsager, som sov utrolig godt på trods af sin egen snorken. Desuden føles det ikke akavet at være to lidt fremmede i samme seng, når der er så mange andre sjæle til stede i rummet ...

The Jane
The Jane

The Jane blev bygget i 1908 og var i starten et sømandshjem. Derfor var det måske naturligt, at det var her, en del af de overlevende fra RMS Titanic blev indlogeret, da deres redningsskib, Carpathia, lagde til ved dok 54 i New York 19. april 1912. Nogle af de 706 overlevende blev indlogeret privat, men størstedelen af personalet boede i denne bygning, tæt på Hudson-floden, under den amerikanske undersøgelse af, hvad der var årsagen til Titanics forlis.

Som en Wes Anderson-film

Hvis man nogensinde har drømt om at bo som i en Wes Anderson-film, så er dette stedet. Personalet har bellboy-hatte og matchende bordeaux uniformer, receptionen er i mørkt træ med fine udskæringer, og på væggene hænger udstoppede påfugle. Man skal ikke bo her, hvis man er til fancy boutique-hoteller med det nyeste nye; man skal indlogere sig, hvis man ikke har noget imod en svag duft af mølkugler og elsker at blafre i historiens vingesus og høre historier om de overlevende, der sad på The Jane i dagene efter Titanics forlis og håbede og håbede på, at deres elskede var blevet reddet af mirakler og kom ind ad døren lige om lidt.

Hotellet kan minde om noget fra en Wes Anderson-film ... Hvis hans film ellers også lugter lidt af mølkugler.
Hotellet kan minde om noget fra en Wes Anderson-film ... Hvis hans film ellers også lugter lidt af mølkugler.

Måske er det de sørgende, der spøger. Hvis man ellers tror på den slags. Det gør vi egentlig ikke, min ledsager og jeg, men da vi på et tidspunkt skal ned med elevatoren, står hun mærkeligt og venter, fordi hun kan mærke, at der er nogle stykker til, som skal ind … Og jeg ser pludselig en form for sløret ting, der træder ind, og så taler vi ikke mere om det. Der går dog rygter om, at elevatoren nogle gange kører af sig selv ...

Titanic sank i 1912, og det har de fleste af os set på film. Men går man ind på f.eks. Encoclypedia Titanica, kan man læse de sande facts om dem, der overlevede, hvor de kom fra, og hvor meget deres billet havde kostet. Det er også her, man kan se, at 61 procent af passagererne på 1. klasse overlevede, mens redningsraten for dem nede på underdækkene på 3. klasse kun var på 24 procent. I 1944 blev sømandshjemmet overtaget af YMCA, og var i 80erne og 90erne en del af New Yorks vilde boheme-scene, indtil det blev solgt som regulært hotel og blev restaureret i 2008.

Gangene er trange, gulvtæpperne er så tykke, at man synker ned, når man går, og værelserne er sjove. Nogle er indrettet som kahytter med køjesenge, og andre, som vores, har en stor, fed dobbeltseng med hovedgærde i kobber. Væggene er beklædt med stof med mønster af påfuglefjer, og det skulle fungere som lyddæmper ... Under mildere omstændigheder.

Cool klub i underetagen

The Jane ligger to minutters gang fra The High Line, så man er sikret en hurtig adgang til en af byens få grønne promenader. Her kan man løbe sig en morgentur med udsigt til Statue of Liberty og husene i Brooklyn eller forberede sig på dagens udflugt ud i New Yorks gader ved at spise morgenmad i det hyggelige Chelsea Market lidt derfra.

Hvis man har lyst til at gå ud, uden at have langt til sin seng, kan man gå på klubben inde ved siden af lobbyen, som viser sig at være et af de meget cool steder i New York. Man kan ikke se det på stedet, hvor nærmest intet er ændret siden dengang, de overlevende fra Titanic gik fra borde. Eneste tegn på, at vi er nået til et andet århundrede, er dj’en ved sin pult og et par moderne malerier hængt op uden ramme. Ellers er her lysekroner, udstoppede dyr, små mærkelige sofaer i velour og læder, og det kunne faktisk godt ligne noget, man har set i filmen »Titanic«. Lige om lidt kommer Leonardo ind ... Hvis han kommer foran i køen af flere hundrede new yorkere, som skal drikke cocktails en lørdag aften.

The Jane
The Jane

Selv om man tror på spøgelser og den slags, så behøver man faktisk ikke at være bange: Min ledsager sov tilsyneladende fint, efter lyden at dømme, og det samme gjorde jeg. Måske er det betryggende at ligge i ske med alle de heldige, der overlevede ...

thejane.com

 

Se billedserie om Titanics forlis herunder:

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.