Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Nordligt

Vinterens hjerte banker mod en usikker fremtid

I sin egen optik har Thule altid været midt i verden. Nu står området også midt i verdens klimadiskussioner – som et af de steder, der tydeligst mærker effekterne af den globale opvarmning.

Både samfundet og isen smelter i Thule.
Både samfundet og isen smelter i Thule.

Sejler du op ad Grønlands vestkyst, forbi Diskoøen, når du på et tidspunkt Melvillebugten. Her er isen tyk næsten hele året. Men hvis du kunne fortsætte videre nordpå, helt derop, hvor polarstjernen er direkte over dit hoved, ville du nå en form for arktisk oase, et sted, hvor vandet kan flyde frit på trods af kulden.

Her, på en 600 kilometer lang kyststrækning, har der i årtusinder været et lille samfund. Thule. Verdens nordligste beboede område. Eller med polarforskeren Knud Rasmussens ord: »Vinterens hjerte«.

Antropologiprofessor Kirsten Hastrup har besøgt den iskolde oase jævnligt gennem fem år. Hun har sovet på isen, mærket vandet bevæge sig nedenunder, været med på hundeslædeture, der pludselig udviklede sig til hårrejsende kampe mod isens sprækker, set solen gå ned for først at vende tilbage flere måneder senere.

De historier er med i hendes nye bog, »Thule - på tidens rand«, men først og fremmest er bogen en analyse af Thules historie og kultur, baseret på nærlæsninger af de mange forskellige tekster om stedet.

Kirsten Hastrup citerer villigt. Polarforskerne var generelt ikke bange for at spille på de store sprogstrenge, og de pa­tosfyldte besyngninger af Thule matches godt af Hastrups mere jordnære valg af ord. Selv om hun også godt kan lade sig rive med.

»Selve byen er ikke smuk i æstetisk forstand, men beliggenheden, livet der udfolder sig, selve det at eksistere HER er smukt. Gør indtryk. Ultima Thule. Thule i hjertet. På randen af verden. Alle metaforer passer. Thule er til!, « gengiver hun fra sin egen dagbog.

Medrivende historie

Der er da heller ikke noget at sige til, at Hastrup med mellemrum lader sig rive med. Thules historie er medrivende, og Carsten Egevangs billeder, der illustrerer bogen, vidner om områdets skønhed.

»Giv mig vinter og hunde – så må I for mig gerne beholde alt andet for jer selv, – kvinderne med!« skrev Knud Rasmussen fra Thule.

I dag kan du flyve derop. I august måned kan skibe endda smyge sig gennem Melvillebugten og levere varer. Men i årtusinder har den eneste vej til Thule praktisk talt været på fod eller på hundeslæde. De første beboere kom fra vest, gik over isen fra Amerika til Grønland for cirka 4.000 år siden. Siden da har flere forskellige stammer vandret ind på den store ø og ned langs både øst- og vestkyst.

Men siden 1400-tallet, hvor vejret blev koldere, har Thulefolket levet relativt isoleret og kun yderst sjældent haft kontakt med inuitter i Amerika eller det sydligere Grønland. De har tilpasset sig kulden og isen, rytmen i, hvornår der var isbjørne ved Melvillebugten, hvalrosser ved Nordvandet eller søkonger, sæler eller hvaler. Som et grænseløst nomadefolk har de rejst langs kysten, vidende, hvad hvert enkelt område har kunnet tilbyde.

Men i 1800-tallet ændrer alting sig. De hvide er på jagt efter Nordvestpassagen og finder vej gennem Melvillebugten og helt op til Thule. Ikke mindst den amerikanske opdagelsrejsende Robert Peary sætter sig spor. De lokale hjælper ham med hans store drøm: At nå Nordpolen. Til gengæld udstyrer han dem med geværer og »en eller to slags civiliseret mad, som kaffe og kiks - allierede i kampen mod dæmoner, sult og kulde.«

Peary når sit mål – eller i hvert fald tæt nok på til at påstå det – men da han i 1909 kommer tilbage til Thule vajer det danske flag over Thulestationen »Nordstjernen«. Knud Rasmussen er for alvor kommet til Thule.

Handlede i god tro

Selv om Peary bragte våben, kiks og kaffe havde han også blik for civilisationens mulige skadelige effekter for inuitterne. »Gud give, at ingen civilisation må forbande dem,« skrev han.

Men Thulefolket lærte, hvad resten af verden lærte i det 19. og 20. århundrede. Civilisationen var ikke til at stoppe. De cirka 200 lokale Thule-boere fik stadigt oftere besøg. Den opdagelsesrejsende forfatter og journalist Peter Freuchen blev bestyrer af Nordstjernen, og han levede »hedensk« og kæmpede mod missioneringen.

Men han tabte. Trommedansen mistede sin betydning sammen med sangene og store dele af den oprindelige kultur i takt med, at salmerne og geværerne vandt indpas. Op gennem 20erne opnår Knud Rasmussen en form for enevælde, hans ord er lov, men han prøver samtidig at »gribe så lidt ind i stammens indre liv som muligt.« Det ændrer sig fuldstændig efter Anden Verdenskrig.

De fleste danske polarforskere beskrives af Kirsten Hastrup, så man får indtryk af, at de handlede i god tro – omend også med store egoer og en følelse af beretigelse. Ofte bliver deres storladne ord sat i humoristisk kontrast til de lokales tanker om de hvide mænd, der farer frem og tilbage med pen og papir i hånden.

Godhjertetheden ophører, da stormagtspolitikken rykker ind. I 1946 byggerde amerikanerne en lufthavn i Thule. I 1953 blev det en egentlig militærbase. Befolkningen blev flyttet. Få år senere blev de lokale huse brændt ned og erstattet med skilte, der anmodede om, »at arealet lades i fred«. Området omkring basen blev lukket af, og i praksis betød det, at Thule blev skåret over på midten.

Det blev uhyre vanskeligt at komme fra nord til syd. Bevægelsesfriheden, der havde været afgørende for det oprindelig folks overlevelse, blev lammet. Kirsten Hastrup beskriver det som et sammenbrud i Thulesamfundet. I 2003 slog Højesteret fast, at tvangsflytningen var ulovlig.

Isen og samfundet smelter

Sammen med den globale opvarmning har tvangsflytningen været med til at vanskeliggøre livet i Thule, ikke nødvendigvis økonomisk, men mentalt. Den globale opvarmning betyder, at isen ved Thule forandres, at vandet forandres, og at dyrenes rytme forandres.

En af Kirsten Hastrups vigtigste pointer er, hvordan den globale opvarmning ikke bare er et spørgsmål om, at det bliver sværere at fange føden. Den forandrer hele naturen, og fordi befolkningen har levet fuldstændig i naturens rytme, ændrer den hele samfundets rytme, hele menneskets rytme.

To bygder, der før var forbundet af is, og dermed mulighed for hurtig transport med hundeslæde, kan ikke længere nå hinanden. Isen er for ustabil. Oprindeligt har mange bugter, fjelde, næs og øer navne efter dyreliv og sæsonernes mulighed for fangst, og navnene er der stadig, men dyrene er ikke de samme. Eller de kommer på en anden årstid. Sammenhængen er forsvundet. Det er ikke bare isen, der smelter, det er samfundet.

I dag har over en femtedel af de fastboende i Thule-området forsøgt selvmord. Alkohol og rygning er udbredt og sætter sine spor, og samfundet slås med diabetes og hjerte-karsygdomme.

Et fremragende sted at starte

Det tjener til Hastrups ære, at man umuligt kan læse sig gennem hendes bog uden at forstå, at Grønlands – og dermed Thules – historie også er danskernes historie. Sådan har det været i større eller mindre grad siden Erik den Røde og nordboerne, der godt nok ikke nåede Thule, men nåede de lokale, der i den – relativt varme – periode bevægede sig frit helt op til Thule.

I 1700-tallet gav Grønland anledning til refleksioner over selve den menneskelige natur og til spørgsmålet om, hvorvidt alle mennesker er af samme slags og har samme potentialer. »Har alle lige meget sjæl?« skriver Kirsten Hastrup. Det var en diskussion, blandt andre Holberg engagerede sig i, og i flere af sine epistler benytter har grønlænderne som afsæt for sin kritik af missionærerne.

Grønland er en del af vores fælles fascination og udlængsel, vores viden og historie, mange af os har store minder derfra, og vi har som samfund et fælles ansvar.

Kirsten Hastrup præsenterer ikke det nuværende Thule som en undergangshistorie. Der er store problemer, men der er også stort håb, og der er stort potentiale. Folket har levet af sin omstillingsparathed. Den bliver der brug for nu, hvor forholdene ændres.

Danmark kan ikke undgå at spille en rolle i den proces, og hvis den skal blive mere succesfyldt end tidligere, er den gensidige forståelse og respekt afgørende. Der er Kirsten Hastrups bog et fremragende sted at starte.

Titel: Thule på tidens rand. Forfatter: Kirsten Hastrup. Fotograf: Carsten Egevang. Sider: 496. Pris: 499,95. Forlag: Lindhardt og Ringhof.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.