Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Vietnam-krigen er stadig et blødende sår

Godt 58.000 amerikanske soldater døde i Vietnam, og man skændes stadig om, hvorvidt krigen var ærefuld og kunne være vundet. USA-eksperten Niels Bjerre-Poulsen har skrevet en fagligt ambitiøs, vidende og meget traditionel bog om krigen.

Helikoptere henter infanterisoldater ud fra en gummiplantage under en operation i løbet af Vietnamkrigen i 1966. Foto: National Archives/AFP
Helikoptere henter infanterisoldater ud fra en gummiplantage under en operation i løbet af Vietnamkrigen i 1966. Foto: National Archives/AFP

Vietnamkrigen kostede 58.000 amerikanske soldater og sandsynligvis millioner af vietnamesere livet – selv om tabstallene er omdiskuterede. Krigen blev i både USA og Europa heftigt debatteret, og ungdomsoprøret hentede ammunition til sine aktiviteter fra krigens slagmarker.

I Danmark samledes tusindvis af demonstranter allerede i 1960erne mod det amerikanske engagement i krigen, der stadig er et åbent sår i den amerikanske folkesjæl. Man strides stadig om årsagerne til tragedien og om, hvorvidt krigen kunne være vundet. Nu har historikeren og USA-eksperten Niels Bjerre-Poulsen med sin bog »Vietnamkrigen. En international historie 1945-1975« samlet et omfattende materiale om krigen. Der er tale om en bog i stort format på 600 sider med høje faglige ambitioner.

Ved Anden Verdenskrigs slutning begyndte Den Kolde Krig, og vestmagterne ønskede ikke, at Asien skulle blive kommunistisk. Det blev i første omgang Frankrig, der involverede sig militært, og ved en konference i 1954 oprettedes et Sydvietnam, der imidlertid aldrig blev godkendt af Nordvietnam, hvor kommunisterne med Ho Chi Minh i spidsen nægtede at acceptere Vietnams deling.

Da Frankrig besluttede sig for at trække sig ud, blev det USA, der involverede sig, og skiftende amerikanske præsidenter engagerede sig stadig mere i det vietnamesiske »hængedynd« – som Bjerre-Poulsen formulerer det. Efterhånden blev flere og flere militære rådgivere og aktive kampsoldater sat ind, og tabstallene begyndte at stige. Ikke mindst under præsident Lyndon B. Johnson blev det amerikanske engagement større, og man greb til omfattende bombardementer af både Vietnam og omkringliggende lande for at få ram på Nordvietnams Ho Chi Minh-stier, der bragte soldater og forsyninger fra nord til syd.

Foruden Nordvietnam måtte vestmagterne også tage kampen op med FNL/Viet Cong, der fra 1960 repræsenterede Sydvietnams nationalkommunistiske bevægelse, men som var underlagt det kommunistiske regime i Nordvietnam.

Den upopulære krig

Vietnam-krigens voksende tabstal og stadig større upopularitet i USA isolerede efterhånden præsident Johnson i en sådan grad, at det medvirkede til, at han ikke genopstillede som præsident i 1968. I stedet blev Richard M. Nixon valgt på et løfte om at trække sig ud af Vietnam, men der skulle gå år med vanskelige forhandlinger og bombardementer, før han og hans udenrigsminister, Henry Kissinger, i 1972 kunne undertegne en fredsaftale med Nordvietnam, der gjorde det muligt for USA at trække sine tropper tilbage. Krigen fortsatte dog med uformindsket styrke og endte med Nordvietnams sejr i 1975.

Når de amerikanske præsidenter holdt fast i det militære engagement, var det for at forhindre den såkaldte dominoeffekt, hvor man frygtede, at hvis Nordvietnam vandt, så ville hele Asien blive kommunistisk. De mange aspekter af dette opgør skildrer Niels Bjerre-Poulsen fornemt med brug af de mange kilder, der til stadighed kommer om krigen. Den amerikanske side af konflikten bliver omhyggeligt gennemgået, men man kan til tider få en fornemmelse af, at Niels Bjerre-Poulsen lidt for frit har botaniseret i de mange bøger uden at forholde sig kritisk til deres oplysninger, og når værket netop er lagt op som en bog med store faglige ambitioner, undrer man sig.

Et sted lader han således forsvarsminister Robert McNamara, der var præsident Johnsons nære medarbejder og i mange år en overbevist tilhænger af en massiv amerikansk krigsindsats, bryde ud i gråd under et regeringsmøde, da han sent erkender fiaskoen. Kilden er regeringsmedlemmet Clark Clifford, der senere blev Johnson-regeringens skarpe kritiker og ingen anden kilde bakker Cliffords erindring op. Er det mon rigtigt, eller passer det blot lidt for godt i Bjerre-Poulsens kram at lade Robert McNamara græde?

Eller kan det virkelig være rigtigt, at Bjerre-Poulsen uden videre godtager nordvietnamesiske oplysninger fra 1997, altså lang tid efter at Vietnam-krigen var slut, om, at FNL selv havde stået for et afgørende angreb i 1965 på en amerikansk base og slet ikke havde spurgt kommunistregimet i Nordvietnam til råds? Angrebet blev brugt som begrundelse for et amerikansk modangreb på Nordvietnam, fordi amerikanerne mente, at Nordvietnam stod bag. Men Bjerre-Poulsen bruger episoden til at vise, hvor langt fra virkeligheden amerikanerne var uden skyggen af kildekritik over for oplysningen, som stammer fra den amerikanske forfatter John Prados bog »Vietnam« fra 2009.

Vigtigt værk savnes

Mange sider går i det hele taget med Johnson-perioden, men selv om litteraturlisten er lang som et ondt år, så mangler Robert Catos fire binds standardværk om præsident Johnson »The years of Lyndon Johnson« (1982, 1990, 2002 og 2012). Mærkeligt. Skildringen af de amerikanske præsidenter og deres rådgivere virker dog gennemgående pålidelig, og kun enkelte gange falder Niels Bjerre-Poulsen ud af sin rolle og afslører sig som en lidt lyserød universitetsforsker – som når han ikke kan afholde sig fra gentagne gange at kalde præsident Johnsons sikkerhedsrådgiver Walt Rostow »superhøgen«. Ingen andre får den slags værdiladet beskrivelse hæftet på sig.

Nordvietnams Ho Chi Minh var i 1960erne en gammel mand, og han blev presset bort fra beslutningerne af Nordvietnams reelle og kyniske leder, Le Duan. Der var ikke tale om en fælles nordvietnamesisk politik, men om stridende holdninger, hvor Ho og flere med ham ikke var meget for at føre offensiven ned i Sydvietnam. Kilden er den amerikanske historiker T. Nguyen Lien-Hang, der havde unik adgang til nordvietnamesiske kilder og skrev bogen »Hanois War« (2012), og den gengives fint i Bjerre-Poulsens bog, men gennemgående er der tale om en overraskende nænsom beskrivelse af de nordvietnamesiske ledere. Der var tale om kyniske og agressive despoter, men det siges sjældent direkte. Til gengæld får vi at vide, at FNL/Viet Cong behandlede civile rimeligt humant, hvilket står i modsætning til de detaljerede beskrivelser af amerikanske og sydvietnamesiske overgreb på civile. Efter Nordvietnams sejr, skriver Bjerre-Poulsen, at de dystre forudsigelser ikke holdt stik, og at »de nordvietnamesiske soldater og FNL havde strenge ordrer til at behandle alle civile som befriede landsmænd og opførte sig for det meste korrekt«. Der anføres ikke kilde til beskrivelsen, som da også står i modsætning til andre vurderinger.

Bjerre-Poulsen skriver dog, at 300.000 embedsmænd havnede i genopdragelseslejre, og senere blev 400.000 sydvietnamesere sendt i lignende lejre, hvoraf nogle kom »til at tilbringe op til 10 år med hårdt fysisk arbejde og hyppige afstraffelser«. Det må siges at være en nænsom omtale, for ser man på andre pålidelige vurderinger, tales der om, at godt 165.000 sydvietnamesere ud af ca. to millioner, der blev sendt dertil, døde i disse lejre. Desuden blev 50.000-250.000 henrettet. Den håndsky beskrivelse af Nordvietnams kommunistiske regime præger også sproglige detaljer. Et sted skriver Bjerre-Poulsen om offensiven i syd: »Nordvietnams fortsatte evne til at absorbere enorme tab og ikke opgive kampen fik Kissinger til at bemærke, at han simpelthen ikke fattede, hvorfor en fjerderangs-nation ikke havde et bristepunkt.« Beskrivelsen af »evnen til at absorbere enorme tab« dækker over, at Nordvietnams ledere ganske som Mao og Stalin før dem var ligeglade med menneskeliv og gerne ofrede dem i harsarderede offensiver. Hvorfor ikke skrive det?

Ganske anderledes er skildringen af Sydvietnams ledere, der generelt skildres som magtliderlige, useriøse, udemokratiske, korrupte spradebasser. Der er i literaturlisten bøger, der tager de sydvietnamesiske ledere som Ngo Dinh Diem alvorligt, som f.eks John Dumbrell »Rethinking the Vietnam War« (2012), men man kan ikke se det af teksten.

Præsidenternes manglende mod

Der er ikke enighed blandt amerikanske historikere om årsagerne til krigen og nederlaget. Der har været historikere, der peger på, at da Nordvietnam tabte den såkaldte Tet-offensiv i 1968, havde USA en gylden mulighed for at vinde krigen. Ikke mindst har historikeren Mark Moyar vakt opsigt med sin bog »Triumph Forsaken: The Vietnam War 1954-1965« (2013), hvor han slår til lyd for, at krigen var nødvendig for at holde kommunisterne stangen, og at den kunne have været vundet, hvis Johnson og Nixon havde vist meget styrke og vilje til at føre krigen til ende. Men de turde ikke, fordi en voksende uvilje i USA, ikke mindst forårsaget af høje tabstal og øget indrullering, gjorde det stadig mere upopulært at føre krig. Moyars bog er anført i litteraturlisten, men bruges ikke, og hans væsentlige argumenter debatteres ikke af Bjerre-Poulsen. Til sidst i bogen debatterer Bjerre-Poulsen ganske vist »revisionistiske« holdninger, men med udgangspunkt i en gammel bog, nemlig Lewis Sorleys »A Better War« fra 1999, og Sorleys argumenter bliver hurtigt afskrevet.

Denne mangel på at gå reelt ind på revisionisternes argumenter gør skildringen temmelig traditionel med hovedvægten på en sønderlemmende kritik af de amerikanske præsidenter og deres rådgivere. Præsident Ronald Reagan sagde, at Vietnamkrigen havde været ærefuld og nødvendig. Bjerre-Poulsens bog giver os ikke en ordentlig refleksion over påstanden, men afskriver blot krigens apologeter ved at skrive, at Vietnams fald jo ikke resulterede i et kommunistisk Asien. Det er en bagklog måde at argumentere på, for under Den Kolde Krig var der ingen vished for, at kommunisterne ikke kunne have vundet hele Asien.

Med Niels Bjerre-Poulsen kæmpebog om Vietnamkrigen har danske læsere fået en omfattende, flot og meget traditionel skildring af krigen og dens baggrund.

Hvem: Niels Bjerre-Poulsen.
Hvad: »Vietnamkrigen. En international historie. 1945-1975«. 580 sider. 350 kr.
Hvor: Forlag: Gyldendal.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.