Biografi

Var Duckwitz den gode tysker?

Historikeren Hans Kirchhoff fortæller i sin nye biografi om Georg F. Duckwitz, der fik æren af at have advaret og dermed reddet jøderne i Danmark. Det er en fin bog, men den har også karakter af naiv og romantisk historieskrivning.

Georg F. Duckwitz  blev i 1958 Tysklands ambassadør i Danmark.
Georg F. Duckwitz  blev i 1958 Tysklands ambassadør i Danmark.

Jødernes redning i oktober 1943 står som en af de vigtigste begivenheder i danmarkshistorien. Af Europas jøder blev cirke 65 procent myrdet, og Danmark blev sammen med Albanien og Bulgarien de undtagelser, hvor næsten alle jøder blev reddet. Omstændighederne omkring redningen er ikke let gennemskuelige. Hvordan kunne flugten med succes ske netop her?

Historikeren Hans Kirchhoff har i tidligere bøger forsøgt at give svar på spørgsmålet. I sin nye bog, »Den gode tysker. G.F. Duckwitz. De danske jøders redningsmand«, vender han tilbage til redningen og til tyskeren, der blev tillagt meget af æren for, at flugten lykkedes. Mens tyskernes leder fra 1943 var den forhenværende SSer Werner Best, så var Georg F. Duckwitz skibsfarts­kyndig, og han blev en del af Bests inderste cirkel.

Det var Best, der udløste jødeaktionen med et telegram til Berlin, hvor han ville udnytte undtagelsestilstanden efter oprøret 29. august 1943 til at iværksætte jødeaktionen. Men det var også Best, der bad sin højre hånd, Duckwitz, om at advare socialdemokratiske ledere og derigennem den jødiske menighed om den aktion, der fandt sted 1. oktober.

Det er Kirchhoffs vurdering, at Best ville vise handlekraft over for Berlin, men at han derefter sørgede for at gøre aktionen mindre succesfuld for ikke at ødelægge det fremtidige samarbejde med danskerne. Mens der ikke er tvivl om, at Werner Best var en doktrinær nazist og antisemit, så lægger Kirchhoff stor vægt på at skildre Duckwitzs udvikling fra medlem af nazistpartiet med antijødiske holdninger til humanist, demokrat og til sidst socialdemokrat.

Ny kilde: dagbog

Hans Kirchhoff har formået at finde nye kilder til belysning af forløbet. Ikke mindst er fremskaffelsen af hele Duckwitzs dagbog væsentlig. En af den nye bogs væsentligste bidrag er at vise, at Duckwitz under forløbet – og under Bests ledelse – blev inddraget for at mildne den tyske politik og fungere som mellemmand mellem den nazistiske besættelsesmagt, danske myndigheder og danske socialdemokrater. Det var, ifølge Kirchhoff, Duckwitz fortjeneste, at den tyske mod­terror ikke blev værre, end den blev, og at tyskernes overgivelse af Danmark ikke blev blodig.

Selv om Duckwitz var involveret i en række vigtige hændelser, så var det dog hans rolle i jødeaktionen, der skabte hans ry. Efter krigen blev Duckwitz tysk ambassadør i Danmark og siden ledende embedsmand i det tyske udenrigsministerium. Kirchhoffs giver et positivt portræt af en tysker, der efterhånden vågnede til dåd for at frelse Danmark, som han betragtede som sit andet fædreland, og for at bekæmpe nazismen og Hitler, som han anså for en ulykke for Tyskland.

De narrede danskerne

Kirchhoffs fortolkning af begivenhederne står ikke alene. Flere jødiske historikere har karakteriseret de dan­ske historikeres udlægning som naiv. Ikke mindst den jødisk-svensk-canadiske historiker Gunnar S. Paulsson har været kritisk. Ifølge Paulsson, hvis mor døde i Auschwitz, og som kan læse danske kilder, er de danske historikeres forklaringer »romantiske«.

Paulsson tror nemlig hverken på Best, Duckwitz eller de andre ledende nazisters gode hensigter. Ifølge Paulsson var hele banden kyniske antisemitter, der ville have Danmark gjort jødefrit, og metoden var sådan set ligegyldig. De ville ikke have stået tilbage for massemord, og de var så smarte, at de narrede danskerne, der som udenrigsminister Erik Scavenius og departementschef Nils Svenningsen, troede, at nazisterne var civiliserede og derfor forsvarede dem efter krigen og førte venskabelige korrespondancer med dem. Paulsson mener dog, at Best og Duckwitz næppe var ansvarlige for selve jødeaktionens iværksættelse og dens fiasko, men at det var SS-chefen Heinrich Himmler og Adolf Hitler, man skal takke.

Romantik

Der er aldrig ført bevis for, at beslutningen kan tilskrives Himmler, Hitler eller andre nazister i Berlin. Hans Kirchhoff kan meget vel have ret i sin fortolkning, som han får argumenteret udmærket for, men på mange punkter er kilderne sparsomme og tvetydige, og forløbet er stadig et mysterium. Men Gunnar S. Paulsson rammer ikke ganske ved siden af, når han karakteriserer danske historikere, herunder Kirchoff, som »romantiske«. Det er således karakteristisk, at Kirchhoff meget langt hen ad vejen og uden at være kritisk godtager Duckwitzs optegnelser i sin dagbog.

Der er i det hele taget i bogen en velvilje over for Duckwitz, som Kirchhoff mødte personligt i 1968. Således lægger han vægt på, at Duckwitz i 1935, efter at have meldt sig ind i nazipartiet, meddelte sin chef i partiets nye udenrigspolitiske afdeling, hvor han arbejdede, at han ikke mere kunne acceptere partiets metoder. Han meldte sig ikke ud af partiet, men gik over i det private erhvervsliv.

Hans leder i den udenrigspolitiske afdeling var den fanatiske antisemit Alfred Rosenberg – den værste af dem allesammen – og afskedsbrevet indeholder ikke ét kritisk ord om Rosenberg eller det voldsomme jødehad, som Rosenberg allerede udbasunerede på det tidspunkt. Sagen var, at Duckwitz sagde op, fordi han ikke brød sig om behandlingen af den fascistiske gruppe SA (Sturm Abteilung), og ikke fordi han havde noget imod jødekampagnen. Men det forhold gør Kirchhoff ikke noget ud af.

Til gengæld kan han fremdrage et brev fra Duckwitz hånd fra 1939, der synes at vise, at Duckwitz stadig var antisemit, men tilsyneladende ikke gik ind for nazisternes »umenneskelige« fjernelse af jøder. Men er et enkelt brev nok til at pletrense Duckwitz? Og brevet er endda uklart, for Duckwitz skrev: »Jeg beklager, men denne indstilling er ikke blot umenneskelig, den er også en alt for let løsning på et langt dybereliggende problem.« Hvad mener han egentlig med det? Kirchhoffs går ikke i dybden med spørgsmålet, men rart lyder det ikke.

Hvad vidste Duckwitz?

Spørgsmålet om Duckwitz eventuelle antisemitisme er et centralt spørgsmål, som ikke afklares. Bliver han på et eller andet tidspunkt jødevenlig? Forsøger han at forhindre de værste excesser i Tyskland eller andre steder, hvor myrderierne i 1943 var i fuld gang? Vi ved det ikke, for ifølge Kirchhoffs bog omtaler Duckwitz ikke med et eneste ord i sin dagbog forfølgelsen af jøder uden for Danmarks grænser. Og selvfølgelig må han have vidst, hvad der foregik, for han rejste meget og havde løbende kontakt med ledende nazister, også dem der havde været i kz-lejre og på østfronten.

I Danmark kendte han Best, der stod bag den nazistiske racepolitik og blandt andet havde givet grønt lys til dødskommandoer i Polen. Duckwitz omgikkes også sikkerhedspolitichefen Rudolf Mildner, der havde været ansvarlig for henrettelser i Auschwitz og selv, ifølge fanger, havde nydt at henrette fanger. En sadistisk slyngel.

Selvfølgelig vidste Duckwitz, hvad der skete med jøderne uden for landets grænser, og alligevel er der ikke ét ord i dagbogen om de forhold. Det er meget mærkeligt og antyder, at der er noget konstrueret over den version, som Duckwitz forsøgte at give til eftertiden. Skulle han virkelig have været åh, så optaget af jødernes situation i Danmark, når han tilsyneladende var ligeglad med deres situation udenfor? Gik det virkelig ikke op for ham, hvad der foregik?

Ifølge Kirchhoff læste Duckwitz i 1946 den jødiske skribent Eugen Kogons bog »SS-staten« med forbløffelse og afsky: »Først nu står det klart for mig, hvad vi har undgået, nemlig et herredømme af mordere.« Duckwitz, Best, og Mildner var blandt Tysklands bedst begavede og velorienterede mænd. Skulle Duckwitz pludselig til sin forbløffelse opdage, hvad »vi« har undgået? Pengene passer ikke, Kirchhoff!

En smart livsforsikring

Kirchhoffs positive udlægning af Duckwitz holder altså ikke rigtig, og tilliden til dagbogens oplysninger virker troskyldig. Er forklaringen på mysteriet om Best og Duckwitz, at de begavede akademikere i august 1943 anede, hvor krigen bar hen? De var usædvanligt heldige at være i det fredelige Danmark, hvor de med lidt snilde kunne sikre sig mod at blive dømt efter krigen. Ved at lade jøderne undslippe havde de et solidt argument mod alle anklager – hvilket Best også brugte i senere retssager mod ham. Og ved at skrive dagbogen på den rigtige måde havde Duckwitz også et sikkerhedsværn, hvilket han dog ikke fik brug for.

Man kan ikke afvise, at Duckwitz blev bevidst om naziregimets afskyelighed og blev drevet af en voksende humanisme. Men til sine dages ende værnede Duckwitz om sit venskab med Best, selv om han god tid efter krigen måtte vide, at Best havde været med til at organisere og realisere naziregimets holocaust.

Hans Kirchhoff har skrevet en interessant bog, der giver ny indsigt i Duckwitzs og Bests samarbejde om at føre en mild besættelsespolitik. Imidlertid skæmmes bogen af et »romantisk« syn på bogens hovedperson, båret frem af en for snæver dansk tilgang til emnet. En romantik, der med sit ønske om at se Duckwitz som humanist bærer en moralisme i sig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.