Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Ungdomsroman

Ung kvinde får snitsår i selvforståelsen

Sarah Engell skriver rystende godt om cutting, selvkontrol og lesbisk kærlighed.

I »Hjertet er 1 organ« af Sarah Engell har man lyst til at gribe og kramme den 17-årige hovedperson Lucca, som er forvirret og fortabt i en verden af forbudte følelser og flagrende indtryk.
I »Hjertet er 1 organ« af Sarah Engell har man lyst til at gribe og kramme den 17-årige hovedperson Lucca, som er forvirret og fortabt i en verden af forbudte følelser og flagrende indtryk.

Hverdagens mange krav og tåbelige misforståelser kan være hård kost for et følsomt sind, og det mærker den 17-årige Lucca i Sarah Engells fremragende ungdomsroman »Hjertet er 1 organ« i særlig grad.

Selv om hun passer sin skole og lader, som om hun fungerer, er hun gradvis ved at gå i opløsning. Hun ryger, knalder og cutter sig gennem hverdagen og forsøger sig, som den frustrerede 1.G-elev, hun er, med gode matematiske og færre sociale evner, at indrette sig med regler, rammer og rusmidler.

Det kan næsten kun gå galt, og som læser følger man hendes ensomme og barske deroute med stigende puls og sorgfuld frygt. Lucca er måske nok en romanfigur, men Engell har skabt hende så fuld af kød og blod, at hun indimellem snitter sig ud gennem siderne med sine kvaste engangsskrabere og når så tæt på, at man har lyst til at gribe og kramme hende.

Barberbladene køber hun i 7Eleven på Hovedbanegården, hvor hun møder den inciterende Xu, der er burlesquedanser, adopteret og bor på en husbåd nær Fisketorvet. Xu er desuden lesbisk og derfor farlig for Lucca, der helst vil lægge bånd på sine følelser og fornemmelser, fordi hun er bange for sin ofte fysisk, men endnu mere mentalt fraværende fars reaktion.

Et uvejr af følelser

Luccas rolige verden faldt fra hinanden, dengang hendes far arrigt brød med hendes højt værdsatte farbror, da denne sprang ud som bøsse. Lucca mistede kontakten til farbroren og til sine egne behov, men hvad der helt præcist skete, afsløres kun lidt efter lidt.

Det korte af det lange er, at de to mænds fælles forretninger blev belastede i en grad, så Lucca og hendes forældre måtte flytte fra hus og hjem og bosætte sig på det hotel i Sorgenfri, som hendes arkitektfar har bygget.

Et hotel er ikke et hjem, messer Lucca konstant, og der er en pointe i, at hun fik værelse 404 (= ERROR File not found). Her i dette upersonlige rum lever hun sit ensomme, selvdestruktive liv uden kontakt til ret mange andre end de tilfældige mænd fra hotellet, som hun tager med op til et hurtigt og gerne smertefuldt knald.

Mødet med Xu ændrer alt, og Engell formår på en helt simpel og dog yderst effektiv måde at beskrive det uvejr af følelser, som syder og sitrer i Lucca. Hun forsøger at bekæmpe den psykiske smerte med fysiske snit i armene og med sine nørdede talrækker og umodne leveregler.

Såsom kun at ville svare på en sms, hvis en terning lander på et bestemt tal, at vælge bolleven ud fra spillekort og at kræve sit navn forkortet, fordi det korrekte Lucca-Sofie svarer til »2 piger bundet sammen af 1 lille, sort strap-on pik af 1 bindestreg«. Og hun vil bare være én.

»Hjertet er 1 organ« er en rørende, rå, rasende, realistisk og indimellem rigtig grim roman om at være ung, søgende, forvirret og fortabt i en verden af forbudte følelser og flagrende indtryk.

Eneste anke: Man skal kunne abstrahere fra den talnørdede hovedpersons (og forfatters) brug af tal overalt, hvor det er logisk muligt, om end ikke altid retskrivningsmæssigt korrekt eller spor læsevenligt - og som kun ophører de få gange, den sårbare og identitetsforvirrede Lucca vistnok er i harmoni med sig selv.

Titel: Hjertet er 1 organ. Forfatter: Sarah Engell. Sider: 408. Pris: 200 kr. Forlag: Carlsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.