Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Udlængsel i blækpatronen

Det ligner en tendens, at seks nye danske krimier – anført af Susanne Staun og Lene Kaaberbøl – tager læseren med på en rejse ud i den store verden.

Jette Kaaberbøl.
Jette Kaaberbøl.

Selv om næste weekends krimimesse som altid foregår i Horsens Statsfængsel, så blæser der nye og fremmede vinde ind over en håndfuld nye danske spændingsromaner. Det ligner i den grad en tendens, at verden udenfor er så markant til stede i de enkelte fiktioner.

Om det skyldes en vis parathed til at gøre sig mere international og salgbar i udlandet, eller om det er en helt naturlig forlængelse af, at både læsere og forfattere rejser og dermed interesserer sig mere for verden omkring sig, kan der næppe gives noget entydigt svar på. Men at den store verden er rykket ind i dansk spændingslitteratur er uomtvisteligt og et både interessant og forfriskende fænomen.

En af dem, som slipper godt fra det, er Jakob Knudsen, der med sin anden bog om kriminalkommissær Kristian Swane tager doping og den rige verdens udnyttelse af de fattige under (u)kærlig behandling. I »Når engle græder blod« bliver social indignation, stor faglig viden og et godt skrivetøj fortættet i et spændende plot om et par kenyanske tvillingedrenge, der optages på en lokal løbeskole og ender ved et maratonløb i København, hvor den ene falder død om af en blodprop i hjertet.

Sagen udvikler sig til højspændt action med brutale rocker-bøddelmetoder og religiøse hævnmotiver, og her er tale om en gedigen og aktuel krimi, der dog ind imellem tynges af lidt for mange opsummeringer.

Også DRs kulturdirektør, Morten Hesseldahl, gør og har hidtil gjort det i internationale spændingsplots. I »En tid til at dø« bliver en fra Afghanistan hjemvendt feltpræst indrulleret i en speget sag om rige finansdrenge og fattige centralafrikanske oprørsgrupper, da hans velhavende bror pludselig forsvinder. Broren har med sine og sin banks mange milliarder forsøgt at vælte den siddende diktator i det fiktive afrikanske land Abu Sidre, men hans kompagnoner har tilsyneladende ikke været helt enige i hans dispositioner, ligesom visse kræfter heller ikke er udelt begejstrede.

Selv om der er mange sympatiske elementer i denne bog, halter den ved at tangere det urealistiske i for mange sekvenser. Det er en banal historie pakket ind i et storpolitisk plot, og det ender desværre som en lidt for fortænkt konstruktion.

Makkerparret Lisbeth A. Bille og Steen Bille sender med »Nattens gerning« deres hovedperson, videnskabsjournalisten Thea Vind, til den kanariske ø La Palma, hvor en dansk astrofysiker er død på mystisk vis. Vinds gamle gymnasieveninde, der var kollega til afdøde, er overbevist om, at han blev myrdet, og selv om Vind er lidt langsom i opfattelsen, ender hun med at følge eksvenindens spor.

Det er flere gange ganske spændende, men Bille og Bille forsøger at krydre deres krimi med lidt for meget astrofysik og lidt for spøjse personligheder, uden at noget af det for alvor styrker historien. »Nattens gerning« er simpelthen for svag i koderne.

Det samme kunne man sige om Birgitte Bartholdys »Frostgrader«, der er så ordrig og fyldt med irrelevante og trættende detaljer, at selve plottet drukner. En god redaktør burde have fået forfatteren til at skære teksten til, så historien om misundelse, hævn og faderskab trådte stærkere frem.

Scenen er sat til et københavnsk modeblad, hvor den nyansatte Layla en morgen finder et lemlæstet lig på redaktionen. Opklaringen viser sig at have forbindelse til fortiden og en særlig begivenhed i Polen for en menneskealder siden, og den inddrager ikke mindst den noget forkælede og selvoptagede hovedperson. Bartholdy kan godt skrue et plot sammen, men hun giver sin læser ordforstoppelse og er ikke den, der højner niveauet inden for femi-krimigenren.

Hvis man overhovedet kunne hævde, at Susanne Staun gør det i den boldgade, så er hun til gengæld med til at hæve overliggeren. »Helt til grænsen« er en skøn og typisk Staun-thriller med lige dele skæv humor og nervepirrende uhygge.

Da en af retsmedicineren Maria Kruses nærmeste kollegaer dør midt i noget, der tilsyneladende har været en ensom sexleg, godtager hun ikke den officielle forklaring, men iværksætter sin egen utraditionelle efterforskning. Den ender med at føre hende i armene på en lækker libyer i en luksuslejlighed i Beirut, og selv om hun både oplever den store forelskelse og hed orgasme, må hun flygte derfra på grund af sin helt egen evne til altid at gøre det, man ikke bør gøre.

Lene Kaaberbøls heltinde, den unge franske retsmediciner in spe – Madeleine Karno – er for det meste mere velovervejet. Det er også livsnødvendigt i en tid (1890erne), hvor kvinder som hun må kæmpe for at få adgang til universitetet, og andre må overleve som fattige prostituerede, der bortadopterer deres nyfødte og sælger den overskydende mælk.

Samtidig med, at den daværende franske præsident myrdes, findes det maltrakterede lig af en ung kvinde. Mens nogen ser en sammenhæng, vælger boulevardpressen af svælge i Jack the Ripper-teorier, men sandheden ligger et helt andet og uhyggeligt sted, hvor moderne teknologi og medicinske fatamorganaer tilsyneladende er på vej op i en større enhed.

Det er store spørgsmål, som Kaaberbøl tager op i denne anden bog om kadaverdoktorens datter. Det gøres med kløgt og elegance, og man overgiver sig fuldstændig til »Det levende køds« grumme, gotiske og fantastisk velresearchede univers. Her er en historisk kriminalroman, der ikke alene bevæger sig ud i verden, men også rykker i tid og tanke og dermed sætter en høj standard for, hvad man fremover kan og bør forvente fra ikke blot Kaaberbøls pen, men også andre danske spændingsforfattere med udlængsel i blækpatronen.

Forfatter: Jakob Knudsen Titel: »Når engle græder blod« Sider: 302 Pris: 250 kr. Forlag: People’s Press

Forfatter: Morten Hesseldahl Titel: »En tid til at dø« Sider: 308 Pris: 299 kr. Forlag: Modtryk 

Forfatter: Bille & Bille Titel: »Nattens gerning« Sider: 320 Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof

Forfatter: Birgitte Bartholdy Titel: »Frostgrader« Sider: 352 Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof 

Forfatter: Susanne Staun Titel: »Helt til grænsen« Sider: 314. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal 

Forfatter: Lene Kaaberbøl Titel: »Det levende kød« Sider: 309 Pris: 299 kr. Forlag: Modtryk

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.