Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Roman

Tomas Lagermand Lundme skriver med humor og smerte

I »Alt er mit« skildrer senfirsernes hippie-børn, postpunkerne, der kom for sent til at være »nå-generation«, og som ikke rigtigt kunne rette deres vrede og smerte noget sted hen.

Tomas Lagermand Lundmes »Alt er mit« portrætterer detaljerigt postpunkergenerationen.
Tomas Lagermand Lundmes »Alt er mit« portrætterer detaljerigt postpunkergenerationen.

»Michael Strunge er død«, lyder den første sætning i Tomas Lagermand Lundmes selvbiografiske roman »Alt er mit«. Vi skriver 1986, og den 12-årige Tomas planlægger sammen med sin kusine at tage i Amager Centeret for at græde offentligt og blive kendte derigennem. Det kræver godt nok lidt medbragt løg, hvis det skal lykkes, men den øjenbetændelse, den sorte eyeliner har givet Tomas, hjælper jo.

»Vi skal græde ordentligt«, skriver Tomas på sit penalhus. Den sentens er han og hans omgangskreds særligt glade for.

For egentlig har de ikke så meget andet at komme med, postpunkergenerationen, som Tomas og hans omgangskreds tilhører. De lytter til The Cure og Miss B. Haven, og den vrede, punkerne før dem rettede mod borgerskabet og forældregenerationen, virker nu både hul og retningsløs.

Kusinen, som er vred på alt og alle, langer ud til højre og venstre, også efter Tomas, som er hendes eneste ven, men Tomas kan ikke rigtig med vreden. Han er for sårbar og for føjelig. Han skriver, spiller teater. Hænger ud med Sorte-Helle og flirter med Frans. Og drømmer (i hemmelighed) om Steven Carrington fra »Dollars«.

Tomas Lagermand Lundmes generationsportræt viser, at dens eksistentielle rodløshed måske nok blev fremkaldt af Schlüter-æraens politiske polarisering, men lige så vel hang sammen med forældregenerationens nytteløse revolutionsdrømme, som var overvintret fra 1968.

Kvalitet og detaljer i første del

Posthippiernes evindelige aftenmøder og linoleumssnit var nok velmente, men verdensfjerne og baseret på en særegen blanding af ekstrem tolerance og lige så ekstrem fordomsfuldhed - i romanen kommer det for eksempel til udtryk i forældrenes umiddelbare accept af Tomas’ homoseksualitet og deres stærke skepsis over for lillebrorens ønske om at spille fodbold. Ingen taler rigtigt om autoritetsopgør længere, for i denne lukkede verden er autoriteterne afskaffet.

Tomas har ansvaret for sin lillesøster, når far tager på natarbejde, og mor er til sine mange aftenmøder. Som moderen siger et sted, så kan alle autoriteter »rende hende bagi. Hvis de altså ikke er børnebogsforfattere. Det er dem man skal lytte til.« Men selv hun får nok på et tidspunkt, da faren begiver sig ud i et strikkeprojekt. Kort tid efter finder hun en ny mand.

Det taler til Tomas Lagermand Lundmes fordel, at han ikke hænger forældregenerationen ud. Hans skildring af posthippierne er nok humoristisk, men også skrevet med en indforstået kærlighed og respekt for deres rummelighed. Søsteren, som indimellem tror hun er Hilda Heick og senere Lecia, ville i vores nutids diagnose-hunger helt sikkert være blevet sat i både den ene og den anden bås, men hun får lov at være, som hun er.

Romanen falder i tre dele, hvoraf den første (1986-89) fylder mere end halvdelen af den samlede bog. De, der har været unge i firserne, vil frydes over de mange detaljer, Lundme har gravet frem – lige fra koncertminder over joggingtøj til crepejern.

I anden del (1992-93) er Tomas flyttet i kollektiv, og den sidste, korte del (2000) udspiller sig på Roskilde Festival det år, en gruppe unge døde under Pearl Jams koncert. De to sidste dele viser måske nok, at Tomas er i udvikling, og at han til slut finder kærligheden og en form for ro, men de holder ikke begyndelsens niveau. Især sidste del virker påklistret. Men pyt med det - første dels kvaliteter kompenserer fint.

Titel: Alt er mit. Forfatter: Tomas Lagermand Lundme. Sider: 280. Pris: 249,95. Forlag: Gyldendal.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.