Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tænk, hvis Jens Christian Grøndahl turde mene noget markant

Jens Christian Grøndahl har tænkt, talt og rejst sig gennem flygtningekrisen. Det har han skrevet et langt essay om. Uden rigtig at komme nogen vegne.

Tænk, hvis Jens Christian Grøndahl turde mene noget rigtigt markant og tale med markante mennesker, der ikke alle sammen mere eller mindre går rundt og tænker det samme, som han selv. Foto: Asger Ladefoged
Tænk, hvis Jens Christian Grøndahl turde mene noget rigtigt markant og tale med markante mennesker, der ikke alle sammen mere eller mindre går rundt og tænker det samme, som han selv. Foto: Asger Ladefoged

En kendt dansk forfatter spiser frokost med sin kone og sin ven Niels Barfoed. »Det regner«, siger Niels Barfoed, selv om solen skinner. Det er flygtningsstrømmen, han henviser til. Metaforisk. Senere tager den kendte danske forfatter, Jens Christian Grøndahl, til Rom, hvor han færdes hjemmevant, og fra Rom tager han videre helt ned til Italiens sydligste punkt, øen Lampedusa, for at se flygtningekrisen i virkeligheden, men mens han stadig er i Rom, bliver han interviewet af en journalist fra den vigtige italienske avis Corriere della Sera – og ikke Corriera Della Sera, som der står i italienkenderens nye essay i bogform om det altsammen, »Europas ambassade«.

Grøndahl fortæller journalisten interessante ting, såsom at han gerne vil »prøve at forstå de udfordringer, vi står foran«, og dagen efter har han en aftale med en vis Erri De Luca, som han har mødt tidligere, nemlig dengang, da det vigtige franske nyhedsmagasin Le Nouvel Observateur havde inviteret en håndfuld europæiske forfattere til Bruxelles for at diskutere Europas fremtid, intet mindre. Han tager noget så folkeligt som sporvognen, og da han og De Luca har sagt pænt goddag, taler de om »Inger Støjbjergs flygtningestramninger« og kultursammenstød, og De Luca viser sig at have en veninde, der har en bed & breakfast på – rigtigt gættet – Lampedusa, så hende kontakter Grøndahl, og dagen efter går han en tur og tænker tanker og ser på antikke skulpturer i Palazzo Altemps, og om mandagen lander han i gråvejr på »Europas ambassade«, Lampedusa, og spiser frokost på et trattoria. Klokken halv tre møder han indehaveren af den nævnte bed & breakfast ved Bar Royal. Med sig i bilen har hun en antropolog fra Aarhus Universitet. Antropologen og Grøndal fører dybe samtaler om kultur og sådan noget.

Kunsten og pølsefabrikken

Senere mødes Grøndahl også med borgmesteren for det lille bitte samfund, nej, ikke borgmesteren, men dennes talsmand, og via en veninde får han lavet en aftale om en snak med én af migranterne, hverken mere eller mindre, og han taler med øens præst, der er vild med den nye pave, og han flyver til Palermo på Sicilien og videre tilbage til Rom, hvor han besøger Guardia Costiera og det meget alternative Mueso dell´Altro e dell´Altrove di Metropoliz, der får ham til at tænke den besynderligt hippieagtige tanke, at »hvor den prestigiøse museumsarkitektur har taget magten fra kunstnerne, er den nedlagte pølsefabrik en mulighed for at genfinde kontakten med livet uden for museet«.

Og i næste kapitel sidder han så i et tog gennem Jylland og redigerer et interview, han lavede i Rom med den italienske kulturminister, nej, ikke kulturministeren, men dennes såkaldte consigliere diplomatico, Uberto Vanni D´Archirafi, og denne aftale har kulturminister Bertel Haarder hjulpet ham med at få i stand, det skal også lige nævnes, og D´Archifari siger, at »Europas styrke er vores kulturelle diversitet. Den giver os en åben indstilling sammenlignet med resten af verden« og mere af samme lettere klichéfyldte skuffe. Og apropos diversitet reflekterer Grøndahl senere i bogen over islam, som han, den dannede agnostiker, skriver, at han næsten ikke ved noget om, men som han dog ved nok om til, at han nogle sider længere henne kan fastlå, at man ikke behøver erhverve sig »nogen dybere indsigt i islamisk teologi for at iagttage, hvordan styrkeforholdet mellem moderate og ekstreme standpunkter blandt muslimer synes at være stik modsat det tilsvarende styrkeforhold blandt kristne«.

Fluffy udsagn

Efter dette ikke særligt opsigtsvækkende statement er bogen så småt ved at nå til vejs ende, og ud over at have læst en masse detaljer om Grøndahls gøren og laden i nord og syd og om hans møder med mere, men især mindre betydningsfulde personligheder er man ikke blevet konfronteret med så meget andet end Grøndahls egen selvforståelse som dannet europæer og fluffy udsagn som: »Alt for mange af os anser lukkede grænser for at være det eneste forsvarlige alternativ, men tænk, hvis vi i stedet anerkendte, at organiseret immigration under ordnede forhold ikke bare ville være det bedste svar på flygtningekrisen. Tænk, hvis vi også turde se den styrede indvandring som en selvfølgelig del af livet i en globaliseret verden.«

Og tænk, tænker man, hvis Grøndahl turde mene noget rigtigt markant og tale med markante mennesker, der ikke alle sammen mere eller mindre går rundt og tænker det samme, som han selv går rundt og tænker, og tænk, hvis han i det hele taget kunne skrive noget nyt, interessant og øjenåbnende om et allerede gennemkommenteret emne.

Tænk hvis ...

Titel: Europas ambassade.  Forfatter: Jens Christian Grøndahl. Sider: 128. Pris: 179,95. Forlag: Gyldendal.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.