Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tænk hvis du vandt

Fin og finurlig lille fransk fortælling om en kvinde, der vinder 18 millioner euro i Lotto, men ikke er sikker på, om hun vil have dem.

Grégoire Delacourts "Ønskelisten"
Grégoire Delacourts "Ønskelisten"

Hvis man er gået hen og blevet kronisk angrebet af ludomani light og jævnligt drømmer om den store gevinst og alt det, man ville bruge den til, kan det anbefales at kaste sig over en fin og finurlig fransk roman om en kvinde, der – næsten mod sin vilje – vinder 18 millioner euro i Lotto.

Grégoire Delacourts »Ønskelisten« er en underholdende og sødmefuld fransk fristelse med ingredienser af syrlig satire og krasse samfundskommentarer, der sætter drømmen om pludselig rigdom i relief.

Den 57-årige Jocelyne lever et stille og roligt middelklasseliv med egen sybutik, et lille hus, to voksne børn og en mand, der drømmer om sportsvogn og Seiko-ur. To veninder overtaler hende en dag til at købe en lottokupon, og da hun vinder, går hun i mentalt hi og vælger i første omgang ikke at hæve gevinsten.

For hvad er det egentlig, hun kan få for 18 millioner, som hun ikke allerede har? Hun er i det store hele tilfreds med sit liv, er glad for mand, venner, sin butik og den blog om korssting og kærlighed, som hun har stor succes med. I det hele taget er der ikke meget at beklage sig over. Hvad skal de med mere plads, større bil, bedre hoteller? Men måske: en ny bademåtte, en ny pincet, en hårkur…

De drømme, der aldrig blev opfyldt, kan dog ikke fås for penge. Hun kan ikke købe liv i sin afdøde mor, købe sig til nærkontakt med sønnen eller mere tid med datteren, og hun frygter, at de mange millioner kommer til at stå mellem hende og resten af verden. Som psykologen i fransk Lotto forklarer, er der heller ikke de dårligdomme, man ikke kan komme ud for, når man pludselig kommer til penge – misundelse, mismod, mord ...

Historien udvikler sig uforudsigeligt og bevæger sig da også lidt for langt ud i det groteske.

Men »Ønskelisten« er samlet set en tankevækkende lille perle, der allerede har gået sin sejrsgang i Frankrig, hvor den har solgt over en halv million eksemplarer. I Agnete Stjernfelts fine oversættelse burde den også kunne tale til et dansk publikum.

Forfatter: Grégoire Delacourt Titel: Ønskelisten

Oversætter: Agnete Stjernfelt. Sider: 206.Pris: 249 kr. Forlag: Hr. Ferdinand.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.