Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Børnebog

Superfed superheltebog har supermange fejl

Historien om en dreng, hvis storebror får superkræfter, er både sjov og tempofyldt. Men den skæmmes af sjusket korrektur.

I sit hjemland har »Min bror er en superhelt« høstet flere velfortjente priser, bl.a. The Waterstones Children’s Book Prize.
I sit hjemland har »Min bror er en superhelt« høstet flere velfortjente priser, bl.a. The Waterstones Children’s Book Prize.

Storebrødre er belastende. Sådan er det bare. De får bedre karakterer i skolen, deres venner er sejere, og de ved altid bedre. Endnu mere belastende bliver det selvfølgelig, hvis ens storebror får besøg fra det ydre rum og bliver tildelt superkræfter.

Luke Parker er hovedperson i den engelske forfatter David Solomons’ debutroman for børn »Min bror er en superhelt«. Men det er ikke ham, der er superhelten. Det er, som titlen antyder, Lukes irriterende storebror Zack - bare hør navnet »Zack«, hvor irriterende sej har man lov at være?

Luke beskriver rammende sin nye livssituation: »To universers skæbne lå i min brors hænder. I mine hænder lå et blomkålshoved.«

De to brødres brydninger er omdrejningspunktet i Solomons’ vellykkede superheltehistorie. Zack fatter ingenting om superhelte. Han aner ikke, hvem der ville vinde et kapløb mellem Superman og Lynet (Det ville Lynet, men kun efter 1970). Luke derimod er tegneseriefanatiker og ved alt om, hvordan man kan redde verden.

De to brødre bliver nødt til at arbejde sammen, mens Nemesis truer med at udrydde Jorden, og far insisterer på, at de skal bygge en tallerkenrække i udehuset.

Én lang hyldest til tegneserier

David Solomon er tydeligvis selv sci-fi- og tegneserie-fan. Bogen er tilegnet hans søn, der hedder Luke ligesom helten i Star Wars, og hver anden side har en reference til en mere eller mindre kendt superhelt. Bortset fra tegninger følger »Min bror er en superhelt« også selv alle konventionerne for genren: Den hemmelige identitet, truslen om Jordens undergang, en superskurk og heldigvis masser af humor.

Bogen er én lang hyldest til tegneserier. Her får drømmene lov at leve, de vildeste ting kan ske (og skal ske, ellers er det ikke rigtigt sjovt!). Men tegneserier er også brobygger til resten af litteraturen, og det er en fin drejning, da lillebror Luke får øjnene op for Charles Dickens’ Oliver Twist.

»Der kan man tale om en person, hvis historie havde været anderledes, hvis han havde superkræfter,« konstaterer han tørt.

I sit hjemland har historien om Luke og Zack høstet flere priser, bl.a. The Waterstones Children’s Book Prize. Det er velfortjent. Den går aldrig ned i tempo. Den er simpelt, men skarpt skåret, og det er svært ikke at lade sig rive med, da det hele kulminerer med exoskelet, raketmotor, romantiske forviklinger og det hele.

Eneste anke mod denne fine bog er den sjuskede danske redigering. Alt for mange steder kryber stavefejl ind i sætningerne. »Vidste« bliver til »viste«, »tænkt« bliver til »tænk«, »justerede« til »justere«, som om korrekturlæsningen er blevet overladt til stavekontrollen i Word. Det er irriterende for læseren og synd for en god bog. Lad os håbe, at andenudgaven har fået rettet op på fejlene. I så fald fortjener historien om Luke og Zack en stjerne mere.

Forfatter: David Solomons. Titel: Min bror er en superhelt. Sider: 306. Pris: 150 kr. Forlag: Gyldendal.

Thorkil Jacobsen er journalist på Berlingskes børneavis, Kids’ News.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.