Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Store følelser i små verdener

Illustration fra "En lille bog om kærlighed"
Illustration fra "En lille bog om kærlighed"

Når man hedder Fred til fornavn og vokser op midt i en krigstid, er der som udgangspunkt mange modsætninger i ens hverdag. Det ved den jeg-fortællende hovedperson i Ulf Starks og Ida Björs’ fine »En lille bog om kærlighed« kun alt for godt, og han er god til at fange kontrasterne med lige dele humor og sødme.

Med sin håndgribelige, men også dagdrømmende tilgang til verden får han på sine egen gammelklogt-naive måde fortalt den sørgmuntre beretning om den iskolde vinter ved slutningen af Anden Verdenskrig, hvor han savnede sin bortrejste far noget så voldsomt, og hvor han forelskede sig inderligt i Elsa fra klassen. Det handler med andre ord – og som titlen mere end antyder – om kærlighed, og i flere forskellige former.

Fred, der i øvrigt er opkaldt efter Fred Astaire, bor sammen med sin danseglade mor, der strikker varme huer og halstørklæder og arbejder som sporvognskonduktør på skæve tider for at få pengene til at slå til. Fred bidrager via et lille fritidsjobs som assistent for den lokale juletræssælger.

Faren er på grund af krigen sendt langt nordpå, og selv om det snart er jul, skal de ikke forvente at se ham foreløbig. For at dulme savnet taler Fred med et billede af ham, eller han lister ud i garderoben, hvor farens nålestribede jakkesæt hænger og venter på ham, ligesom danseskoene »der savnede hans fødder«.

Her fortæller han blandt andet, at han er blevet forelsket i Elsa, og faren svarer med noget, der lyder som en susen fra den luftventil, der sidder inde i garderoben, men som i Freds ører grangiveligt lyder som farens blide røst og gode råd. For eksempel siger faren til Freds forklaring om, at Elsa gør ham helt varm indeni: »Det kan man have brug for i den her kulde.«

I skolen forsøger Fred at udtrykke sine følelser for Elsa under en regneprøve. Men det går ikke helt, som han havde ønsket, og ender med, at Elsa forlader klassen i vrede, mens Fred må blive i klasselokalet med læreren efter skoletid.

Da han nogle dage senere klistrer et stykke sort isoleringstape på undervisningsskelettets kranie i klassens glasskab (billedet), sendes han efterfølgende hjem med en anmærkning og lavere karakter i orden og opførsel. Rektor er rasende og kalder det hærværk, men heldigvis er lærerinden af en anden holdning og skriver dette til moren. At klistre et Hitler-overskæg på det ranglende benskrog, er udtryk for et bemærkelsesværdigt mod, mener hun.

Handlingen åbner samtidig Elsas øjne for Fred, og interessen bliver ikke mindre, da han forsvarer hendes ære og ender med en blodtud. I julegave giver hun ham et lille lommespejl, for at han, som hun siger, kan se én, hun godt kan lide, når han kigger i det.

»En lille historie om kærlighed« er en sød og varm fortælling om store følelser i små verdener og om den store verdens mørke skygge i et snehvidt, rent børneunivers, smukt oversat, lækkert indbundet og charmerende illustreret.

Den er fin som læse-let-bog for de 8-11 årige og som højtlæsning for de lidt yngre, omend man som forældre nok lige bør sætte f.eks. brugen af telefoner, der ikke var hvermandseje i 1940erne, i tidsrelief.

Hvad: En lille bog om kærlighed Forfatter: Ulf Stark. Illustrationer: Ida Björs. Oversættelse: Kina Bodenhoff. Sider: 125. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.