Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Stephen Fry giver dig lyden af Sherlock Holmes

Skuespilleren Stephen Fry har indlæst samtlige Sir Arthur Conan Doyles historier om Sherlock Holmes på lydbog. Hele herligheden varer 72 timer. Resultatet er et mesterværk.

Martin Freeman (Dr. Watson) og Benedict Cumberbathc I Paul McGuigans »Sherlock« (2010). Foto: Hartswood Film, BBC Wales. .HhHarHartswoodHARTSWOOD FILMS/BBC WALES / Albu
Martin Freeman (Dr. Watson) og Benedict Cumberbathc I Paul McGuigans »Sherlock« (2010). Foto: Hartswood Film, BBC Wales. .HhHarHartswoodHARTSWOOD FILMS/BBC WALES / Albu

Af Kristian Ditlev Jensen

Det begynder med lyden af lyd, toner, det er musik.

Violinerne, der høres, lyder, som om de var 150 år gamle. Det er lyden af dronning Victorias England. Af et fremmedartet, historisk London. Af klædedragter holdt helt i sort og hvidt. Af silkehatte og smukke rober. Af klip-kloppende hestehove hen over regnskinnende brosten. Det er lyden af personager, halvt skjult af tåge, af skikkelser, halvt oplyst af gaslamper. Og hvor tågen er tættest, og hvor gaslamperne giver op i dis, svinger Dr. Watson – en moden militærlæge, i sin tid hårdt såret i en krig i Afghanistan – ind på The Criterion Bar på Piccadilly.

Det er her, at Dr. Watson – i kortromanen »A Study in Scarlet« – møder en ven, der tilfældigvis kender en særling, som igen leder efter én at dele en lejlighed med. Manden, der leder efter en bofælle, er den rådgivende detektiv Sherlock Holmes.

Med dét møde er selve grundlæggelsen af den moderne krimi, i gan, og Dr. Watson lægger som fortæller i de følgende præcis 60 historier sprog til Sherlock Holmes’ eventyr.

Lydbogsforlaget Audible – der har både hjemmeside og app til engelsksproget litteratur – har fået den geniale idé at sætte Englands mest joviale skuespiller til at indlæse hele dynen. Og pludselig træder en af verdenslitteraturens mest fængslende karakterer levende frem. Stephen Frys diktion rammer lytteren som en syngende skalle. Man mærker omgående, at det engelsk, man nu ellers selv synes, at man da taler udmærket, reelt er et helt andet sprog. Rigtigt engelsk lyder anderledes.

 

De første linjer – fortalt af John H. Watson MD – i Sir Arthur Conan Doyles første historie - lyder på engelsk:

»In the year 1878 I took my degree of doctor of medicine of the University of London, and proceeded to Netley to go through the course prescribed for surgeons in the army.«

Men hos Fry udtaler Watson dem med sine fine engelske accent, så betoninger og tryk og udtale drejer og tvister. Ordet »year« bliver til »yeæææaaar«, »medicine« bliver til »metsn«, »proceeded« bliver til »prøøøuwsidit« og »army« bliver til »armæææ«.

Prosodien, altså sprogets melodi, lyder også anderledes, end man måske selv ville udtale det, hvis man læste det højt på engelsk. Fry er helt oppe og synge på ordet »took« og helt ned i bassen på ordet »Netley«. Han omtrent hviner på »surgeons«, inden han styrtdykker til »army«, som en granat, der rammer en slagmark.

Fry lyder som drømmen om en britisk bedstefar eller onkel. Så hvis man savner den følelse – af at nogen, der elsker én, læser højt for én - så har man familie lige her. Hjemme i sofaen. Med en dyne og en kop te. Og med verdens smukkeste sprog. Home, sweet home.

Det sværeste at beskrive er sprækkerne i Frys stemme. Stemningen, de skaber. Det er en lun ambience, der vokser frem af sproget. Man omfavnes af et engelsk landsted. Man inviteres indenfor hos familien Smith. Man lever sig ind i lyden af fiktion, i en grad, så man næsten føler sig engelsk. Som barn taler man engelsk for sig selv, fordi man synes, det gør én til en anden. Man er i en anden verden. Det er den følelse af fantasi, Stephen Fry får frem.

 

Noget af det mest slående i Storbritannien er de helt klare udgrænsninger i sproget på grund af sociolekter – altså sproglige markører, der afgøres af blandt andet familie, økonomi og uddannelsesniveau. I Storbritannien kommer social klasse, branche og kulturel baggrund entydigt til udtryk i talesproget. Når det kommer til accent og udtale af de enkelte ord, kan man uden videre høre på folk, hvor i samfundet de befinder sig.

Stephen Fry fanger det perfekt. Dr. Watson er ikke kun læge, og dermed højere middelklasse, men også lidt lavere socialt placeret i sin sproglige form, fordi han ikke kun er læge, men militærlæge. Fry giver ham en udtale, der er en tak mindre fornem, men som passer til den nærmest folkelige sprogbrug, som Doyle også på skrift har udstyret ham med.

Over for ham står Sherlock Holmes, der ofte på film og TV fremstilles som både arrogant og snobbet – fordi Doyle har stillet ham op som autodidakt i forhold til »de rigtige« politibetjente med autoritet og respekt. Holmes fremstilles også altid som temmelig følelsesladet, for nu ikke at sige det lige ud: Hysterisk. Stephen Frys Sherlock Holmes taler derfor også med en let forloren overklasseaffektion og med dramatiske udsving, der betyder, at helt uventede ord bliver understreget med det, sprogvidenskabsmænd kalder for emotionel emfase – det er et følelsesladet eftertryk. Stephen Fry, der i øvrigt selv er meget åben omkring sine udfordringer som bipolar psykiatripatient, rammer den følelsesmæssigt labile detektiv perfekt.

Politiinspektør Lastrade ligger socialt et sted, der befinder sig lidt under militærlægen Watson. Politibetjentene under ham taler decideret uraffineret. Doyle viser allerede i syntaksen, at der er forskelle i klasse. De almindelige betjente bruger helt andre socialt forankrede begreber og griber til mekanisk fagjargon, når de beskriver gerningssteder eller mistænkte. Men udtalemæssigt lader Fry dem også mærke af det britiske klassesystem.

En af de ting, som Sherlock Holmes-historierne har til fælles med alle andre krimier, er, at de er påskud for at vise og beskrive det samfund, de snurrige intriger foregår i. Hos Doyle er det hele det Victoria-britiske samfund, der er grundmaterialet. Og derfor kommer persongalleriet hele vejen ned til bunden af samfundet og helt op i toppen af den sociale rangstige – og det gør ordene også i Stephen Frys mund. Når Sherlock Holmes og Dr. Watson kører i taxa – altså drosche med to heste foran – er kusken så lavsocial, sproget så markeret, at man lige skal spidse ører, hvis man vil have det hele med.

Et endnu stærkere præg hos droschekuskene – som Stephen Fry fremstiller dem – er deres London-accenter, som ikke er det samme som cockney-accent. For at gøre sig fortjent til at være ægte cockney, skal man være født i Londons Cheapside-kvarter, så klokkerne fra kirken St. Mary-le-Bow kan høres ved fødslen. Skuespilleren Michael Caine og sangerinden Adele er eksempler på ægte cockneyer. Den almindelige London-accent er uden dialektalt præg og har for eksempel derfor heller ikke et helt andet ordforråd – cockneyer taler sommetider i mystiske koder og kalder for eksempel trapper, »stairs«, for »apples and pears«, »æbler og pærer«, mens de kalder en tallerken med indisk mad, »a curry«, for en »Ruby Murray«, som er et navn. Alligevel viser Stephen Fry, hvor langt fra den form for standardengelsk, der normalt kaldes »received pronunciation«, man kan komme af sociale grunde. Hos london-kuskene tabes h’erne, en brysk og brovtende udtale møder konfronterende øregangen, og så er der masser af såkaldte tags. Den lille markør til sidst i sætningen, der hedder ik-å på århusiansk og ægge på randrusiansk, er et ay i Londons laveste lag.

Det tager cirka to fulde arbejdsuger at lytte sig igennem hele Stephens Frys orale pragtpræstation. Den første roman, som denne anmeldelse tager udgangspunkt i, hedder »A Study in Scarlet«. Den foregår delvis i det, der for samtidens Storbritannien må have været et virkelig eksotisk miljø, i Salt Lake City i staten Utah i USA. Dermed kan Stephen Fry vise, hvor langt udtalen af det engelske sprog egentlig kan strækkes på grund af geografi. Når han ifører sig en gammel, vred, amerikansk mormonpatriarks sprogdragt, kan man ikke genkende den lune London-brite mere.

Stephen Fry bor selv, med egne ord, »ikke andet end et kast med cricketbold« fra baren, hvor Dr. Watson bliver ledt i armene på verdens største detektiv. I Stephen Frys kongeniale indtaling er Sherlock Holmes omsider kommet hjem.

kultur@berlingske.dk

 

Sherlock Holmes: The Definitive Collection

Forfatter: Sir Arthur Conan Doyle. Varighed: 72 timer. Pris: 69,99 pund. Udgiver: Audible Publishers/www.audible.co.uk

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.