Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sorg som blusser

I »I civil« skriver Amalie Smith sprængt og suverænt om kærlighed, som bliver til sygdom.

Forfatter Amalie Smith udgiver sin tredje bog "I cilvil".
Forfatter Amalie Smith udgiver sin tredje bog "I cilvil".

»Sygdommen satte spor i os. Vores fælles krop gik i stykker. Jeg gik i stykker med den«.

Sådan sammenfatter Amalie Smith præcist den fortælling, der løber gennem hendes tredje udgivelse, »I civil«.

Her møder læseren først et par, som er øre af forelskelse og fuldkommen opslugt af hinanden. Men da han får kræft og taber håret, taber hun gradvist sin kærlighed til ham.

Det, der var alt, forvandler sig til meget lidt, mens den dårlige samvittighed langsomt og sikkert trænger sig ind og på. For hvordan kan den store altomsluttende kærlighed på den måde forsvinde? Og »Kan man elske nogen, når man skal« som hun spørger et sted.

Svaret er nej, og svarene og forløbet, hvor kærligheden forsvinder, fremskriver 27-årige Amalie Smith så stærkt og sansemættet, at det næsten virker selvoplevet, og dén fornemmelse forstærkes kun af bogens titel og af de 11 sorthvide fotografier, som er taget af forfatteren selv.

Om »I civil« er selvbiografisk eller ej er imidlertid ikke så vigtigt som at slå fast, at bogens digte, lister, fotografier og dagbogslignende notater spiller ualmindeligt stærkt og selvfølgeligt sammen. Og disse fragmenter, som sammen skaber en ny helhed, peger på et dybereliggende tema i »I civil«. Det handler om »samling og opløsning« - for nu at bruge bogens egne ord - og ikke bare i kærlighedsforholdet, men også i naturen og i kroppen, hvor celler som bekendt samler sig og deler sig. Ikke mindst kræftceller.

Begavet, rørende

Amalie Smith benytter også samling/opløsning-billedet til at beskrive, hvordan en bog bliver til. Hvordan »nyt materiale trækker mere materiale med sig og afstøder andet«.

Det lyder måske fortænkt og forceret og ville også blive det i hænderne på en mindre god forfatter. Men Amalie Smith evner at gøre »I civil« til en begavet og righoldig læseoplevelse, som bliver rørende i kraft af sin indlejrede kærlighedsfortælling.

Og for pokker, hvor kan hun bare skrive! Som her, hvor hendes sprog blomstrer sortsmukt:

»Sorgen er kinden, der blusser, noget tungt i underlivet/et lod, der måler/ hvor dybt der er/et træk i kroppen.«

»I civil« er, sagt med færre ord, en af de fineste danske titler, året hidtil har budt på. Og når Amalie Smiths bog står en tand stærkere end udgivelserne fra andre fine forfatterskole-elever som eksempelvis Olga Ravn og Asta Olivia Nordenhof, som også bevæger sig i et herligt urubricérbart genrefelt - og også er stærkt optaget af kroppen - er det fordi, der er en ukunstlet selvfølgelighed i hendes skrift, og fordi hun aldrig forfalder til tom formleg.

I stedet formår hun, som teksteksemplerne ovenfor antyder, med enkle ord i klare sætninger at fremmane et univers, man som læser bliver ved med at søge tilbage til. Bliver ved med at leve sig ind i. Som er fuld af sorg, kærlighed og nysgerrighed.

Som i et rigtigt menneske.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.