Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Slå ørerne ud for digtet

Lyrik. Danske lyrikere nøjes ikke nødvendigvis med ord længere - de krydser ind over musikkens verden som rappere eller sangere. Niels Lyngsø og cd-aktuelle Nicolaj Stochholm er to af de markante.

Digter Nicolaj Stochholm er gået musikkens vej, og kommer nu ud med sine tekster via bandet The Liquid, hvor han spiller sammen med Jeppe La Cour (tv), Laust Ovesen og Tore Klitgaard (th).
Digter Nicolaj Stochholm er gået musikkens vej, og kommer nu ud med sine tekster via bandet The Liquid, hvor han spiller sammen med Jeppe La Cour (tv), Laust Ovesen og Tore Klitgaard (th).

Godt sprog kan være musik for ørerne. Men sproget har sommetider brug for et sidste skub.

Hvem kan tænke på Adam Oehlenschlägers ord i »Der er et yndigt land« uden at høre H.E. Krøyers melodi for sig?

Feltet mellem ord og toner kaster også guld af sig i vor tid. Det er knap nok et spændingsfelt længere - men en bane, digterne krydser frit henover.

Niels Lyngsø er digter og oversætter. Han har det seneste par årtier ladet sin lyrik spille tæt sammen med både lyd og mere visuelle sider. Det første blandt andet på albummet »sigdetvidere« under pseudonymet Stemmejernet fra 2011, det andet i hovedværket »Morfeus« fra 2004. Stilen i hans lydkunst ligger et sted mellem europæisk avantgarde og amerikansk rap.

»Poesien er en mærkelig dobbeltkunstart, fordi den både er mundtlig og skriftlig. Den er på én gang musik og billedkunst. På én gang rytme og grafik,« siger Niels Lyngsø.

»Nogle digte læner sig mere i den ene retning og andre mere i den anden. Dan Turèlls digte var for eksempel udpræget mundtlige og musikalske: Fulde af bogstavrim og gentagelser og i dén grad båret af selve stemmens klang og diktion.

Omvendt kan man sige, at visse af Hans-Jørgen Nielsens digte fra 1960erne nærmede sig billedkunst. Det er nogle få, ofte ret betydningstomme ord, der er sat op i grafiske mønstre.«

I hvilken retning bevæger dine egne digte sig?

»Jeg har selv forsøgt at skubbe poesien ud mod både den grafiske og den musikalske grænse. »Morfeus« består af figurdigte, hvor det visuelle udtryk er en uomgængelig del af digtet.

Omvendt går de rapdigte, jeg lavede under pseudonymet Stemmejernet, i den udpræget mundlige retning. Faktisk i en sådan grad, at de aldrig har eksisteret på skrift! Jeg arbejdede kun med dem i munden - som noget, jeg memorerede.

Og det førte til en helt anden slags tekster, end jeg havde lavet før. ”Musikken” på Stemmejernet-albummet er lavet af elektronisk manipulerede stemmesamples. Så det hele er så at sige ren ordlyd.«

Hvad kan recitation eller rytmer gøre for et digt?

»Digte, man lytter til, gør noget andet ved én, end digte, man læser. Digte til ørerne har noget mere forførende over sig.

Den måde, man opfatter dem på, bliver mere umiddelbar, mere sanselig og mindre intellektuel. For man bestemmer jo ikke selv tempoet, man kan ikke springe frem og tilbage i teksten, man er nødt til at overgive sig til digtet - eller stige helt af. Og det synes jeg er velgørende. For intellektet står tit i vejen for oplevelsen.

Der findes nogle fordomme om, at poesi er noget svært og tørt og opstyltet noget. Men de fordomme kan heldigvis blive gjort grundigt til skamme, hvis man lader sig forføre af digtet som musik. I stedet for at sidde med et ængsteligt analytisk blik og spørge sig selv, hvad det mon betyder.«

Nicolaj Stochholm er en helt anden slags digter - og lige så forskellig som musiker.

Han slog igennem med digtsamlingerne »Biografi« fra 1991 og »Sammenfald« fra 1992. Han er også sanger og sangskriver i bandet The Liquid, der for nylig udsendte debutalbummet » »Atlas Interplan«.

Selve lyrikken i Stochholms digte lægger sig op ad Arthur Rimbaud, en af fransk litteraturs største lyrikere, og ses af nogle som en moderne arvtager til den danske guldalderdigter Schack Staffeldt. Lange kæder af associationer antyder et jeg i splittelse og en verden i opløsning.

Men også rytmen og dermed kroppen spiller en afgørende rolle - ikke mindst i samarbejdet med sangere og musikere. Han har spillet musik de sidste ti år.

Hvordan hænger sprog og musik sammen for dig?

»Digte er partiturer, der fremkalder mellemtone, bas og diskant,« siger Nicolaj Stochholm.

»En digter kan være nyklassisk funderet som Ursula Andkjær Olsen, hvis mediterende forskydninger og variationer igen minder mig om komponisten Steve Reich, midt i blodet og tabet.

En digter kan også være en hidsig og overspændt saxofon. Som når Lars Skinnebach i sine virtuose stigninger får det mest højspændte og røgfyldte new-yorker-line-up ind på et middagsbord i en solbeskinnet stue i provinsen - med overskridelsen lurende i gardinerne.

Det handler om temperament og betydninger. Det handler om, hvilke billeder man anslår. Om hvornår man så at sige lader billedet gå op , og hvor langt man kan udsætte det. Eller om man varierer i stedet for at opfylde anslaget.

Hvilke elementer i et digt afgør den mere musiske side?

»Der er en milliard måder at gå til det her på - men grundlæggende opfatter jeg det, der bliver trukket tæt på, som bas. Kroppen er så at sige bassens region. Jeget er så mellemtonen. Og landskabet og strejfet fra blade, der vender sig i vindens strygere, åbner op for diskanten.

Feltet er dermed åbent, så at sige. Det er åbent for at komponere og for eksempel smide jeget og refleksionen ned i bassen og bassen op i landskabet.«

Findes der digte, du aldrig ville sætte i musik?

»Jeg kan ikke se et digt, der ikke kan blive til musik - og jeg kan ikke høre en musik, der ikke også kan rumme et digt. Det handler om at gå til det åbent og ikke bare se digtet som en erkendelsestynget afslutning. Vi kan ikke bare se sangen som et levende flabet nu, hvor erkendelserne ligger i instrumenteringen, i sounden. »

Der er virkelig mange lykkelige møder i denne tid mellem musikere og digtere fra de helt unge nye til de meget etablerede. Og bemærkelsesværdigt er, at det er lyden af digternes stemmer, der bliver tonsat - ikke bare deres ord som bliver fortolket, selvom det jo i sandhed også kan være fantastisk – tænk bare på Den Danske Salmebog og City Slang, på Pia Raug, på Anne Linnet og på Burning Red Ivanhoe, der fyrede op for ”Et samfund kan være så stenet.”

Men rummene er blevet åbnet nu, man øver sig sammen, man komponerer og improviserer, påvirker hinanden. Musikerne spiller til digtenes lange flader. Digterne begynder at høre deres egne ord som stemmer i musikken - og det i en grad, så nogle af dem begynder at synge og skrive direkte til musikken.

Du fortsætter ad samme spor?

»Jeg er selv blevet så bidt af musikken og sangslangen, at jeg er begyndt at spille selv og jo for nylig pladedebuterede med mit band, The Liquid. Og jeg er lykkelig for det samarbejde jeg har indledt med mine nye digte og de vilde piger i vokalgruppen IKI. Min egen digterstemme opfatter jeg efterhånden som en dronet støjguitar.

Det er også derfor, jeg er så fandens glad for den plade, Martin Hall og Søren E. Jensen lavede med mig i 2008, hvor Martin kompositorisk greb det meget klassisk an. For så sker der noget mellem musikken og stemmen: De kommer to forskellige steder fra og mødes i et nyt rum.

Det forstod jeg ikke, da vi lavede den - jeg ville have det meget mere forvrænget, mere attacked, sådan én til én, nærmest som et band fra et kassettebånd.

Søren og jeg havde siddet ude i et studie og mixet på, hvad jeg dengang syntes var en ond og laber version. Den stak Martin totalt. Han remixede det hjemme alene - og det er jeg ham virkelig taknemmelig for i dag.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.