Historie

Se på besættelsen med nye briller

Det vælter ind med bøger om besættelsestiden. Mange er gode, men der har vist sig en usund enighed blandt faghistorikere, hvor de, der samarbejdede med nazisterne, renses for al skyld, og perspektivet er snævert nationalt.

Jødiske fanger ved befrielsen. Arkivfoto: Scanpix
Jødiske fanger ved befrielsen. Arkivfoto: Scanpix

Kate Fleron er sikkert glemt af de fleste, men hun var en bemærkelsesværdig kvinde, som det er værd at erindre. Og det er, hvad John Chr. Jørgensen gør i sin lille bog »Kate Fleron. Journalist og frihedskæmper.« John Chr. Jørgensen var medarbejder ved Politiken og blev siden litteraturredaktør ved Ekstra Bladet, dengang avisen lagde vægt på den slags. Kate Fleron blev født på Frederiksberg i en borgerlig familie og blev som ganske ung en profileret journalist og skribent, som blandt andre den unge Lise Nørgaard så op til. Hun blev redaktør for det illegale blad Frit Danmark og videreførte bladet efter krigen. Hun lod sig imidlertid forblænde af venstreorienterede venner med manglende kritisk sans i forhold til kommunistiske regimer, hvorved hun og Frit Danmark tabte troværdighed, og det endte som en intellektuel tragedie, hvor hun viste forståelse for Rote Armee Fraktion. John Chr. Jørgensen skildrer dette forløb fint og lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver hendes intellektuelle forræderi mod idealerne fra frihedskampen. Dermed bliver bogen til mere end blot en personskildring af en sympatisk kvindes intellektuelle fortabelse, men til en skildring af tidens medløberi, som hun delte med så mange.

Denne anmelder er omtalt positivt p.g.a. min nekrolog over Kate Fleron i 2006, men det har selvfølgelig ikke haft indflydelse på vurderingen af bogen.

Moralister

Hans Kirchhoff er besættelsestidshistoriker med en lang række bøger bag sig. I hans nye bog, »At handle med ondskaben«, sammenfatter han sin forskning om samarbejdspolitikken. Han forsøger at placere sig mellem de moralister, som han kalder dem, der fordømmer samarbejdspolitikken, og yngre faghistorikere, der ser positivt på den samarbejdspolitik, der bragte Danmark sikkert gennem krigen. Det er imidlertid et skalkeskjul, for selv om Kirchhoff bemærker den ivrige danske deltagelse i samarbejdet med Nazityskland, så ender han med at frifinde samarbejdets politikere og embedsmænd på de fleste punkter, og dermed lægger han sig tæt op ad accept af samarbejdspolitikken. Denne holdning viser sig tydeligt i hans afstandstagen fra statsminister Anders Fogh Rasmussens ord fra 2005 om, at hvis andre lande havde opført sig som Danmark, så var Europa blevet nazistisk. Kirchhoffs argumenter for det modsatte standpunkt kan kun fastholdes ved, at Kirchhoff begrænser sit udsyn til Danmarks grænser og undlader at inddrage den øvrige brutale europæiske virkelighed.

Kirchhoffs argumenter er ofte spekulative og problematiske, og lad mig blot nævne et enkelt eksempel på den manglende logik. Han hævder flere steder, at samarbejdspolitikken reddede jøder i oktober 1943 og forhindrede, at deporterede danske jøder i Theresienstadt blev sendt til Auschwitz. Den direkte kobling af samarbejdspolitikken og redningen af jøder er imidlertid problematisk, for man kan lige så godt argumentere for, at Werner Best havde sin egen fordel af at redde jøder - uafhængigt af samarbejdspolitikken. Kirchhoff skriver, at samarbejdspolitikken medførte, at vi massivt eksporterede til Nazityskland og hjalp tyskerne på andre måder. Konsekvensen af denne hjælp var sandsynligvis, at krigen blev forlænget, og at flere jøder døde i krigens sidste fase. Kirchhoff beskriver da også denne omfattende hjælp, men dér ser han ingen forbindelse mellem det øgede antal jødiske ofre og samarbejdspolitikken. Kort sagt: Hvad der tæller til samarbejdspolitikkens fordel tæller han med, men ikke, hvad der ikke tæller til dennes fordel.

Samarbejdspolitikkens mørke sider

Selv om Kirchhoff ufrivilligt afslører sig som en større støtte af samarbejdspolitikken, end han vil stå ved, så er der også glimrende kapitler om samarbejdspolitikkens mørke sider, men litteraturen er smal og stort set udvalgt, så den passer med hans egne vurderinger.

Jacob Halvas Bjerre er en ung historiker, der i bogen »Udsigt til forfølgelse« beskriver det danske Udenrigsministeriums viden om de europæiske jødeforfølgelser, og hvordan ministeriet handlede over for jøderne. Det er en vigtig problemstilling, for Udenrigsministeriet var en spiller i spørgsmålet om de europæiske jøders forsøg på at overleve. Konklusionerne om ministeriets indsats er ikke positive. Ministeriets overordnede formål var at bevare et godt forhold til Tyskland, hvilket var afgørende i forhold til danske jøder og udenlandske jøder med en relation til Danmark, som der var ganske mange af i europæiske lande. Ministeriet vidste tidligt, hvad nazisternes og andre fascistiske regimers morderiske politik gik ud på, men Danmark førte en meget restriktiv politik over for jøder, der ønskede at flygte til Danmark og det var også bestemmende for Udenrigsministeriets handlinger.

Frikender Udenrigsministeriet

Enhver hjælp til fremmede jøder, ikke mindst de tyske, som er centrum for Bjerres undersøgelse, fremprovokerede negative tyske reaktioner, og denne tendens forstærkedes i løbet af krigen. Bjerre konkluderer: »I det bredere perspektiv blev udenlandske jøder ikke hjulpet«, og Bjerre forklarer dette med, at ministeriet ikke ønskede at provokere Tyskland. Men på trods af disse skarpe konklusioner frikender Bjerre hele staben i Udenrigsministeriet. I en stærkt moraliserende afslutning skriver han, at man jo retorisk kan spørge, hvor mange udenlandske statsborgere, det danske Udenrigsministerium hjælper i dag. Det var ministeriets opgave at hjælpe danskere og ikke udlændinge, skriver Bjerre og konkluderer, at ministeriet og dets udsendte diplomater generelt ikke havde mulighed for at hjælpe udenlandske jøder. Bjerres dom er en klar frifindelse.

Det er problematisk, at det udelukkende er ministeriets eget arkiv, der er anvendt, og ikke andet. Kan man stole på ministeriets egen sagsfremstilling? Kun sporadisk er der i bogen kildekritiske overvejelser af den type. Det ville desuden have styrket bogen, hvis andre arkiver var blevet anvendt, for der er faktisk viden at hente i andre arkiver om jøders skæbne og om Udenrigsministeriet. Den danske historiker Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane har dokumenteret, at danske jøders skæbne kan findes i andre arkiver. I artiklen »Født i Danmark, myrdet i Auschwitz« (tidsskriftet Rambam, 2006) fortæller hun om Marie Stargot, der led denne skæbne. Sagen er at finde i udenlandske arkiver, endda med dokumentation for en dansk diplomats engagement i hendes sag. Men artiklen er end ikke nævnt i Bjerres bog.

Identificeret med fornavne

I resten af verden er der enighed om, at Holocausts ofre skal identificeres. Det er kun i Danmark, at historikere af hensyn til arkivloven anonymiserer jødiske ofre, hvilket har en fremmedgørende effekt. I Jacob Halvas Bjerres bog er de fleste jøder udelukkende identificeret med fornavne. Denne praksis har, udover den fremmedgørende effekt, den konsekvens, at læserne ikke kan genkende personerne fra andre bøger. Denne unikke danske praksis er inkonsekvent, fordi de fleste jøder kan findes i udenlandske arkiver og bøger, hvor de er identificeret. Ud over at være en mærkværdig dansk ordning, så siger den i virkeligheden meget om Danmark stadig distante forhold til Holocaust, hvor jødiske ofre i fagbøger ofte ikke er identificerbare som hele mennesker, men anonymiseret blot som fornavne.

Bjerre har meget selektivt anvendt dansk forskningslitteratur. Historikeren Hans Kirchhoff har været bogens konsulent, og selv samme Kirchhoff er hyppigt og ganske ukritisk citeret løbende i bogen. Men anden litteratur med andre holdninger er siet fra, hvilket er symptomatisk for den kreds af besættelsestidshistorikere, der fælder moralske frifindelsesdomme over samarbejdets folk.

Bjerres bog gennemgår detaljeret en lang række dokumenter fra ministeriets eget arkiv om behandlingen af jøder, men læseren får ikke et helhedbillede af ministeriet som et beslutningsorgan. Hvem styrede disse beslutninger og hvorfor? Hensynet til Tyskland vejede tungt, skriver forfatteren, men hvordan? Var det blot et udtryk for den samarbejdspolitik, som ministeriets direktør, Nils Svenningsen, var tilhænger af, eller spillede andre årsager ind? Spillede det en rolle, at to af ministeriets afdelingschefer var ivrige nazister? Et forhold, som Bjerre slet ikke nævner. Eller var der en overdreven ivrighed efter at tilfredsstille de nazistiske magthavere, som vi ser eksempler på i andre dele af samarbejdspolitikken? Det må man som læser gætte sig til.

Halvas hovedkonklusion er diskutabel, for der var råderum til at hjælpe både udenlandske jøder og danske jøder med sent statsborgerskab. Selv om det sandsynligvis kun blev gjort i meget begrænset omfang.

Fordi konklusionen synes givet på forhånd, nemlig at samarbejdsembedsmændene ikke kunne gøre mere end de gjorde, virker bogen utilfredsstillende.

Det er et stort problem, at en snæver kreds af besættelsestidshistorikere kun bruger litteratur, der bekræfter deres hovedsynspunkter, og denne tendens til intellektuel lukkethed styrkes ved, at de anmelder deres kollegers bøger i fagtidsskrifter og aviser. Der er behov for at se på besættelsen med nye briller.

Det skal bemærkes, at denne anmelder er kritisk omtalt i bogen for min vurdering af ministeriets manglende indsats over for fremmede jøder, hvilket ikke har betydning for min principielle vurdering af bogen.

★★★★✩✩

Titel: Kate Flereon Journalist og frihedskæmper. Forfatter: John Chr. Jørgensen. Sider: 156. Pris: 198 kroner. Forlag: Spring.

★★★★✩✩

Titel: At handle med ondskaben. Forfatter: Hans Kirchhoff. Sider: 219. Pris: 250 kroner. Forlag: Gyldendal.

★★★✩✩✩

Titel: Udsigt til forfølgelse. Forfatter: Jacob Halvas Bjerre. Sider: 278 sider. Pris: 299 kroner. Forlag: Syddansk Universitetsforlag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.