Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sandheden om Putin

Sandheden om Rusland synes at være sandheden om Vladimir Putin. Det er om noget læren i tre nye informative bøger om denne tids absolutte hovedperson på den internationale politiske scene.

De fleste bliver usikre, når talen falder på Rusland og Vladimir Putin. På overfladen ligner Rusland et postmoderne samfund med ung musik, reklamegimmicks, sociale medier, smarte jakkesæt og hurtige biler. Selv med en økonomi, der tiltrækker udenlandske investorer, og en magtfuld premierminister Putin, der atter bliver valgt som præsident, er der noget, som pirrer vores usikkerhed.

7. oktober bliver Putin 60 år. Siden 2000 har han domineret russisk politik - dette enebarn med forældre, der forkælede ham. I Leningrad var jurauddannede Putin en slagsbror som ung. Han kom tidligt ind i KGB, mens Sovjetunionen var i gang med sin forvitring, var tilsyneladende aldrig marxist, men viste en udpræget forståelse for nødvendigheden af kontakter og af at rykke sine egne kontakter med opad. Han formåede at placere sig på den rigtige side, da kommunismen var i byen.

Der er noget i luften. De mange demonstrationer viser en desillusioneret middelklasse. Men der er langt fra kosmopolitisk kredse i et par storbyer, selv om middelklasssen nu udgør 15 pct, og så det mægtige rige, der strækker sig fra Europa og til Kina. Sandheden om Rusland synes at være sandheden om Vladimir Putin. Det er konklusionen efter læsning af tre journalistiske bøger om denne tids absolutte hovedperson.

Partsindlæg

Lagt ved siden af hinanden er det tre meget forskellige bøger, der byder ind på sandheden om Putin. Det strukturelle udgangspunkt tager Anna Arutunyan. Hun er - ligesom Masha Gessen - russisk-amerikansk kor­res­pondent med sans for sansemættede detaljer og akademisk analyse. Svagheden ved Gessens bog er dog, at den også er et partsindlæg, så det kan være svært at se, hvornår graverjournalistikken slutter og partsindlægget begynder. Den tredje forfatter, Per Dalgård, Information-korrespondent i Rusland, kan udlægge teksten for det hjemlige publikum, men bogen er fyldt med gentagelser og har visse steder for ringe analytisk dybde.

Jurist og slagsbror

Putin grundlagde her sin indflydelse og formue gennem dubiøse kontrakter. Skt. Petersborg manglede fødevarer, særligt kød, og Putin fik ansvaret for byens internationale relationer og blev involveret i en kødsvindel, der gjorde ham hovedrig og efterhånden rykkede ham ind i de absolutte magtcirkler i Moskva.

Boris Jeltsin-årene var præget af den drikfældige præsidents vilkårlige udskiftning af rådgivere, så til sidst var de kapable kræfter udrensede eller udgrænsede, og man ledte efter en ny mand, der kunne sikre Jeltsin-klanen immunitet, efter at han var trådt tilbage. I en alliance mellem politik og finanskapital blev Putin den mand.

Kredsen omkring Jeltsin undervurderede helt åbenbart Putins vilje til at regere i form af at sætte medier, politiske modstandere, seperatister og grådige oligarker ud af spillet. Samtidig med at der er blevet talt om loven og respekten for loven.

Mafiastat

Rusland er måske nok blevet moderniseret af Putin og Medvedev, men meget er kulisser og sminke. Konklusionen er, at Rusland er en »mafiastat« med Putin som godfather. Hvis man skal tro Masha Gessen, som anklager Putin for at stå bag drab på i hvert fald én modstander. Uanset hvad man skal tro, er Rusland blandt de mest korrupte lande i verden og 15 pct. af de indsatte i fængsler har tilsyneladende økonomiske forbrydelser på samvittigheden.

Forklaringen får vi i den strukturelle analyse, Arutunyans bog leverer. Grundlæggende eksisterer der en feudal orden, hvor der er en relation mellem hersker og vasal. Disse helt anderledes magtstrukturer, hvor de indviede kan tage, hvad de er berettiget til i henhold til deres placering, betyder, at mange af de spektakulære sager, vi ser, handler om dem, der ovetræder grænsen for deres placering, og ikke viser behørig respekt for dem, der bestemmer.

Den ideologiske basis for putinismen synes at være en »gør hvad du vil, så længe du er loyal«-filosofi. Der er altså ikke et højere mål med styret, ud over at holde sammen på det mægtige rige, og denne personlige bjærgsomhed har øget kynismen i det russiske samfund.

Det åbne spørgsmål er, om der er et ægte forår i luften med reformer i vente, hvilket er muligt, særligt fordi Putin uden tvivl forstår svagheden i det nuværende system. Det kan kun fremtiden vise, men disse tre højaktuelle udgivelser giver en bedre forståelse af, hvorfor disse forandringer kan være på vej.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.