Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Roman

På glemslens hotel

Sylvie Bocqui debuterer med en lyrisk roman om usynlighed, hotelværelser og duften af hvidt læder.

De fleste forfattere debuterer i deres tyvere. Få før og vel lige så få senere. Til sidste kategori hører franske Sylvie Bocqui, der først debuterede som 51-årig, med romanen »Une Saison«.

Hvor en sen debut kan lede til et stort, fortænkt romanværk – et helt livs tanker og ord – kan den også føre til en lille, kondenseret og kimende klar bog. Sådan er det lykkeligvis med »Une saison«, der blev nomineret til den prestigiøse Prix Goncourt de Premier Roman 2013. Den udkommer nu på dansk, i Hans Peter Lunds oversættelse, og det er et fint arbejde, oversætteren har gjort med at indfange den tyste atmosfære, Bocqui etablerer med sin fortælling om »en bleg ung kvinde«.

Hvor kvinden i »En sæson« kommer fra, eller hvordan hendes forhistorie tager sig ud, bliver aldrig fortalt til læseren, der først møder hende på vejen fra toget og op til hotellet, hvor hun, forstår man, også tidligere har arbejdet som oldfrueassistent. Allerede på trinene op til hotellet finder en usynliggørelse og en afpersonalisering sted: »Hun tager det første skridt, de næste følger. De to første slår stadig som hendes hjertebanken, kraftigt. Det tredje er allerede ikke rigtig hendes eget mere.«

Midt i det spøgelsesagtige arbejdsliv, hvor kvinden rydder op på værelserne og reder sengene, etablerer hun sin egen verden – en egen identitet midt i det identitetsløse – ved diskret at sprøjte de kvindelige gæsters parfume på sin hud og siden, på sit eget værelse, beskrive duftene med lyrisk prægnans. Som her: »værelse 350 Miss Dior, hvidt læder, balsal, slutningen af et bal«. Eller: »værelse 232, Eau de kaprifolium, frugtsaft, latter, kinder«.

Præcis som oldfrueassistenten er Bocquis force den nære, poetisk-præcise beskrivelse. Som når hun skriver sådan her om duftene på gangen, som kommer fra hotelværelserne på den anden side af dørene: »Der lugter af træ, parketgulve og antikviteter, som arbejder inde bag dørene, der lugter af tømmer, af brædder, savsmuld, loft, tygget blyantsende.«

Bocqui er også stærk i sammenligningerne. Lyset er eksempelvis »gyldent som æblegele« og »Pærerne omkring spejlet blinker som øjenlågene på en sovende«. Det er ord som disse, der gør den 94 sider korte roman til en mættet oplevelse, og mellem de omhyggeligt tilvirkede ord beskæftiger forfatteren sig med temaer som usynlighed, der både kan være en frisættelse og en forbandelse. For hvem er man egentlig, når ingen ser én? Er man overhovedet noget?

Listerne med dufte kan læses som oldfrueassistentens undseelige forsøg på at hage sig fast; på at være noget eller nogen. Selv om læseren intet ved om hendes liv uden for hotellet, er hun med stor sandsynlighed heller ikke synlig dér, og med usynlighed følger tomhed og meningsløshed.

Romanens slutning – der ikke skal røbes her – er forbløffende dramatisk i forhold til det, der går forud. Men også her er den tyste, impressionistiske stil bibeholdt, og romanen minder på flere måde om Virginia Woolf. Det er jo ikke så dårlig en sammenligning. For en 51-årig debutant, der forhåbentlig har flere små, lyriske romaner i sig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.