Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Opbrud og sanselighed

J.M.G. Le Clézio bliver den 14. franskmand, der modtager Nobelprisen i litteratur. »Opbruddets, det poetiske eventyrs og den sanselige ekstases forfatter«, lyder det i Det Svenske Akademis begrundelse for at tildele netop ham verdens fornemmeste litterære hæder. Men måske kommer prisen lidt for sent?

To forfattere i én: Jean-Marie Gustave Le Clézio.
To forfattere i én: Jean-Marie Gustave Le Clézio.

Det er sket før. Nu sker det igen. Årets modtager af Nobelprisen i litteratur bliver en franskmand. Hans navn er J.M.G. Le Clézio.

»Jeg er meget bevæget og meget rørt«, sagde den 68-årige forfatter i går, umiddelbart efter at nyheden var blevet kendt, i et interview – på fransk – med svensk radio.

»Det er en stor ære for mig,« tilføjede nobellaureaten, som sad og læste, da prisudeleren, Det Svenske Akademi, ringede ham op. På spørgsmålet om, hvorvidt han – der som barn nåede at bo på såvel Mauritius som i Nigeria – ser sig selv som en fransk eller en frankofon forfatter, svarede han:

»Jeg tror ikke, at man kan foretage en sådan distinktion. Jeg blev født i Frankrig, min far var brite. Jeg er resultatet af et ægteskab på tværs af grænserne. Ligesom så mange andre europæere.«

Men hvem er han ellers, denne Le Clézio, vil nogle danske læsere sikkert spørge? Ukendt i Danmark er den franske forfatter så vist ikke, men spørger man nogle af dem, der kender mest til hans forfatterskabs aktuelle kendthedsgrad i kongeriget, så har den kendt bedre dage:

»Da jeg kom til forlaget for snart 30 år siden, var Le Clézio et varmt navn. Hans bøger udkom i Samlerens Bogklub og blev oversat i stor stil. Siden er interessen for ham desværre stille og roligt blegnet herhjemme,« siger hans danske forlægger, Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis.

» Han har haft en menighed i Danmark, men jeg fornemmer, at han i lang tid ikke har været så meget i fokus,« supplerer Le Clézios danske oversætter, Lars Bonnevie.

Le Clézio er med andre ord ikke helt, hvad han har været. Ikke set med danske briller. Men det vil der måske blive ændret på, nu da Det Svenske Akademi har bekendtgjort, at det bliver Le Clézio, der i år bliver modtager af verdens – stadigvæk – fornemmeste litterære hæder og de medfølgende 10 mio. svenske kroner. Det skete i går, og det var, traditionen tro, Det Svenske Akademis permanente sekretær, Horace Engdahl, der på slaget 13.00 trådte ud fra rokokkokontoret i Gamla Stan og på mange sprog begrundede, hvorfor netop denne franske forfatter denne gang skal løbe med laurbærrene. Det skal han, sagde Horace Engdahl, fordi han er »opbruddets, det poetiske eventyrs og den sanselige ekstases forfatter, udforsker af en menneskelighed hinsides og under den herskende civilisation.« Det skal han også, kunne man tilføje, fordi han er europæer. Horace Engdahl vakte tidligere på ugen en del opsigt, da han udtalte, at amerikansk litteratur, i al sin selvtilstrækkelighed, har tabt terræn i forhold til den europæiske. Set på den baggrund er valget af Le Clézio, som flere kommentatorer i går påpegede, helt logisk.

J.M.G. Le Clézio! Det er det, der plejer der at stå på omslagene til den ny-hædredes bøger. Jean-Marie Gustave Le Clézio er hans fulde navn. Han blev født 13. april 1940, som søn af en mor af bretonsk afstamning og en far, der var kirurg og arbejdede for den britiske hær. Under Anden Verdenskrig levede faderen og moderen adskilt i lange perioder, grundet faderens blodige job. Sin første bog skrev den vordende forfatter et par år efter krigen, som 7-årig. Han boede, som allerede nævnt, i perioder langt fra det franske moderland, og som ung studerede han litteratur i Nice i Sydfrankrig. Sidst i 1960erne rejste han intensivt i Mexico og Panama, hvor han levede i månedsvis blandt indianere, og han beskrev senere denne periode af sit liv som helt afgørende - som en tid, der fundamentalt ændrede hans syn på livet og kunsten. Senere flyttede Le Clézio til USA, hvor han begyndte at undervise på universitetet i Albuquerque, i den støvede ørkenstat New Mexico. Hans første udgivne roman, »Procès-verbal« fra 1963, var en kunstneriske succes. Den blev shortlistet til den fornemme Prix Goncourt og hædret med Prix Renaudot. Siden da har Le Clézio udgivet mere end 30 bøger, herunder fortællinger, romaner, essays og novellesamlinger og to oversættelser af indianske mytologiske tekster.

En hædret, vidt berejst og vidt og bredt publiceret forfatter, med andre ord, men tillige en forfatter, der har skiftet spor så radikalt, at man næsten kan tale om to forfattere i én: Lige fra den allerførste roman, »Procès-verbal« fra 1963, og helt frem til 1975 hengav den nykårede Nobelpris-modager sig, ligesom andre af hans samtidige franske forfatterkolleger, til formeksperimenter. Han blev som sådan en fremtrædende repræsentant for »den nye roman«, »le noveau roman«, en bevægelse, hvor Alain Robbe-Grillet var litterær godfather, og hans innovative og rebelske image blev hyldet af fremtrædende filosoffer som Michel Foucault og Gilles Deleuze. Men sidst i 1970erne ændrede han radikalt stil. Han opgav eksperimenterne og begyndte at skrive romaner, der applerede til et meget bredere publikum. Det gav tilsyneladende bonus. Ved en afstemning, som det franske magasin Livre afholdt i 1994, blev han udnævnt til »den største fransksprogede forfattere«. Han skriver, som Lars Bonnevie formulerer det, »så englene synger«, og han har i de senere år været én af de forfattere, som der næsten rutinemæssigt er blevet peget på som favorit til Nobelprisen. Så sent som i juni i år modtog han en anden svensk litteraturpris, Stig Dagerman-prisen, som han får overrakt i Stockholm til oktober, og til december skal så han igen til den svenske hovedstad, for at modtage Nobelprisen, der uddeles ved Nobelfesten på Alfred Nobels dødsdag, 10 december.

Er timingen så i orden? Er Le Clézio simpelthen bare den helt rigtige modtager på det helt rigtige tidspunkt? Tjah...

Den franske kulturminister, Christine Albanel, var – indlysende nok – hurtig med en lykønskning. Le Clézio «er en person, der med kraft og originalitet legemliggør den absolutte forfatter, » udtalte hun i går i en pressemeddelelse, der fortsatte på samme højstemte facon:

«Han er en forfatter, der baner nye veje i litteraturen, som finder nye muligheder i sproget, som genopfinder en form for moderne humanisme.«

Knap så begejstret er Johannes Riis:

»Der har været noget lidt træt og tilbageskuende ved tildelingen af Nobelprisen til flere af de forfattere, man i de senere år har hædret,« siger Johannes Riis og peger i den forbindelse på Dario Fo, der fik Nobelprisen i 1997, på Harold Pinter, der hædredes i 2005, på Doris Lessing, der blev kåret sidste år, og altså også på den aktuelle prismodtager, J.M.G. Le Clézio.

»Det, de har tilfælles, er, at det ville have været mere rimeligt at tildele dem prisen for 20-30 år siden!»

Johannes Riis siger også, at Gyldendal nu skal til at kigge på, om forlaget skal genudgive nogle af de romaner af Le Clézio, som man tidligere har udsendt. Desuden vil man se hurtigst muligt at få fremskaffet et eksemplar af hans seneste roman, »Ritournelle de la faim.« Eventuelle rettigheder kan Gyldendal få forhandlet på plads i næste uge i Frankfurt, hvor forlæggere fra hele verden mødes ved verdens største bogmesse.

Og de franske medier? Hvad siger de?

Tilsyneladende er det blevet lidt rutine i Frankrig, det der med at få litterære nobelpriser. At J.M.G. le Clézio er den 14. franskmand i rækken gør nyheden mindre sensationel, end hvis Det Svenske Akademi havde peget på den eneste dansker, der bare lignede en favorit, nemlig digteren Inger Christensen. I øvrigt er det kun otte år siden, at Nobelprisen i litteratur sidst gik til en franskmand, nærmere betegnet den kinesisk-franske forfatter Gao Xingjian, og det har formentlig heller ikke skærpet franskmændenes appetit på Nobelpriser, at to franske videnskabsmænd, Françoise Barre-Sinoussi og Luc Montagnier, tidligere på ugen blev udpeget til årets modtagere i Nobelprisen i medicin.

Der skal simpelthen mere til at hidse den stolte kulturnation op.

Sidst på eftermiddagen i går var tophistorien på det fornemme franske dagblad Le Mondes website ikke tildelingen af Nobelprisen i litteratur til Le Clézio. Tophistorien var en historie om den finansielle krise, der hærger i Frankrig, ligesom den hærger over hele verden. Et billede af Le Clézio? Det var der ikke blevet plads til!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.