Roman

"Mit hjerte om halsen"

Franske Véronique Ovaldé har med "Fugleliv" skrevet en på én gang vital og melankolsk roman om kærlighed, savn og båndene, der binder.

»Fugleliv« af Véronique Ovaldé.
»Fugleliv« af Véronique Ovaldé.

Forleden blev det offentliggjort, at Patrick Modiano modtager årets Nobelpris i litteratur. En titan i hjemlandet, Frankrig, men stort set ukendt hertillands. Og det er jo på én gang glædeligt og dybt pinligt, at vi har sådan et helt og vægtigt forfatterskab til gode.

Men der er naturligvis også meget andet uopdaget at komme efter i fransk litteratur, hvilket det danske enmandsforlag Etcetera også ved og – meget prisværdigt – har sat sig for at gøre noget ved. Tilsyneladende ud fra devisen om, at hvis ingen andre vil, så må jeg selv gøre det, og det har blandt andet resulteret i udgivelsen af Sylvie Bocquis fortrinlige minimalistisk-poetiske »En sæson« og nu også Véronique Ovaldés vidunderlige »Fugleliv«.

Ovaldé er, som Modiano, meget læst i sit hjemland, og det kan kun glæde mig, at en, efter »Fugleliv« at dømme, så god forfatter, der flere gange har været nomineret til den store Prix Gongourt, bliver læst så bredt og engageret.

Men nok om udenomsomsværket og ind i »Fugleliv«, der består at en væld af korte kapitler, som fletter mennesker og handlingstråde sammen i den imaginære sydamerikanske by, Villanueva. Her bor Vida med sin hovedrige mand Gustavo i en arkitekttegnet villa, som rejser sig over en smuk have på en frodig, men langsomt smuldrende grund. Gustavo har i sin tid reddet Vida ud af fattigdommen og udsigtsløsheden i det fjerntliggende Irigoy.

Men Vidas trophy wife-liv har med årene vist sig tomt og ensomt og manden dybt kedsommelig med en uklædelig hang til nedladende bemærkninger. Vidas liv tilføres dog lidt mystik, da hun og hendes mand efter en rejse opdager, at nogle har boet i deres villa: Spist ud af deres store køleskab, brugt deres tøj, drukket deres vin og vand.

For at opklare mysteriet tilkaldes overbetjenten og melankolikeren Taibo, der nok - måske fordi hun er så understimuleret - fanger Vidas interessere. Og den fraskilte Taibo har det på samme måde og sikkert af samme grund.

Det viser sig at være Vida og Gustavos bortløbne datter, Paloma, der har boet i huset med sin kæreste; den vilde og blomsterglade kæreste, Adolfo, der kun bor i andres huse. Som en art luksusbesætter.

Da Vida rejser til Irigoy med Taibo for at lede efter datteren, ender de med at gå i seng sammen, og de to par - Vida/Taibo og Paloma/Adolfo - spejler hinanden. Alle fire er fulde af smerte, håb og længsel, og bygger deres kærlighed på en forudgående utilfredshed med livet.

Humor, naivitet og varme

»Fugleliv« er en både trist og melodramatisk fortælling, der i en mindre dygtig forfatters hænder let kunne blive en noget kulørt og patetisk affære. Men Véronique Ovaldé skriver så vidunderlig sammensat; med tristesse, humor, naivitet, poesi, varme og charme.

Sammensatheden fremgår også af kapiteltitlerne, for eksempel »Det, der er tilbage af vinden«, »Arkitektur i min skala«, »Mit hjerte om halsen«, »De bedrøvede og hensynsfulde unge mennesker« og »Bang, sagde låsen, da den ramte gulvet«.

Under de lokkende titler skriver Véronique Ovaldé Vida, Paloma og de øvrige karakterer frem på en måde, som får dem alle til at virke som mennesker af kød og blod. Med fejl og gode og dårlige sider, som vi er flest, men vel at mærke uden af de virker prosaiske eller uinteressante, og med dem tematiseres ensomhed, kærlighed, forholdet mellem forældre og børn og de sociale bånd, der binder.

Alt sammen beskrevet i sprogtoner, der aldrig klinger falsk, og indimellem med et mørkt sug. Som i dette flashforward, hvor Paloma sidder bønfaldende ved sin syge venindes seng, og der blot står: »men hendes bøn vil ikke blive hørt af nogen, bønner bliver aldrig hørt af nogen, de strejfer rundt i en stor, askegrå ørken, som vinden uophørligt fejer hen over, og de kommer aldrig ud af mørket.«

»Fugleliv« er på de fleste af de 285 sider en betagende og bevægende oplevelse, og mod afslutningen knyttes karaktererne sammen i en montagelignende sekvens, som er fuld af schwung og vemodssprængt skønhed. Lidt som i Paul Thomas Andersons film »Magnolia«. Men Véronique Ovaldés roman er først og fremmest en roman og viser igen og igen, hvilket potentiale romanen har som genre og tilværelsestolker. Og det er altså ikke så lidt.

Titel: »Fugleliv«. Forfatter: Véronique Ovaldé. Oversat af Lars Bonnevie. 285 sider. Pris 288 kr. Forlag: Forlaget Etcetera.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.